Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

fredag, december 28, 2007

Centrerende bøn som tilbedelse

Da jeg stødte på dette lille skriv, The Song of Surrender, fik jeg noget af en aha-oplevelse.

Det er en prædiken skrevet af en anglikansk præst, Christopher Page (hvis kone vi mødte på vores retræte i Canada sidste februar). Han beskriver sin centrerende bønspraksis som tilbedelse -- forstået som øvelse i at åbne og overgive sig til Gud.

Jeg synes det er en vigtig indsigt. Vi praktiserer kontemplativ bøn -- ikke for at få noget -- men for at give noget af os selv. Og det gør ikke noget hvis Gud ikke har et behov for vores gave. Vi har et behov for at give den.

tirsdag, oktober 30, 2007

At "nyde" bønnen

I torsdags gav Patrick os noget at tænke over: "Er det tilladt at "nyde" bønnnen eller bønsperioden?"Spørgsmålet er selvfølgelig relevant, fordi Johannes af Korset taler om "nada": ingenting. Dvs kun Gud. Man skal afvise alle overnaturlige oplevelser, fordi disse kun distraherer os fra selve hensigten med bønnen, nemlig at blive forenet med Gud. Oplevelserne er ikke Gud, skønt de afspejler sider af Gud. Eller kan gøre det, for man kan forestille sig, at sådanne oplevelser er sendt netop for at aflede os. Eller kan man nu det?Er det ikke sådan, at når vi fra starten har den hensigt at overgive os til Gud, ja så er det Guds sag, hvad der sker i bønnen?Keating siger, at vi skal se bort fra eventuelle overnaturlige oplevelser. Han mener, at vi skal ignorere dem, ikke give dem opmærksomhed. Stille og roligt gå tilbage til det hellige ord eller symbol, tilbage til den oprindelige intention.Han siger ikke, at vi kan undgå eller skal anstrenge os for at modstå noget. Det ville også være imod bønnens overgivende, passive karakter. Det ville være at bruge vores egen vilje, at "dømme" noget som værende fordelagtigt og andet ufordelagtigt. Blot hele tiden vende tilbage til intentionen, uanset hvad der måtte distrahere os.Samtidigt siger Keating, at den totale tillid til Gud er nødvendigt, og at denne tillid indebærer, at vi er sikre på, at hvad end vi har brug for, ja det får vi af Gud.Nogle mennesker er meget skadede i deres psyke, og her giver Gud almindeligvist megen kærlighed, fred og trøst i bønnen, simpelthen for at læge sårene og styrke tilliden til Guds kærlighed.Jeg kan ikke forestille mig, at det er menneskeligt muligt ikke at føle nydelse i en sådan situation, ligesom jeg ikke kan tro, at det er Guds vilje, at vi skal afvise det, han giver os.Når vi ved, at vi ikke skal hænge fast i noget, og at Gud giver os, hvad vi har brug for (Gud er jo meget personlig), så er det vel muligt, at tage imod perioder med megen "trøst" og perioder med mørke eller tørke.For mig har Keating haft en enorm betydning på netop dette område: Tillid til Gud.Han siger, at i samme øjeblik vi giver os selv til Gud, er Gud !00% på vores side. Hvad vi behøver, får vi.Så kan vi i grunden slappe af. Det er ikke os, det afhænger af. Det er Gud, der bestemmer.

mandag, oktober 08, 2007

Anmeldelse af filmen "Invitation fra Gud"

”Invitation fra Gud”, En film af Marie Louise Lefèvre
Anmeldt af Britta Felsager


I februar 2007 kom en dvd på markedet: ”Invitation fra Gud”. Den er bygget op omkring en række interviews mellem Marie Louise Lefèvre, som er uddannet på Den Danske Filmskole, og cisterciensermunken Thomas Keating.

Marie Louise har besøgt Thomas Keating i hans kloster i Snowmass, Colorado. Stedet er utroligt smukt, filmen er optaget om vinteren i snedækket landskab, og fotograferingen er virkelig udsøgt.
Thomas Keating er født i 1923, han indtrådte i Cistercienserordenen i 1944, og fra 1961 var han i en årrække abbed. I 1984 grundlagde han sammen med andre den internationale organisation Contemplative Outreach, som formidler bøger, dvd´er og cd´er, og som også tilbyder kurser i den kontemplative vej samt retræter. Desuden har Thomas Keating, inspireret af det andet vatikankoncil, i mange år deltaget i den interreligiøse dialog. Han mener, det er afgørende, at vi mennesker når frem til en accept af og et venskab mellem de forskellige religioner. Ingen kan vist være uenig med ham i det.

Hans mission, som han deler med nogle af sine medbrødre og visse andre kontemplative ordener, er at formidle den kristne kontemplative vej til mennesker, som ikke går i kloster, men som lever almindelige liv.  Det er hans tro, at verden vil blive bedre, hvis flere mennesker gennem kontemplativ bøn erfarer Guds grænseløse kærlighed til os alle. Formålet med kontemplativ bøn er at lade sig overtage – så at sige - af Gud. Derfor vil Guds kærlighed sprede sig, når bare der er mennesker nok, der praktiserer den, mener Keating.

Ingen kan undgå at blive påvirket af tidsånden, der i vore dage mildest talt ikke er befordrende for hverken stilhed eller bøn endsige den ydmyghed, kontemplativ bøn fordrer eller i hvert fald gerne skulle bevirke.   

Dvd´en består dels af selve filmen, som varer 30 min. og 8 ekstra filmsekvenser med hver sit tema. Alt i alt belyser disse ganske glimrende den kristne, mystiske, kontemplative vej, som går helt tilbage til ørkenfædrene, og som Thomas Keating altså har moderniseret og sat i system til glæde for mange lægfolk i flere lande.

Keating har en grundig indsigt i moderne dybdepsykologi, som han mener, er en uvurderlig hjælp for mennesker, der går denne vej. Hans hovedtanke er, at Gud har skabt os til den lykke, fred og frihed, vi havde før syndefaldet, da mennesket var intimt forbundet med Gud. Efter syndefaldet blev mennesket afskåret fra denne intime forening, men ønsket om lykke har vi stadig. Derfor søger vi nu lykken, hvor den ikke findes, og således bliver vi ulykkelige. Derfor er Keatings første opfordring, at vi ændrer den retning, i hvilken vi søger lykken.

Grundlæggende har vi tre behov, som vi prøver at få dækket i jagten på lykke. Vore barndomsoplevelser har skabt denne desperate søgen efter l. tryghed, 2. magt og kontrol, 3. kærlighed og anerkendelse fra andre mennesker. Ingen af os har fået dækket disse behov i tilstrækkelig grad igennem opvæksten, men ét af dem er blevet specielt udsultet. Resultatet er, at vi er blevet programmeret til at søge lykken ved at bruge vores kræfter og energi på at få især dette dækket. Dermed bliver det afgørende for os eksempelvis at have magt og kontrol over alt og alle inklusive os selv, og måske vi endda prøver at manipulere Gud til at gøre vores vilje. Det kan også være, vi i den grad søger anerkendelse og værdsættelse hos andre mennesker, så vi må på langvarig rekreation, hvis blot ét menneske ikke kan lide os.  Med andre ord: behovene er blevet uden begrænsninger, fordi de er grundlagt i barndommen, og børn kender ikke til begrænsninger.

Keating opfordrer os altså til omvendelse. Den eneste sande og varige lykke finder vi i Gud. Vor synd er, at vi søger den andre steder - et projekt, der ikke kan lykkes, og som skader både os selv og andre. Hvis vi vender om, vil Gud rense vore motiver, så alt i vores liv efterhånden bliver gjort af uselvisk kærlighed til Gud og næsten. Det er Guds mening med os, at vi skal deltage i Guds eget (Treenighedens) totalt selvhengivende liv.

Vi har altså en fordrejet virkelighedsopfattelse, vi er blevet syge, men Gud står med åbne arme parat til at helbrede os og hjælpe os tilbage til virkeligheden og sandheden. Derfor kalder Thomas Keating også kontemplativ bøn for guddommelig terapi. Gud viser os alt det, der i vores liv og sind står imellem os og ham: vor syndige natur med dens indædte selviskhed, vort idealiserede billede af os selv osv. Ikke for at gøre os modløse, men for at vi skal acceptere denne kendsgerning om os selv og lade Gud og Hans liv fylde os. Den ydmyghed, der kommer af erkendelsen og accepten af vor egen elendighed og manglende evne til selv at gøre noget ved det, er en absolut forudsætning for, at vi kan blive fyldt med Guds eget liv og dets frugter.

Keating opererer med begreber som det falske og det sande selv. Det sande selv er det menneske, vi er, - skabt i Guds billede - og det er Hans vilje med os, at vi finder vejen tilbage til det og til foreningen med Ham.

Det falske selv har vi skabt for at kompensere for vor følelse af at være afskåret fra Gud, andre mennesker og os selv. Dette er en illusion, som forhindrer os i at opfatte og acceptere virkeligheden, som den faktisk er. For mange mennesker er en del af illusionen en fordrejet opfattelse af, hvordan eller hvem Gud er. F.eks. er mange, især tidligere, opdraget til at frygte Gud, til at opfatte Gud som en straffende tyran. Dette gør det umuligt at relatere til Gud med tillid. Disse forkerte opfattelser af Gud er svære at komme af med. De sidder dybt og fast i vor underbevidsthed. Kontemplativ bøn vil således også virke helbredende her, fordi man er stille og ikke har tanker om Gud under bønnen. Så får Gud en chance for at introducere sig, som Han er: Gud er kærlighed, betingelsesløs kærlighed, så kontemplativ bøn er bl.a. et kursus i ufortjent kærlighed, som Keating udtrykker det. Det er denne kærlighed, der er i stand til at helbrede selv de dybeste og mest ubevidste af vore sår og traumer. Guddommelig terapi går dybere end nogen psykoterapeutisk behandling kan gøre det.

På dvd´en kommer Keating ind på lectio divina, som er den traditionelle vej til at lære Gud at kende: Man læser langsomt og meditativt i bibelen, åbner sig og lytter til, hvad Gud vil sige igennem teksten, som vi tror på er inspireret af Helligånden. Derved bliver teksten personlig og kan få én til at bryde ud i lovprisning efterfulgt af stilhed (kontemplation).

Keating har den centrerende bøn som grundlag for hele den åndelige vej. Han anbefaler to gange 20 til 30 minutter (mindst) om dagen.

Mon ikke alle kontemplative mennesker vil kunne genkende denne bøn, hvis hjerte og sjæl er at sige ja til Guds nærvær i os? Hensigten om at tilbringe tid med Gud alene og i stilhed, at overgive sig totalt til Gud, er essensen i bønnen. Bliver man fanget af tanker eller følelser, vender man blot stille og roligt tilbage til denne intention, som kan være symboliseret ved et ord eller blot en indre bevægelse. Tanker er uundgåelige, og man lader dem blot passere. Det er kun, hvis man bliver engageret i dem, at det er nødvendigt med den lille indre tilbagevenden til den oprindelige hensigt om at være sammen med Gud. Det er igennem denne bøn, at Gud helbreder og lutrer os for vort falske selv med alle dets selvskabte forestillinger om livet, lykken, Gud, os selv, andre mennesker osv.

 Kontemplativ bøn er deltagelse i påskens mysterier, som vi allerede i dåben blev kaldet til:  Lidelserne, ydmygelserne og det falske selvs død efterfulgt af opstandelsen med Kristus, hvor vi ligedannes med Ham. Keating siger, at Guds Rige er en bevidsthedstilstand og henviser i den forbindelse til Paulus, som kalder det at få Jesu Kristi sindelag, dvs. den samme oplevelse, erfaring, den samme nære relation til Faderen, som Jesus havde.

Det siger næsten sig selv, at han ofte henviser til de store kristne mystikere som Johannes af Korset, Teresa af Avila og ørkenfædrene. Han har også skrevet en bog om Thérèse af Lisieux og hendes ”lille vej”.

Thomas Keating betragter Jesu ord i Mattæus 6.6, som en opfordring til kontemplativ bøn. : Gå ind i dit kammer, luk døren og bed til din fader, som er i det skjulte. Desuden ser han lignelsen om det store festmåltid som Guds accept af ethvert menneske, og Hans ønske om at frelse alle, måske især de, som synes allermest elendige eller uværdige. Absolut ingen er udelukket, og det faktum, at Gud er kommet til os i inkarnationen og står last og brast med os i alle livets forhold, er i denne lignelse symboliseret ved, at husholderen deltager i måltidet.

Kristus er større end kristendommen, siger Keating. Han har så grænseløs og fortrøstningsfuld en tillid til Gud, Hans kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, så han er sikker på, at Gud, bor og virker i alle, uanset om folk selv betragter sig som ateister eller tilhører en anden religion: alle er vi skabt i Guds billede. Pave Johannes Paul II har i kølvandet på det andet vatikankoncil skrevet, at de forskellige religioner har deres berettigelse og nok er nødvendige for de pågældende folkeslag og kulturer, også at nåden virker i disse religioner.

Thomas Keating er meget glad for det andet vatikankoncil med dets opfordring til økumeniske bestræbelser samt dialog og forståelse mellem religionerne. Dette er nødvendigt og muligt uden at ofre sin egen tro eller noget af den. Det er Thomas Keating et godt eksempel på. Han understreger vigtigheden af at være grundigt funderet i sin egen tro, før man er i stand til at indgå i interreligiøs dialog. Han mener, forskellighed kan være berigende, og at man kan lære meget af hinanden. F.eks siger han, at østens religioner ville blive beriget, hvis de ville inkorporere det personlige Gudsbegreb, som jo er Keatings hele liv. Han fortæller igen og igen om, hvordan Helligånden er parat til at overtage vore liv som en ledsager, der, på en utrolig personlig, intim og kærlig måde og indtil mindste detalje, viser os, hvad vi skal gøre i alle situationer, hvis blot vi bliver lutrede og sensitive.

Keating selv er blevet beriget af sit venskab med mennesker fra andre religioner, og han har i hvert fald lært, at det er nødvendigt at have en praktisk vej at gå for almindelige mennesker, der ønsker et dybere Gudsforhold men ikke har kald til at gå i kloster.

I mine øjne er han kristen mystiker i den allerdybeste forstand, og centrerende bøn kan ikke sammenlignes med østens meditation, som der står på dvd´ens omslag. Østens meditationer er  beregnet på at afklare sindet og passivisere følelserne gennem mentale teknikker eller opmærksomhedstræning. Som Keating selv har sagt, ”er dette en god begyndelse, men centrerende bøns indfaldsvinkel er et direkte svar på Guds invitation til at elske Ham over alt, ja nærmest til at forelske sig i Ham.” Med andre ord: centrerende eller kontemplativ bøn er vort svar på det første af Guds ti bud, I Keating øjne kristendommens missions- og visionserklæring.

Så bøn er bøn, dvs. en relation mellem mennesket og Gud, som Thomas Keating selv hele tiden understreger, formentlig for at undgå misforståelser. Men misforstået bliver han desværre.

Oversættelsen ville have vundet meget, hvis man havde konsulteret mennesker, der befinder sig i Keatings egen tradition.

Marie Louise Lefévre skal have stor tak for den meget smukke film og for at introducere Thomas Keating for et bredere publikum i Danmark.

”Invitation fra Gud” kan bl.a. købes i Steno-Butikken. Den kan også lånes på biblioteker i Københavns kommune, der desværre ikke låner ud til andre biblioteker. På det katolske bibliotek kan man låne nogle af Thomas Keatings bøger og hans 24 audio bånd serie: ”The Contemplative Journey”. Hvis man ønsker at købe bøger, cd´er eller dvd´er af og med Keating, kan dette lade sig gøre ved at gå ind på www.contemplativeoutreach.org.

Hver mandag kl. 18 er vi nogle stykker, der holder centrerende bøn i taleværelset i Stenosgade 4 A.
Interesserede er velkomne.

mandag, august 20, 2007

Consent - Surrender - Openness

En ting blandt de almindelige retningslinjer for centrerende bøn som jeg har haft besvær med, er deres fokusering på "consent to God's presence and action within".

For mig er "consent" et kompliceret begreb/indstilling -- for kompliceret (og måske for aktiv) til at være særligt anvendeligt som udtryk for den intention som jeg skulle konstant vende tilbage til under centrerende bøn.

Derfor var jeg meget glad at finde "surrender to God" som en alternativ formulering for den tilsigtede intention. Det kræver (for mig) mindre overvejelse end "consent" selv om Keating skriver at "Surrendering oneself to God is a more developed kind of consent." Open Mind, Open Heart, ch. 7. Der er næsten lige så mange referencer i Centrerende bøns literatur til "surrender" (80 hits på Contemplative Outreachs søgemaskine) som til "consent" (100 hits). Så vidt jeg husker, lægger Cynthia Bourgeault in Centering Prayer and Inner Awakening stor vægt på at beskrive centrerende bøn som en "surrender method" i modsætning til en "concentrative method" eller en "awareness method". Se også dette link for nogle gode kommentar om surrender.

Den form for overgivelse til Gud, som man praktiserer under centrerende bøn, virker naturlig for mig og er en del af hvad gør vores praksis til netop "bøn". Men jeg må indrømme at tanken om "surrender" (isoleret set) kunne være noget der frastøder moderne mennesker. Så jeg har været lidt bange for at gå rundt og fortælle andre at jeg min centrerende bøn praksis går ud på "surrender".

Så slog det mig fornyligt at der fandtes endnu en god alternative til "consent" som centrerende bøns fokus intention -- "openness". Jeg tror jeg først lagde mærke til det i Contemplative Outreachs definition af Christian Contemplative Prayer som "the opening of mind and heart - our whole being - to God, the Ultimate Mystery, beyond thoughts, words and emotions, whom we know by faith is within us...."

Det var selvfølgeligt der hele tiden -- lige fra titlen af Keatings hovedværk, Open Mind, Open Heart. Og Denne "openness" (for mig) indebærer det jeg fandt i "surrender" (som skulle indebære hvad der er i "consent") uden at skulle virke frastødende for andre.

Til sidst har opdagelsen af "openness" som et udtryk for centrerende bøns fokus intention, hjulpet mig til at se en forbindelse med en anden udtalelse som gjorde indtryk for mig da jeg i The Contemplative Journey og Intimacy with God -- nævnlig at centrerende bøn er den mest "receptive" af de metoder der forbereder for kontemplation. Se Will and Intention in Centering Prayer.

På et praktisk plan er "Openness" og "receptiveness" nogle af de bedste beskrivelser for hvad jeg tilstræber under centrerende bøn: en tilstand hvor data fra sanserne kommer ind men ikke omsættes til tanker, en tilstand hvor jeg bare er der for Gud.

søndag, juni 17, 2007

Misforståelse af centrerende bøn

Fornyligt stødte jeg på en side på Contemplative Outreach's website, hvor Thomas Keating bemærkede at nogle mennesker der har praktiseret centrerende bøn i flere år alligevel ikke helt har forstået metoden:


Centering Prayer as taught by Contemplative Outreach is a fairly nuanced practice. You can't always rely on what people say about the instruction they received. I have found that even after several years, people may not have fully understood how to do Centering Prayer. This becomes apparent during the intensive Retreats or the Formation Workshops in which there is a careful review of the method itself.

Det må være noget af en skuffelse både for Keating, Contemplative Outreachs undervisere og -- mest af alt -- dem der har brugt flere år på en misforstået bønspraksis.

Jeg tror at en del af problemet er at de "officielle" guidelines for centrenende bøn (citeret nedenunder i Levende Vands udmærkede oversættelse) ikke er så klar som de burde være:

  • Vælg et helligt ord som symboliserer din hensigt: At være i Guds nærvær og at lade Ham handle i dig. For de fleste vil det være naturligt at vælge Jesu navn - som i Jesusbønnen.
  • Sæt dig afspændt og med lukkede øjne. Begynd lige så stille at sige dit hellige ord i det ønske at være i Guds nærvær og at han vil virke i dig.
  • Når tanker dukker op, kæmp ikke imod dem, men vend lige så stille tilbage til dit hellige ord.
  • Ved afslutningen af bønnen, bliv en kort tid i stilhed

Jeg synes vi burde arbejde med at omformulere disse guidelines til noget der ikke giver så megen plads til misforståelse.

torsdag, maj 17, 2007

At synge fra Salmernes Bog

Da Anna og jeg var til retræte hos Cynthia Bourgeault, var vi meget glade for for de meditationsperioder som vi indledte med at den enkle form for sang som på engelsk hedder "to chant". (Jeg kan ikke bringe mig selv til at skrive "at messe". På én eller anden måde har det en negative bibetydning for mig.)

Siden har vi købt og læst Cynthias bog Chanting the Psalms med medfølgende CD. Og vi har startet vores meditationsperioder de sidste få uger med at synge lidt fra Salmernes Bog -- efter de enkleste af de stilarter beskrevet af Cynthia.

Jeg ville varmt anbefale denne praksis for andre. Åndedrætsøvelsen i at synge er i sig selv en god måde at indtage en meditativ stemning på. Og jeg synes at indholdet i Davids Salmer er præget af en slags overgivelse til Gud som er meget velstemt med attituden i centrerende bøn. Det er nok derfor at sang fra Salmernes Bog (tidebønner) har været rygraden i klosterkommuniteters bønsliv i 1500 år.

Hvis du vil læse og høre en prøve, kan du finde meget af materialet online på Learning to Sing the Psalms.

onsdag, april 18, 2007

Søren Kierkegaard og centrerende bøn

"False self", "true self", "abandoning and embracing self in God" -- saadan noget finder en blog skriver i Kierkegaards forfatterskab. Se Thoughts of Loy: Prayer as the path to true self.

Det lyder næsten som Thomas Keating. Blog skriveren selv finder en link i disse tanker til en af Keatings Trappist medbrødre, Thomas Merton. Og Merton er associeret med Kierkegaards eksistentialisme andre steder. Se, f.x., Total Kenosis ....

Saa, er der en Kierkegaard-kender i blandt os? Er centrerende bøn en følge af den danske filosofs arbejde?

tirsdag, april 17, 2007

Kritik af centrerende bøn

Sidste uge nævnte jeg websider med krititik af centrerende bøn eller Thomas Keating, og jeg sagde at jeg ville lægge links til nogle af disse i bloggen.

Her er en hurtigt fundet samling:
  1. Catholic Culture
  2. In Plain Site
  3. Our Lady's Warriors
  4. Daily Estimate
Dette har været noget af det mest nedslående jeg har foretaget mig længe -- ikke fordi disse artikler er overbevisende i deres fordømmelse af min bønspraksis. Tværtimod. De bærer mest præg af en åndelig McCarthyism.

Der findes sågar et dokument fra Vatikanet som kunne tages som en opfordring til denne heksejagt. Se den dansksprogede analyse af det på Catholica.dk.

Det (som Forrest Gump ville sige) er alt hvad jeg har at sige om det.

mandag, april 09, 2007

Teologisk grundlag for centrerende bøn

Det teologiske grundlag for centrerende bøn taler Keating jo om, når han altid henviser til Matthæus 6,6ff., hvor Jesus siger, vi skal gå ind i vores kammer og lukke døren og bede til vores far, som er i det skjulte.
Kammeret er her symbol på vort indre rum, hvor Gud bor, og det at lukke døren betyder at lukke døren til vore indre dialoger o.l. Faderen, som er i det skjulte, betyder her, at vi ikke på forhånd har nogle begreber om Gud, når vi beder. Vi har ingen billeder i hovedet e.l. Det eneste, vi gør, er at have viljen (intentionen) til at tilbringe denne tid sammen med Gud og "consent to His action and presence within us". Herfra er det så Gud, der bestemmer.
Traditionelt set har man også altid betragtet historien om Martha og Maria som indikation på, at Jesus mener, at den, der vælger den gode del (det ene fornødne) er som Maria, der lod Martha om alt arbejdet, mens hun selv sad og lyttede opmærksomt på Jesus. Kontemplative har vist nok altid brugt denne historie som forklaring på, at det er det, Jesus vil, vi skal: Være stille og lytte opmærksomt på ham.

fredag, april 06, 2007

Jomfru Maria og centrerende bøn

Jeg er ikke den der dyrker Maria fromhed i stor stil. Det er nok mest fordi jeg har ønsket et forholdsvist enkelt forhold til Gud, og jeg har syntes at de mange former for Mariadyrkelse har en tendens til at forvirre det.

I de senere år har jeg lagt mærke til at de fleste prædikener jeg har hørt om Maria vender tilbage til beretningen om bebudelsen. Da hun fik besked om at hun skulle være mor til Guds søn, sagde hun bare "Lad det ske mig efter dit ord". Det har gjort indtryk på mig. Hun fortjener stor ære for alene det.

Fornyligt tænkte jeg på det her fra et centrerende bøn-perspektiv. Keating udtrykker gentagne gange centrerende bøns fokus som consent to God's presence within us. Og det er helt bogstaveligt hvad Maria gjorde.

onsdag, april 04, 2007

Introduktion til denne blog

I vores centrerende bøn (centering prayer) gruppe sidste uge snakkede vi om en weblog hvor vi kunne udveksle ideer om kontemplativ bøn. Dette er resultatet.

Følgende er nogle af de emner som jeg kunne tænke mig at vi uddybede her er:
  • hvad vi egentligt gør i vores bønsperiode
  • hvordan centrerende bøn ligner eller er forskellig fra andre meditationsmetoder
  • det teologiske grundlag/baggrund for vores praksis
  • kontemplativ livstil for lægfolk
  • økumeniske/interreligiøse emner fra et kontemplativt perspektiv