Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

fredag, maj 28, 2010

Thomas Keating taler om at leve i Guds nærvær

Britta har indsendt dette indlæg.

Keating har i 2003 givet en tale om at leve i Guds nærvær hele tiden. Den er nu oversat og tilgængelig her på bloggen.
Talen er nummer et ud af to. Den anden drejer sig primært om den centrerende bøn, og selvom Keating altid udtrykker tingene på nye måder, vil der uvægerlig også være en del gentagelse. Man kan godt blive træt af al den snak om en bøn, der har bedst af at blive praktiseret.
Måske vil anden del blive oversat alligevel – og måske ikke.
Oversættelsen er aktuel fordi Keating taler om trappist munkene fra Algeriet, som blev slået ihjel i 1996, og der er lige kommet en film om netop disse munke. Den hedder ”Guder og mennesker”. Den vandt desværre ingen priser på Cannes festivalen, men mon ikke den alligevel vil være værd at se.

lørdag, maj 22, 2010

God læsning, 2010.05.22

Bloggeren på The Website of Unknowing fortæller i Wasting Time with God om en samtale med en munk, der mener at en moden kontemplativ burde bruge 2 timer om dagen på sin praksis. Jeg kan huske at der var en mandag fornylig hvor Britta citerede Wilfrid Stinissen for den samme bemærkning. Det lyder umiddelbart overvældende hvis man kun tænker på den tid man sidder i meditation. Men måske kan det lade sig gøre hvis man indkluderer supplerende praksis-typer som hjertets bøn, welcoming prayer osv. som man kan praktisere midt i sine daglige pligter. Læs blog posten og kommentarerne skrevet i svar til den.

lørdag, maj 08, 2010

Anmeldelse af Bernadette Roberts's "What Is Self?: A Study of the Spiritual Journey in Terms of Consciousness" (2005)

På omslaget af denne bog er en udtalelse fra Thomas Keating at forfatteren har en særlig evne til at artikulere hvad der ikke kan udtrykkes med ord. Det er nok en selvmodsigelse. Men Bernadette Roberts kan udlægge aspekter af den kontemplative rejse som de fleste ikke engang forsøger at beskrive.

Roberts (født 1931) trådte ind i karmeliterordenen som teenager men forlod den efter 10 år, blev gift og stiftede familie. Hun har skrevet 3 bøger om de indsigter hun har fået på sin kontemplative livsvej. Det mest bemærkelsesværdige i hendes forfatterskab er beskrivelsen af et stadium der kommer efter transforming union (hvor det falske selv, egoet, forsvinder, og man oplever en vedvarende fornemmelse af Guds tilstedeværelse). Her omtaler Roberts et stadium hvor hele selvet - ikke bare det falske selv - forsvinder. Roberts har skrevet om det samme emne i sine tidligere bøger, The Experience of No Self: A Contemplative Journey (1982) og The Path to No-Self: Life at the Center (1985).

Denne bog, hendes tredje om det samme emne, er et forsøg på at svare på kritikken at, enten hendes beskrivelsen af no-self oplevelsen er en misforstået beskrivelse af transforming union eller at hun mangler indsigt i den kristne komtemplative tradition. Uanset hvor fremmed idéen om en no-self oplevelse er, må man sige at Roberts har forsvaret sig godt mod de 2 kritikker. Hun er en meget intelligent person med en fortid og en nutid forankret i kontemplativ kristendom.

Ud fra sine egne erfaringer præsenterer Roberts no-self oplevelsen som noget der ikke er så utænkeligt som man ellers kunne tro. Men det mest interessante for mig i denne bog er beskrivelsen af det tidligere stadium, transforming union, hvor man taber egoet (det falske selv). Her er et udpluk fra "Part I: What is Self?":
The divine's breaking through the center of consciousness shatters the ego like a hole made in the center of ourselves. To get some idea of this breakthrough we might again compare the psyche (consciousness) to a circular piece of paper where the original center was the ego. With this sudden breakthrough we now have an empty hole in the center of ourselves; instead of the ego or self-center, we now have a divine-center -- the empty hole. The empty center is two things at once; it is the absence of self and the presence of the divine. There is no self-center anymore; there is only a divine-center.
***
Offhand we would imagine that a permanent breakthrough of the divine into the unconscious would be a wonderful, blissful experience. But in fact it is a terrible experience; to unhinge self-will and everything to which it is attached is a shattering experience. *** But most important, with the shattering or falling away of the self-center, the ego's experiences of the divine go with it. The ego can no longer experience the divine because there is no ego anymore to experience the divine.
***
This event is John of the Cross' "Dark Night of the Spirit" wherein consciousness or self feels bereft and empty of the divine and, consequently, bereft and empty of itself.
Denne bog er en samling af 3 uafhængige essays. "Part I: What is Self?" udlægger i detalje Roberts' psykologiske model af selvet og dets forvandling. "Part II: Three Views of Consciousness" sammenligner Roberts' syn på selvet - eller bevidstheden - med håndteringen af dette emne i Hinduisme og i Carl Jungs værker. Og "Part III: The Christian Passage" opsummerer  Roberts' egen kontemplative rejse i rammen af hendes psykologiske model. Denne organisering var en fordel for mig, fordi det gjorde det muligt at læse den interessante "Part III" inden jeg læste de 2 mere teoretiske dele.

Har Roberts overbevist mig at der findes en no-self oplevelse efter man er færdig med transforming union? Det ved jeg ikke. Men Roberts' beskrivelse af disse tilstande gør det muligt at forestille sig hvordan de kunne være.

Diverse

torsdag, maj 06, 2010

Dagens citat, 2010.05.06

Once we come to an abiding consciousness that the deepest center of our existence runs into the divine (like an umbilical cord, so to speak), we realize that this awareness is much like the historical Christ's abiding consciousness of oneness with the Father, and for this reason we call this state "Christ-consciousness." This does not mean we are aware of Christ. Rather, like Christ, we are aware of our oneness with the divine--the ground of our being and all being--the Father, in other words. This is not the experience "I am Christ," but only the recognition of an identity with Christ through oneness with the Father. Because of this similarity, we can see that we are "other Christs," see that because we are one with God, we are also one with Christ. At this point we see God in everyone and everything, and thus see that because they too are one with God, they too are Christ.
Fra What Is Self?, "Part III - The Christian Passage", af Bernadette Roberts.