Anmeldelse af filmen "Invitation fra Gud"

”Invitation fra Gud”, En film af Marie Louise Lefèvre
Anmeldt af Britta Felsager

I februar 2007 kom en dvd på markedet: ”Invitation fra Gud”. Den er bygget op omkring en række interviews mellem Marie Louise Lefèvre, som er uddannet på Den Danske Filmskole, og cisterciensermunken Thomas Keating.

Marie Louise har besøgt Thomas Keating i hans kloster i Snowmass, Colorado. Stedet er utroligt smukt, filmen er optaget om vinteren i snedækket landskab, og fotograferingen er virkelig udsøgt.

Thomas Keating er født i 1923, han indtrådte i Cistercienserordenen i 1944, og fra 1961 var han i en årrække abbed. I 1984 grundlagde han sammen med andre den internationale organisation Contemplative Outreach, som formidler bøger, dvd´er og cd´er, og som også tilbyder kurser i den kontemplative vej samt retræter. Desuden har Thomas Keating, inspireret af det andet vatikankoncil, i mange år deltaget i den interreligiøse dialog. Han mener, det er afgørende, at vi mennesker når frem til en accept af og et venskab mellem de forskellige religioner. Ingen kan vist være uenig med ham i det.

Hans mission, som han deler med nogle af sine medbrødre og visse andre kontemplative ordener, er at formidle den kristne kontemplative vej til mennesker, som ikke går i kloster, men som lever almindelige liv.  Det er hans tro, at verden vil blive bedre, hvis flere mennesker gennem kontemplativ bøn erfarer Guds grænseløse kærlighed til os alle. Formålet med kontemplativ bøn er at lade sig overtage – så at sige - af Gud. Derfor vil Guds kærlighed sprede sig, når bare der er mennesker nok, der praktiserer den, mener Keating.

Ingen kan undgå at blive påvirket af tidsånden, der i vore dage mildest talt ikke er befordrende for hverken stilhed eller bøn endsige den ydmyghed, kontemplativ bøn fordrer eller i hvert fald gerne skulle bevirke.   

Dvd´en består dels af selve filmen, som varer 30 min. og 8 ekstra filmsekvenser med hver sit tema. Alt i alt belyser disse ganske glimrende den kristne, mystiske, kontemplative vej, som går helt tilbage til ørkenfædrene, og som Thomas Keating altså har moderniseret og sat i system til glæde for mange lægfolk i flere lande.

Keating har en grundig indsigt i moderne dybdepsykologi, som han mener, er en uvurderlig hjælp for mennesker, der går denne vej. Hans hovedtanke er, at Gud har skabt os til den lykke, fred og frihed, vi havde før syndefaldet, da mennesket var intimt forbundet med Gud. Efter syndefaldet blev mennesket afskåret fra denne intime forening, men ønsket om lykke har vi stadig. Derfor søger vi nu lykken, hvor den ikke findes, og således bliver vi ulykkelige. Derfor er Keatings første opfordring, at vi ændrer den retning, i hvilken vi søger lykken.

Grundlæggende har vi tre behov, som vi prøver at få dækket i jagten på lykke. Vore barndomsoplevelser har skabt denne desperate søgen efter l. tryghed, 2. magt og kontrol, 3. kærlighed og anerkendelse fra andre mennesker. Ingen af os har fået dækket disse behov i tilstrækkelig grad igennem opvæksten, men ét af dem er blevet specielt udsultet. Resultatet er, at vi er blevet programmeret til at søge lykken ved at bruge vores kræfter og energi på at få især dette dækket. Dermed bliver det afgørende for os eksempelvis at have magt og kontrol over alt og alle inklusive os selv, og måske vi endda prøver at manipulere Gud til at gøre vores vilje. Det kan også være, vi i den grad søger anerkendelse og værdsættelse hos andre mennesker, så vi må på langvarig rekreation, hvis blot ét menneske ikke kan lide os.  Med andre ord: behovene er blevet uden begrænsninger, fordi de er grundlagt i barndommen, og børn kender ikke til begrænsninger.

Keating opfordrer os altså til omvendelse. Den eneste sande og varige lykke finder vi i Gud. Vor synd er, at vi søger den andre steder - et projekt, der ikke kan lykkes, og som skader både os selv og andre. Hvis vi vender om, vil Gud rense vore motiver, så alt i vores liv efterhånden bliver gjort af uselvisk kærlighed til Gud og næsten. Det er Guds mening med os, at vi skal deltage i Guds eget (Treenighedens) totalt selvhengivende liv.

Vi har altså en fordrejet virkelighedsopfattelse, vi er blevet syge, men Gud står med åbne arme parat til at helbrede os og hjælpe os tilbage til virkeligheden og sandheden. Derfor kalder Thomas Keating også kontemplativ bøn for guddommelig terapi. Gud viser os alt det, der i vores liv og sind står imellem os og ham: vor syndige natur med dens indædte selviskhed, vort idealiserede billede af os selv osv. Ikke for at gøre os modløse, men for at vi skal acceptere denne kendsgerning om os selv og lade Gud og Hans liv fylde os. Den ydmyghed, der kommer af erkendelsen og accepten af vor egen elendighed og manglende evne til selv at gøre noget ved det, er en absolut forudsætning for, at vi kan blive fyldt med Guds eget liv og dets frugter.

Keating opererer med begreber som det falske og det sande selv. Det sande selv er det menneske, vi er, - skabt i Guds billede - og det er Hans vilje med os, at vi finder vejen tilbage til det og til foreningen med Ham.

Det falske selv har vi skabt for at kompensere for vor følelse af at være afskåret fra Gud, andre mennesker og os selv. Dette er en illusion, som forhindrer os i at opfatte og acceptere virkeligheden, som den faktisk er. For mange mennesker er en del af illusionen en fordrejet opfattelse af, hvordan eller hvem Gud er. F.eks. er mange, især tidligere, opdraget til at frygte Gud, til at opfatte Gud som en straffende tyran. Dette gør det umuligt at relatere til Gud med tillid. Disse forkerte opfattelser af Gud er svære at komme af med. De sidder dybt og fast i vor underbevidsthed. Kontemplativ bøn vil således også virke helbredende her, fordi man er stille og ikke har tanker om Gud under bønnen. Så får Gud en chance for at introducere sig, som Han er: Gud er kærlighed, betingelsesløs kærlighed, så kontemplativ bøn er bl.a. et kursus i ufortjent kærlighed, som Keating udtrykker det. Det er denne kærlighed, der er i stand til at helbrede selv de dybeste og mest ubevidste af vore sår og traumer. Guddommelig terapi går dybere end nogen psykoterapeutisk behandling kan gøre det.

På dvd´en kommer Keating ind på lectio divina, som er den traditionelle vej til at lære Gud at kende: Man læser langsomt og meditativt i bibelen, åbner sig og lytter til, hvad Gud vil sige igennem teksten, som vi tror på er inspireret af Helligånden. Derved bliver teksten personlig og kan få én til at bryde ud i lovprisning efterfulgt af stilhed (kontemplation).

Keating har den centrerende bøn som grundlag for hele den åndelige vej. Han anbefaler to gange 20 til 30 minutter (mindst) om dagen.

Mon ikke alle kontemplative mennesker vil kunne genkende denne bøn, hvis hjerte og sjæl er at sige ja til Guds nærvær i os? Hensigten om at tilbringe tid med Gud alene og i stilhed, at overgive sig totalt til Gud, er essensen i bønnen. Bliver man fanget af tanker eller følelser, vender man blot stille og roligt tilbage til denne intention, som kan være symboliseret ved et ord eller blot en indre bevægelse. Tanker er uundgåelige, og man lader dem blot passere. Det er kun, hvis man bliver engageret i dem, at det er nødvendigt med den lille indre tilbagevenden til den oprindelige hensigt om at være sammen med Gud. Det er igennem denne bøn, at Gud helbreder og lutrer os for vort falske selv med alle dets selvskabte forestillinger om livet, lykken, Gud, os selv, andre mennesker osv.

 Kontemplativ bøn er deltagelse i påskens mysterier, som vi allerede i dåben blev kaldet til:  Lidelserne, ydmygelserne og det falske selvs død efterfulgt af opstandelsen med Kristus, hvor vi ligedannes med Ham. Keating siger, at Guds Rige er en bevidsthedstilstand og henviser i den forbindelse til Paulus, som kalder det at få Jesu Kristi sindelag, dvs. den samme oplevelse, erfaring, den samme nære relation til Faderen, som Jesus havde.

Det siger næsten sig selv, at han ofte henviser til de store kristne mystikere som Johannes af Korset, Teresa af Avila og ørkenfædrene. Han har også skrevet en bog om Thérèse af Lisieux og hendes ”lille vej”.

Thomas Keating betragter Jesu ord i Mattæus 6.6, som en opfordring til kontemplativ bøn. : Gå ind i dit kammer, luk døren og bed til din fader, som er i det skjulte. Desuden ser han lignelsen om det store festmåltid som Guds accept af ethvert menneske, og Hans ønske om at frelse alle, måske især de, som synes allermest elendige eller uværdige. Absolut ingen er udelukket, og det faktum, at Gud er kommet til os i inkarnationen og står last og brast med os i alle livets forhold, er i denne lignelse symboliseret ved, at husholderen deltager i måltidet.

Kristus er større end kristendommen, siger Keating. Han har så grænseløs og fortrøstningsfuld en tillid til Gud, Hans kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, så han er sikker på, at Gud, bor og virker i alle, uanset om folk selv betragter sig som ateister eller tilhører en anden religion: alle er vi skabt i Guds billede. Pave Johannes Paul II har i kølvandet på det andet vatikankoncil skrevet, at de forskellige religioner har deres berettigelse og nok er nødvendige for de pågældende folkeslag og kulturer, også at nåden virker i disse religioner.

Thomas Keating er meget glad for det andet vatikankoncil med dets opfordring til økumeniske bestræbelser samt dialog og forståelse mellem religionerne. Dette er nødvendigt og muligt uden at ofre sin egen tro eller noget af den. Det er Thomas Keating et godt eksempel på. Han understreger vigtigheden af at være grundigt funderet i sin egen tro, før man er i stand til at indgå i interreligiøs dialog. Han mener, forskellighed kan være berigende, og at man kan lære meget af hinanden. F.eks siger han, at østens religioner ville blive beriget, hvis de ville inkorporere det personlige Gudsbegreb, som jo er Keatings hele liv. Han fortæller igen og igen om, hvordan Helligånden er parat til at overtage vore liv som en ledsager, der, på en utrolig personlig, intim og kærlig måde og indtil mindste detalje, viser os, hvad vi skal gøre i alle situationer, hvis blot vi bliver lutrede og sensitive.

Keating selv er blevet beriget af sit venskab med mennesker fra andre religioner, og han har i hvert fald lært, at det er nødvendigt at have en praktisk vej at gå for almindelige mennesker, der ønsker et dybere Gudsforhold men ikke har kald til at gå i kloster.

I mine øjne er han kristen mystiker i den allerdybeste forstand, og centrerende bøn kan ikke sammenlignes med østens meditation, som der står på dvd´ens omslag. Østens meditationer er  beregnet på at afklare sindet og passivisere følelserne gennem mentale teknikker eller opmærksomhedstræning. Som Keating selv har sagt, ”er dette en god begyndelse, men centrerende bøns indfaldsvinkel er et direkte svar på Guds invitation til at elske Ham over alt, ja nærmest til at forelske sig i Ham.” Med andre ord: centrerende eller kontemplativ bøn er vort svar på det første af Guds ti bud, I Keating øjne kristendommens missions- og visionserklæring.

Så bøn er bøn, dvs. en relation mellem mennesket og Gud, som Thomas Keating selv hele tiden understreger, formentlig for at undgå misforståelser. Men misforstået bliver han desværre.

Oversættelsen ville have vundet meget, hvis man havde konsulteret mennesker, der befinder sig i Keatings egen tradition.

Marie Louise Lefévre skal have stor tak for den meget smukke film og for at introducere Thomas Keating for et bredere publikum i Danmark.

”Invitation fra Gud” kan bl.a. købes i Steno-Butikken. Den kan også lånes på biblioteker i Københavns kommune, der desværre ikke låner ud til andre biblioteker. På det katolske bibliotek kan man låne nogle af Thomas Keatings bøger og hans 24 audio bånd serie: ”The Contemplative Journey”. Hvis man ønsker at købe bøger, cd´er eller dvd´er af og med Keating, kan dette lade sig gøre ved at gå ind på www.contemplativeoutreach.org.

Hver mandag kl. 18 er vi nogle stykker, der holder centrerende bøn i taleværelset i Stenosgade 4 A.

Interesserede er velkomne.