"False self", "true self", "abandoning and embracing self in God" -- saadan noget finder en blog skriver i Kierkegaards forfatterskab. Se Thoughts of Loy: Prayer as the path to true self.
Det lyder næsten som Thomas Keating. Blog skriveren selv finder en link i disse tanker til en af Keatings Trappist medbrødre, Thomas Merton. Og Merton er associeret med Kierkegaards eksistentialisme andre steder. Se, f.x., Total Kenosis ....
Saa, er der en Kierkegaard-kender i blandt os? Er centrerende bøn en følge af den danske filosofs arbejde?
Jeg er ikke nogen Kierkegaard-kender, da jeg kun har læst nogle få af hans skrifter, og jeg ved ikke, hvordan han forholder sig til bøn, og hvad han ville sige om centrerende bøn.
SvarSletKierkegaard taler om at hver enkelt må afgøre sig, må vælge mellem forargelse eller tro. Det er et spring, hvor man slipper alle krav om beviser for at kunne tro. Springet er udtryk for, at man har valgt troen og sig selv - at man har valgt at blive sig selv.
Kan man sige, at den bedende i centrerende bøn netop tager det spring. Hver gang man sætter sig og lukker øjnene, tager man springet ud i mørket for at blive sig selv, det sande selv?
Susanne C.
Som jeg opfatter det, er en periode af centrerende bøn sådan et spring. Måske tænkte Kierkegaard mere på et enkelt afgørende spring fremfor vores 2 gange 20 minutters spring hver dag. Men formålet med vores mange små spring må -- over tid -- være det samme: at skifte éns orientering omkring det falske selvs interesser ud med den sande selvs orientering mod (overgivelse til) Gud.
SvarSletFor mig at se, fremhæver centrerende bøn dette spring mere end de andre former for kristen meditation/bøn. Som Keating skriver i Open Mind, Open Heart:
"Have no expectation in this prayer. It's an exercise of effortlessness, of letting go.
* * *
The method of centering prayer is a way of opening to God at 360 degrees. Surrendering oneself to God is a more developed kind of consent. Transformation is completely God's work. We can't do anything to make it happen. We can only prevent it from happening."
Det er også slående for mig at Kierkegaards falske-selv/sande-selv terminologi får et ekko i centrerende bøns literatur. Og betydingen ser ud til at være nogenlunde den samme. Dette er ikke helt almindeligt ordbrug. Hvis ikke man finder en anden kilde til denne terminologi (måske Augustin), så er jeg tilbøjelig til at tro at centrerende bøns fædre (her tæller jeg Merton med) var inspireret af Kirkegaard.
[Så skulle jeg nok læse noget af Kirkegaard en dag.]
Måske tager jeg fejl. Måske bruger Kierkegaard ikke disse udtryk (falske/sande selv/jeg).
SvarSletJa, det var måske en god ide. Jeg kan anbefale læsning af Sygdommen til døden. Jeg mindes ikke at Kierkegaard bruger terminologien sandt/falskt selv, men han beskriver det at blive et Selv, hvilket mankun bliver ved at blive sig selv, "ene lige over for Gud", som han skriver i forordet til skriftet. Den sygdom, han beskriver er fortvivlelsen, som er en sygdom i Ånden, i Selvet, og den kan være tredobbelt. Man kan enten fortvivlet ikke være sig bevidst, at man har et Selv; man kan fortvivlet ikke ville være sig selv eller man kan fortvivlet ville være sig selv.
SvarSlet"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En Synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv." Citatet er skriftets åbningsord og er Kierkegaards bestemmelse af mennesket. Jeg kan kun varmt anbefale, at man selv læser videre, og jeg kan opmuntre med, at det belønner sig at blive ved med at læse, selv om man føler sig på Herrens mark i lang tid.