Tidebønnens salmer har vi fælles med jøderne, og tanken om at dele dagen ind efter bønstider genfindes i jødedommen såvel som i islam. Rosenkransen har både hinduistiske, buddhistiske og muslimske bedekrans-pendanter, og den indre bøns søgen mod stilheden og "tomheden” (som det nok primært ses i den såkaldte centrerende bøn) for at give fuldt ud pladsfor Gud som han er, kan til en vis grad, havd tomheden angår, forveksles med buddhismen og forskellige andre østlig inspirerede meditationsformer.
Det er slet ikke hovedpunktet i artiklen, men "tomhed" i denne sammenhæng er et fascinerende emne i sig selv.
Jeg kan forstå synspunktet at der synes at være en vis søgen efter "tomhed" i den daglig praksis af centrerende bøn. Den stilhed man oplever når det lykkes nogenlunde at give slip for den sædvanlige interne strøm af verbale tanker, kunne beskrives som "tomhed". Det er ikke just sådan jeg ville formulere det, men beskrivelsen af disse øjeblikke må altid være en subjektiv sag. Og det ville ikke overraske mig hvis der findes buddhister, der oplever deres daglige meditationsperioder nogenlunde det samme som jeg oplever min daglige centrerende bøn. Else Marie Kjerkegaard som har en baggrund i buddhisme, har skrevet en fin blog post om denne lighed i oplevelsen af buddhistisk og kristen meditation.
Jeg tror, på den anden side, at der kunne være en væsentlig forskel hvad angår "søgen mod tomhed", hvis man ser på den intention eller formål man har for sig ved sin meditation/bøn. Jeg er ingen ekspert i buddhisme og ved ikke hvad buddhister siger. (De har sandsynligvis lige så mange forskellige måder at forklare deres praksis som vi kristne har.) Men jeg får indtrykket at en erfaring af tomhed (måske forstået lidt anderledes end vi normalt bruger ordet) kan være et mål i sig selv i buddhistisk meditation -- som en tilstand af oplysthed. Hvis det er rigtigt, så tror jeg ikke at sådan en søgen deles af mange der praktiserer centrerende bøn, hvor det at opnå hvilken som helst erfaring er underordnet målet at acceptere Guds tilstedeværelse og virke i den bedende -- selv om man ikke kan mærke det. Jeg ser centrerende bøns mål mere som en process end en tilstand.
I centrerende bøn-sammenhæng er "tomhed" måske ikke så brugbart et ord som "tømning" (kenosis) -- specifikt tømning af det falske selv. Thomas Keating drøfter det således i bogen "Intimacy With God":
The goal of contemplative prayer is not so much the emptiness of thoughts or conversation as the emptiness of self. In contemplative prayer we cease to multiply reflections and acts of the will. A different kind of knowledge rooted in love emerges in which the awareness of God's presence supplants the awareness of our own presence and the inveterate tendency to reflect on ourselves. The experience of God's presence frees us from making ourself or our relationship with God the center of the universe. The language of the mystics must not be taken literally when they speak of emptiness or the void. Jesus practiced emptiness in becoming a human being, emptying himself of his prerogatives and the natural consequences of his divine dignity. The void does not mean void in the sense of a vacuum, but void in the sense of attachment to our own activity.
Jeg vil gerne læse andres kommentarer om det her.
SvarSlet