Du skriver om den "tomhed" man oplever/tilstræber under meditationen og sammenligner den med den buddistiske tomhed.
Jeg har i sin tid da jeg begyndte at meditere taget udgangspunkt i messens "sursum corda", som jeg oversætter som "lad os løfte vores hjerter". Jeg oplever rent faktisk at jeg løfter mit hjerte til Gud og at det er det der menes med "tomhed" fordi der i det øjeblik ikke er andet i min bevidsthed end Gud. Den fornemmelse/erfaring varer desværre ikke så længe ad gangen, så kommer nogen af de tanker som normalt fylder bevidstheden, overfylder den vil jeg nærmest sige - ja så når jeg bliver opmærksom på det, så løfter jeg igen.
Fr Arico som leder den online-retraite jeg i øjeblikket følger siger "open your hearts" og derved forstår jeg det samme. Fr Keating bruger vendingen "be aware of the precense of God" og det er også den oplevelse jeg har. Der er ikke tomhed undtagen for de tanker der altid myldrer rundt i hovedet på een, men ens bevidsthed er der og man er bevidst om Guds nærværelse.
Jeg har engang for mange år siden talt med en soldat, der havde været med i krig. Jeg spurgte ham ved en lejlighed hvad han tænkte på ? Han svarede "jeg tænker ikke jeg ligger bare og er". Jeg kan huske at jeg svarede: "Jeg tænker da altid !" og at jeg egentlig syntes det var underligt at man kunne lade være at tænke ? Hvordan kunne det lade sig gøre ? Men det kan det altså, for mig dog desværre kun i få øjeblikke ad gangen. Og jeg øver mig i at det kan blive oftere og oftere og længere og længere tid ad gangen. Også uden for meditationstiderne ! Det er måske det man kalder "at være til stede i nuet" ? Men måske alligevel ikke, for i nuet oplever man da nuet og ikke uden videre den "tomhed" hvor man er i kontakt med Gud ?
Det ville være rart om andre også ville skrive om deres erfaringer og oplevelse af "tomhed". Det er egentlig sådan jeg synes en blog skulle bruges og virke ? Men andre har måske den samme blufærdighed omkring deres oplevelser som jeg også har, men som jeg prøver at overskride ved at sætte ord på oplevelser som egentlig ikke kan udtrykkes i ord. Nogen traditioner siger endda at man ikke skal prøve at tale om sine oplevelser, vistnok fordi de så skulle forsvinde ?
Venlig hilsen Gudrun
Tak for dit bidrag, Gudrun. Jeg havde ikke før tænkt på den "opløft jeres hjerte" forbindelsen fra messen. Det er smukt.
SvarSletMin egen sans af bevægelse i centrerende bøn (om man må sige det) er mere af åbning end en opløftning til Gud. Men alt det her er billedsprog. Og jeg tvivler på at vi praktiserer/oplever bønnen meget anderledes end hinanden, objektivt set. Min tilgang til bøn er nok mere til den apofatiske side af skalaen. Men det er bare mit temperament.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletVi har fået denne kommentar fra Agnieszka:
SvarSletKaere Gudrun,
At være i nuet er ikke nødvendigvis at være sig selv bevidst at man oplever nuet. Små børn som bare gør det de nu er i gang med at gøre med hele deres væsen er i nuet. Uden at en del af dem står ved siden af og reflekterer, vurderer deres gøren eller beundrer at nu er de i nuet. At være i nuet kan være godt og ikke godt. Er det godt så er vi under Helligåndens ledelse. Er det ikke godt så er vi under inflydelse af verdens ånd.
Vi kan ikke være i nuet hele tiden. Fordi for os som ikke er små børn refleksionen vil komme bagefter selvom vi gjorde noget i nuet. Og godt for det.
Fordi dem af os der overhovedet vil det, skal bedre og bedre lære at vælge godt og fravælge ondt. Vi er ikke født med den viden.
Vi lærer ikke uden at ransage vores samvittighed, kigge på vores gøren og laden, uden at reflektere.
Jeg tror mennesker før Descartes og i andre kulturer var og er oftest i nuet. Før Descartes dvs. før den håndgribelige, sikre tænkning fik sin nuværende dominerende rolle selv på områder hvor andre måder at tænke på har bedre mening, der hvor det uhåndgribelige, mulige og usikre råder, som tro, tillid, kærlighed. Men også overtro, mistillid, had.
Venlig hilsen,
Agnieszka