Adam og Eva og arvesynden

Jytte Marie har indsendt følgende indlæg:

Tror du på Adam og Eva? Tror du virkelig på Adam og Eva og på skabelsesberetningen – og alt det der, når man nu ved……………

Hvor tit har jeg ikke fået stillet det spørgsmål, og hvor tit har jeg ikke været i vildrede om svaret?

Svarer jeg ja, bliver jeg betegnet som en fanatisk bibelfundamentalist uden nogen form for realitetssans. Og svarer jeg nej, bliver jeg kategoriseret som en anden vantro bibelfornægter, helt i overensstemmelse med tidens ånd. Blot ikke Helligånden !

Men for nylig læste jeg om en mand, som hævdede, at han fandt skabelsesberetningen fra Første Mosebog den sandeste historie, han kender. Og den mand er ikke en hr. hvem som helst. Det er abbed Christopher Jamison - fra Worth Abbey - som nok mest er kendt fra BBC-serien ”Fyrre dage i kloster”, som også har været vist på dansk tv. Og han skriver i sin bog At finde et helligt rum følgende om ydmyghed og jordiske rødder, og jeg citerer:

Lad os som før begynde med at undersøge oprindelsen til ordet ( ydmyghed ) for at forstå dets sande betydning. Det latinske ord for ydmyghed, humilitas, kommer af ordet humus, som betyder ” jord”. Heraf følger en meget praktisk definition: at være ydmyg er at være nede på jorden. Det indebærer at være realistisk, ærlig og sandfærdig.

Roden forbinder også ydmyghed med menneskelighed, for at være menneske er at være skabt af humus. Homo sapiens er den klump jord, der ved, at den er levende, en indsigt, der udtrykkes smukt i Første Mosebog. Adam er navnet på ham, der blev skabt af admah, det hebraiske ord for jorden. Han er sapiens, fordi han har viden, er i stand til at navngive ting og vælge, hvilke af paradisets frugter, han vil nyde. Men den ene frugt, han ikke må nyde, er frugten fra træet til kundskab om godt og ondt. Denne kundskab ville betyde, at han er guddommelig, fordi kun Gud kan dømme om godt og ondt. Men ønsket om at være guddommelig får magten over både Adam og Eva; slangen overbeviser dem om, at Gud har fortalt dem en løgn: ” Gud har sagt, at I skal dø, hvis I spiser den forbudne frugt, men,” siger slangen, ” I skal ikke dø, I skal være som guder.” Fristelsen for Adam og Eva er at holde op med at være af humus – ydmyge og menneskelige – og blive guder, det ultimative hovmod. Denne mangel på ydmyghed og menneskelighed bliver deres fald – paradiset går tabt.

Denne beretning udspiller sig i ethvert menneskets liv, når mennesker kæmper for at være jordnære og undgå fristelsen til at handle, som om de var universets guddommelige centrum.

Hvis man undersøger situationer, hvor det går galt med menneskelige relationer, om det så er ved bitre skænderier eller krige, er der normalt et eller andet sted mangel på ydmyghed og for megen arrogance. Så dette kapitel om ydmyghed handler om vores kamp for at være helt og fuldt menneske, om længslen efter at være rodfæstet i vores ægte, jordiske jeg og ikke blive bedraget af løgnen om det guddommelige jeg. Denne grundlæggende opgave har mennesker til alle tider og alle steder til fælles, så når jeg bliver spurgt, om jeg tror på skabelsesberetningen fra Første Mosebog, svarer jeg altid, at det er den sandeste historie, jeg kender.