Thomas Keating taler over emnet

”Hvem er Gud?”

September 2000

”Hvem er Gud?” Jeg tror, det bliver ét af de store spørgsmål i det næste århundrede.

”HVEM ER GUD?” En anden måde at spørge på kunne være: ”Hvad er din holdning til Gud?”

Det ser ud til, at folk har forskellige holdninger til Gud. Stiller man dette spørgsmål, får man alle mulige slags svar. Nogle svar er underlige eller vidunderlige. Så vi må være forsigtige, når vi bruger dette ord: Gud. Der er mere i det, end man umiddelbart tror. Når vi spørger: ”Hvem er Gud?”, så spørger vi i virkeligheden: ”Hvad er dit forhold til Gud? Hvad føler du overfor Gud? Kan du lide Ham? Prøver du at undgå Ham? Er du skræmt fra vid og sans i Guds nærvær? Prøver du at formilde Gud, så du ikke får de problemer, du havde hjemme hos dine forældre?

Det er et yderst vigtigt spørgsmål, fordi dogmer og trossætninger har meget ringe interesse for mennesker i almindelighed i vore dage. Det er karakteristisk for den postmoderne, filosofiske, - ja, man kan ikke engang kalde den filosofisk – men den postmoderne stemning, som gennemtrænger globaliseringen.

Spørgsmålet: ”Hvem er Gud?” advarer os om, at betegnelsen Gud altid har en underliggende betydning. Så når man siger Gud, mener man slet ikke Gud, men den forestilling man har om Gud, eller sagt på en anden måde: man mener Gud som ikke-Gud. Hvad vi end måtte sige om Gud, vil det uvægerligt være mere ulig hvem Gud faktisk er, end hvis vi intet sagde. Så hvor begynder man? Ja, alt hvad ord, dogmer, læresætninger og ritualer kan gøre for os, er at pege i den retning, hvor Guds mysterium er. Det er ikke længere et velkendt begreb, det er et mysterium. Men på samme tid er det en realitet. Derfor må vi være forberedt på at udvide vore ideer om Gud, så de bliver mere og mere inkluderende, men i stadig mindre grad distinkte eller tydelige. Vi ønsker at tale om Gud, men det eneste vi kan gøre, er at tale om vore følelser overfor Gud. Men vore følelser er ikke nødvendigvis Gud. Så intet kan være vanskeligere at få helt fat på end dette begreb, og dog er der intet, der er mere tilstedeværende og grundliggende. Det udfordrer hele vores opfattelse af virkeligheden. Og lad os se det i øjnene kære venner: Vores virkelighedsopfattelse er helt hen i vejret, den eksisterer ikke. Den måde, vi ser livet på, er vævet sammen af vore genetiske, uddannelsesmæssige, kulturelle, religiøse og andre af vore opvækstbetingelser. Derfor ser vi ofte, hvad vi ønsker at se og intet andet. Så Gud må passes ind i de små universer, vi har skabt for os selv i løbet af vores opvækst. Dette lille univers kalder jeg ”det falske selv”, og det har i bund og grund øjne, der ser universet, som var det centrum i det. Men som man måske ved fra Galilei, er hverken jorden, og i endnu mindre grad mennesket, længere universets centrum. At se universet fra et jeg- perspektiv, er at se det på hovedet eller rettere overhovedet ikke at se det.

Dette er en alvorlig situation, selvom den har eksisteret siden Adam og Eva. Man kan kalde det menneskets livsbetingelse eller den knibe, mennesket befinder sig i. Det er vores måde at være på, men ikke den måde virkeligheden er på.

 Denne omvæltning af vores ideer om Gud, Jesus Kristus, kirken eller den åndelige vej, er den sande begyndelse på den virkelige åndelige rejse, som ikke handler om noget, men som Jesus sagde: den er en vej. Men det er vej, der ikke fører et bestemt sted hen. Ikke mange mennesker ønsker at gå ad den vej, for det er en vej ind i det ukendte, og det ukendte er faktisk, hvor Gud er. Så at blive fortrolig med denne hinsidige Guds nærvær er nøjagtigt den udfordring, Jesus stod overfor, da han introducerede evangeliet, og det første, han sagde, var tilsyneladende: ”Omvend jer!”. Dette ord betyder ikke at gøre bod i form af én eller anden ydre praksis, men derimod at vi skal ændre den retning i hvilken, vi søger efter lykken. Dette må betyde, at hvor vi søger lykken, vil vi aldrig finde den, og i endnu mindre grad vil vi finde Gud der. Så det første man skal gøre er at omvende sig, og liturgisk set drejer fastetiden sig udelukkende om at ændre den retning, i hvilken man søger lykken. Den drejer sig ikke primært om faste, vigilier eller almisse. Disse ting er blot små begyndelser, der er beregnet på at ryste op i vores sædvanlige måde at leve på. Det er hjertet, der trænger til at blive omvendt.

Den kontemplative dimension af evangeliet svarer nøjagtigt til det program, Jesus introducerede med det formål at hjælpe os til at stifte bekendtskab med det Absolutte, som det er i sandhed. Det Absolutte er ikke nogen ting i den forstand, at det ikke er noget specifikt: Ikke et begreb eller en ide, ikke nogen oplevelse, ikke nogen følelse. Den er simpelthen bare ren væren, og den eneste måde hvorpå man finder denne væren, er hvis man selv bare er. Heldigvis har vi den fordel, at vi alle sammen er, i hvert fald til en vis grad. Problemet er blot, at den person vi tror, vi er, ikke er den sande mand eller kvinde. Vi har fejlagtige opfattelser både af os selv, alle andre og af virkeligheden. Vi opfatter alting omvendt eller set fra et uvidenhedens perspektiv. Sagt mere antropologisk: Vi har det samme perspektiv, som vore biologiske forfædre. Lad os se det i øjnene kære venner: Vi er knap nok kommet ned fra træerne endnu. I den menneskelige historie er vi stadig kun på begynderstadiet. Derfor forekommer det mig sandsynligt, siden Gud har sørget for, at vi er kommet så langt, som vi er på denne korte tid, at der er håb om, at han ikke vil give op.

Lad os se på det program, Jesus kom med for at revolutionere vores ideer om det Absolutte, som vi kalder Gud i den kristne tradition. Andre traditioner kalder den Allah, solen, månen eller den store ånd. Alle mulige slags navne, som er håbløst ukorrekte i forhold til at kommunikere, hvad de repræsenterer. Det forbløffende er, at Gud er så nær, så det er umuligt at undgå Ham, medmindre man prøver på det, og vi er vant til at prøve at undgå Gud, så det føles som det mest naturlige. Det Jesus så gjorde i lignelserne, var at tage folks psyke og ryste den grundigt, således at rødderne til de grænser, folk skabte, på baggrund af sociale, religiøse, nationale, politiske, etniske og slægtsmæssige forskelle, alle sammen blev rykket op. Dermed underminerede Jesus systematisk den måde, folk på hans tid var opdraget til at tænke på.

En af de første lignelser, Jesus fortalte, var den om farisæeren og tolderen. Farisæeren bad en meget from bøn i taksigelse for sine dyder. Det var ikke en dårlig bøn, og den var almindeligt benyttet af mange farisæere, så han var ikke nødvendigvist en stolt mand, i hvert fald ikke mere end hans fæller. Det Jesus her undergraver, er den ide, at man kun kan finde Gud på det hellige sted. Farisæeren var en hellig mand, han bad på det hellige sted, og han gav udtryk for disse holdninger i sine bønner, Vi synes, han lyder som en opblæst nar, men på den tid var det ok. Tolderen var tydeligvis en synder, det bekymrede ham ikke, så han stod, hvor samfundet forventede det - nemlig udenfor. Han sagde simpelthen: ”Gud, forbarm dig over mig synder!”. Det er der intet mærkeligt i, for det er, hvad han var. Men ærlighed og sandhed er det bedste udgangspunkt, så lad os rose ham for det. Lignelsens pointe er imidlertid, at tolderen gik hjem retfærdiggjort, en helgen måske, og farisæeren gik hjem uforandret, for farisæeren var låst fast i sin etniske, sociale og specielt i sin religiøse kontekst. Dette må have chokeret lytterne, og de har sikkert spurgt, om Jesus da mente, at det hellige ikke var helligt, at templet ikke længere var stedet, hvor man kunne finde Gud, at hellige mænd ikke var hellige, men at det er i det almindelige liv, man finder Guds rige. Det er i hvert fald budskabet set på denne afstand.

Der er ikke noget galt med et helligt sted, men der er kun et begrænset antal hellige steder og hellige dage, mens det almindelige hverdagsliv foregår hver eneste dag og overalt. Så det er vigtigere at blive klar over, at Guds rige, som Jesus kom for at bringe, dette nye og sande syn på hvem Gud er, og hvor Han er at finde, er lige præcist hvor man er. Så der er ingen steder at gå eller ikke gå, for at finde Gud, men hvis man tror, at templet er stedet, hvor man finder Gud: Bliv hjemme! Det er vigtigere at finde ud af, at Gud er hjemme, end det er at deltage i en hvilken som helst gudstjeneste, (som er kun en pil), der viser vejen til Gud. Ved man, at Gud er hjemme, kan man finde Ham overalt: I templet, i religiøse øvelser, barmhjertighedens gerninger osv.  Men hvis man ikke ved, at det er i hverdagslivet, Gud er mest aktiv, så ved man ikke, hvor hellighed findes. Det var en stor forandring i folks ideer, i hvert fald på Jesu tid.

En anden vigtig lignelse i Jesu revolutionerende lære som rystede folk i deres grundvold, og som er grundliggende, hvis man skal forstå den kontemplative dimension af evangeliet, dvs. hvordan denne gør det Absolutte tilgængelig, er naturligvis lignelsen om surdejen. Det spændende ved denne lignelse er, at det er nøjagtigt den samme tekst i tre forskellige evangelier, hvis man inkluderer Thomas-evangeliet, som ikke er med i bibelen, men som af mange eksegeter menes at være meget gammelt og pålideligt på flere måder. Lignelsen lyder således: ”En kvinde tog en surdej og kom den i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen.” Lignelsen er på én linje.

For at fatte den dybe betydning af denne lignelse, må vi vide, at surdej på Jesu tid var symbol på moralsk fordærv hos jøderne. Der er en tekst i 2. Mosebog i forbindelse med påskens indstiftelse:

”I syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse. Ellers vil I blive udelukket af Israels menighed”. Så det blev taget meget alvorligt. Surdej er symbolet på det uhellige. Usyret brød er symbol på det hellige, på festdage, på Guds elite.

Så Jesus sagde her en fantastisk ting. Nemlig at Guds rige findes i korruption, i moralsk fordærv, i den moralske fordærv, man oplever i hverdagslivet med alle dets fejltagelser og konstante rutiner, de samme gamle dårlige vaner, tåbeligheder, afhængigheder. Her viser Gudsriget sig mest kraftfuldt. Tilhørerne må have spurgt sig selv, om denne mand siger, at godt er ondt? Siger han, at moralsk fordærv er lig med godhed, nemlig med Gudsriget?

Husk på at vore jødiske forfædre i århundreder havde levet i undertrykkelse under det romerske rige og andre imperier. Men på dette specielle tidspunkt var en frigørelsesbevægelse opstået med politiske undertoner. Baseret på nogle af de store profetier så man frem til, at Israel ville vinde triumferende over dets fjender, de fattige ville blive fri. Man forventede, at Israel ville blive et superrige, som alle verdens lande ville flyde ind i, og som så ville nyde en fredens tid under Jahve, Israels Gud. Dette var, hvad Guds Rige betød for disse mennesker: succes, frigørelse, triumf, de fattiges frihed og sejr for den jødiske religion.

Derfor var det mildest talt rystende for jøderne at identificere dette rige med billedet på moralsk fordærv. På den tid lavede man surdej ved at tage et stykke dej og lægge det et mørkt sted, indtil det stank og blev fordærvet, så det var et meget kraftfuldt og intenst symbol på det onde. Det var næsten som om Jesus sagde: ”Er I klar over, at jeres opfattelse af Gud stinker?”

I den jødiske opfattelse var Guds rige at sammenligne med det store gæstebud, som ville blive fejret på et af de store bjerge, når Israel vandt sin sejr, og så ville de fattige alle sammen kunne nyde de fede retter, roastbeef eller hvad nu deres livretter var. Eller Guds rige blev sammenlignet med et sennepsfrø, der vokser sig enormt højt, og hvor alle fuglene kunne bygge reder, som symbol på Israel som hersker over alle verdens lande med Gud som teokratisk diktator.

Jesus slyngede bare denne ene sætning ud, og formodentlig vendte han sig om og gik videre. Der er ingen forklaring. Folk blev bare efterladt med denne uløselige modsætning, umulig at forlige i deres forestillingsverden: Hvordan kan symbolet på moralsk fordærv på samme tid være symbolet på, at Gud befrier de fattige, de undertrykte og Israel og ophøjer dem til at herske over verden? Der var mange guerillaer på Jesu tid. Judas var sikkert én af dem, og han var i høj grad påvirket af disse forventninger om Israels sejr. Da han erfarede, at tingene ikke gik som forventet, må han være blevet fortvivlet, stakkels mand.

Tænk også på Jakob og Johannes og deres holdning. De ønskede at sprænge en atombombe over de ugæstfrie samaritanere. Som I husker, spurgte de Jesus, om ikke han ønskede at byde ild fare ned fra Himmelen for at fortære dem. Jesus svarede blot: ”I ved ikke, af hvad ånd I er.” Læg mærke til den milde men udholdende måde, hvorpå Jesus igen og igen kom tilbage til dette nye syn på Gud og Guds Rige, og hans tålmodighed med den kulturelle påvirkning, som disciplene lå under for. Alt det, som er elitært, snæversynet, dominerende eller begrænset, er ikke Guds rige ifølge Jesus. Men det var den måde, disciplene var opdraget på: Til at se Guds rige som dominerende og elitært, og derfor skulle det forsvares med vold om nødvendigt.

Med den mentalitet kan man godt forstå, at mange jøder på den tid har spurgt sig selv: ”Hvordan kan min Gud, som burde elske mig, forsvare mig, tage sig af mig, drage omsorg for mig og som ønsker, at jeg skal være sammen med ham i Himlen til evig tid, behandle mig på denne måde?” Det samme spørgsmål har mange mennesker i smertefulde og undertrykkende livssituationer nok stillet ned gennem århundrederne: Jeg har ikke mad nok, jeg har ikke penge til at sende mine børn i skole, Jeg er på fallittens rand, nogle af mine børn er blevet fanget og solgt som slaver, hele familien er syg, mit kæreste barn er blevet narkoman, min søn er blevet meningsløst dræbt i en gadekamp.

Hvordan skal jeg kunne stole på denne Gud? Han tillader endda, at uskyldige bliver myrdet. Det er ikke min opfattelse af retfærdighed.

Dette er ét af de helt store problemer i vores religiøse engagement: Hvad stiller man op overfor de enorme lidelser, som kan ramme os både fysisk, mentalt, åndeligt og moralsk?

Det, de fleste mennesker ønsker at gøre, er hvad Thoreau foreslår, nemlig at hæve sig op over dagliglivets elendigheder med dets op- og nedture til en tilstand af moralsk retskaffenhed. Ikke for at sammenligne Thoreau med Buddha, men begge eksempler er nyttige i denne sammenhæng. Så hvordan kan Buddha sidde der på sin pude med et sødt smil på sit ansigt, konfronteret med de samme tilsyneladende uendelige eksempler på undertrykkelse, uretfærdighed, vold, ligegyldighed og alle de andre onder, vi kender så godt? Hvordan kan den uendelige godheds Gud have tilladt Rwanda, Kosovo eller holocaust?

Med andre ord: Hvem er Gud? Måske er jeg tåbelig, når jeg tjener denne Gud. I hvert fald gør han intet for mig for at hjælpe mig ud af denne ulyksalige situation. Så hvorfor skulle jeg gå i kirke? Hvorfor skulle jeg bede? Dette er store spørgsmål.

Det kan være, at vi i årevis i vores religiøse liv har et let og problemløst forhold til Gud. Men før eller siden vil den sande Gud, der er, var og kommer, blive træt af at blive behandlet som en abstraktion, og så siger Han: ”Har du ikke lyst til at møde mig, som jeg virkelig er?”, og eftersom der ikke er nogen chance for, at vi forandrer os uden at blive udfordret, tillader Gud alle mulige slags ulykker og vanskeligheder ind i vore liv, og Han rammer os sædvanligvis på vores ømmeste punkt. Gud har en forbløffende evne til at pege med sin guddommelige finger på det, vi elsker mest, som ville han sige: ”Vil du være sød at give mig dette?”, hvortil vi svarer: ”Aldrig i livet!”

Så vi kører i ring i yderligere ti år: et par fallitter, afhængigheder, skilsmisser og tabte chancer mere, og en ny ulykke sker. Fingeren peger igen og invitationen gentages: ”Vil du give mig dette?” Nu har vi lidt mere erfaring. Dette er grunden til, at jeg tror, centrerende bøn er lidt vanskelig for unge mennesker. Måske tager jeg fejl, men jeg tror, at man er nødt til at opleve livets fortrædeligheder et stykke tid, før man for alvor kan gå i dybden med denne vej. Det er blot min ydmyge mening, og det betyder ikke, at man ikke er på vejen, men den åndelige rejse er en proces, og vi er på forskellige niveauer i denne proces. Derfor er spørgsmålet: ”Hvem er Gud?” forskelligt for hver enkelt her tilstede.

Det, jeg prøver at formidle her, er at man sætter spørgsmålstegn (som Jesus gjorde i lignelsen med surdejen) ved det, vi synes er godt. Måske det slet ikke er så vidunderligt, og det vi synes, er det største onde, der kan overgå os, er måske den største oplevelse, vi nogensinde vil få af Gud. Dette er ikke min doktrin kære venner. Det er Jesus` egen lære, og hans liv viser det med al ønskelig tydelighed. Hvem er denne Gud, der så totalt kan afvise sin egen Søn, den elskede enbårne? Den Søn, som Han har givet alt det, Faderen har på en sådan måde, så Sønnen er af samme væsen som Faderen. Med andre ord er Sønnens liv ikke en gave, men det er alt det, Faderen har, udtrykt i Sønnens samme væsen. Dette betyder, at ingen kender Faderen som Sønnen, fordi han er udgået fra dette treenige mysteriums favn, som Johannes siger, er kærlighed. Han siger ikke, at Gud blot viser kærlighed, men Gud er kærlighed. Dette lille ord gør en verden til forskel. Guds kærlighed er Gud. Det betyder, at denne kærlighed ikke er sentimental, den er kolossalt magtfuld, den er hensynsløst besluttet på at give sig selv totalt, uanset prisen. Et af de problemer, vi vil have med den Gud, som virkelig er, er, at Han vil invitere os til at gøre det samme. Hvis vi ikke gør det i dette liv, vil vi i hvert fald på dødslejet omsider være nødt til at sige farvel til ”det falske selv”. Man kan ikke tage det med sig.

Under alle omstændigheder må vi simpelthen se at få budskabet ind i vore tykke hoveder, helst uden at blive slået til døde af den Guddommelige kærlighed, i dens forsøg på at trænge igennem med det. Og budskabet er: ”Gud fjerner ikke vore problemer.”  Det har Han aldrig sagt, Han ville. Han inviterer os til at bede for hvad som helst, men der er ingen garanti for, at vi får det. Vore bønner bliver altid besvaret. Sædvanligvist giver Gud os bare noget bedre, end det vi bad om. Blot er vi endnu ikke i stand til at opfatte dette.

Jeg tænker på nogle af de fyre, jeg har mødt i fængslet, som fortalte mig, hvor taknemmelige de er, fordi de er i fængsel. De siger, at de aldrig ville have hørt om centrerende bøn endsige praktiseret den, hvis ikke de bogstaveligt talt havde været et fængslet publikum. Jeg ved, at jeg spilder min tid her ved at tale sådan til jer almindelige mennesker, for det bedste publikum, når det drejer sig om at lære centrerende bøn, er virkelig folk, der er i fængsel. De går ingen steder hen, de har masser af tid til at høre båndene. De har hørt dem så tit, så de kender dem bedre, end jeg selv gør. Mens I kære venner, vidunderlige som I er, dog med garanti ikke har hørt dem mere end ti gange. Problemet er, at man aldrig bliver færdig med at lære. Det behøver ikke at være mine bånd. Man kan læse passende bøger, for emnet er altid det samme. Det, jeg siger, er der intet nyt i. Men efterhånden som man bevæger sig frem på den åndelige vej, forandrer man sig. Det lyder som et nyt bånd eller ser ud som en ny bog, men det er blot dig, der er ny.

Denne fantastiske lignelse om surdejen betragtes af eksegeterne som værende det mest autentiske af alt det, Jesus har sagt, fordi teksten er nøjagtigt den samme i alle evangelierne. Så dette er noget, man kan være hundrede procent sikker på, at Jesus faktisk har sagt, så vidt som den slags er muligt, og det, den betyder, er: ”Mine kære børn. Gud vil ikke redde jer ud af jeres undertrykkelse, vanskeligheder, jeres problemer med familiemedlemmer, jeres tåbeligheder i forretningslivet eller den vold, I er havnet i. Nej, Han vil derimod forene sig med jer i det hele. Gud vil være solidarisk og stå last og brast med jer i jeres vanskeligheder.”

Dette er en langt større gave, end hvis Han fjernede problemerne, for hvis Gud gjorde det, ville intet forandre sig. Man ville være den samme blot uden disse vanskeligheder, men nye ville hele tiden dukke op, hvis man fortsætter med at leve i denne verden. Men tænk på hvad der sker, når Gud forener sig med jer i jeres vanskeligheder! Man får en helt ny holdning til alting, og intet kan fjerne den indre fred, selv ikke de største tragedier og sorger, og lidt efter lidt begynder man at fatte, at al lidelse er indesluttet i Gud. Der er heller intet andet svar på det, ingen rationel forklaring. Job prøvede at få Gud til at give ham nogle grunde til al hans elendighed, men Gud sagde bare: ”Jeg er den, jeg er, det må du acceptere eller lade være”. Så der er ingen rationel forklaring på, hvorfor man lider. Det nytter ikke at sige: ”Gud, jeg har gjort alt for dig, jeg har holdt samtlige ti bud. Hvorfor har jeg så alle disse problemer? Hvad er der galt med dig? Hvad slags Gud er du? Hvem har lyst til at følge dig?” Gud må virkelig more sig over os mennesker. Vi er SÅ dumme. Det er helt klart, at Gud må have en megen humor, en virkelig høj grad af humor.

Skal vi dømme ud fra Jesus selv og hans måde at behandle sine disciple på, kan vi se, hvilken kærlighed Gud har til os og også tålmodighed med os. Disciplene manifesterer deres ”falske selv” hele vejen igennem, på hver side i evangelierne. Så vi har et pragtfuldt eksempel på den menneskelige naturs primitive instinkter med deres behov for anerkendelse, tryghed, magt og kontrol, på mennesker, der er på vej mod hellighed, og som kæmper med disse behov, der ligger til grund for stort set ethvert menneskeligt problem og afhængighed. Tænk på hvordan disciplene kæmpede for at komme først eller blive de største i Himmeriget, og ikke bare én gang, to eller tre gange. Selv da Jesus indstiftede nadveren, da han havde fuldendt sin gerning og lært dem alt, fattede de ikke en brik. De var optaget af spørgsmål om, hvem der ville sidde ved den højre eller den venstre side i Himmelen? Ja, de brugte endog deres mor i dette projekt. Det kan ikke undre, at Jesus bare vendte sig om og gik, for disse mennesker var håbløse. Måske forsøger Han sig med en anden planet, hvem ved? Denne er i hvert fald håbløs, når man ser på den menneskelige naturs beskaffenhed og fejlopfattelser.

Det Jesu lære eller den åndelige vej fører os frem til, er det samme, som anonyme alkoholikere kalder det første skridt. Jeg tror ikke, Jesus kendte til anonyme alkoholikere, men han har helt sikkert inspireret dem. Deres vej er i bund og grund den bedste og tydeligste præsentation af den kristne åndelige vej, der nogensinde er lavet.

Kontemplativ bøn, praktiseret i længere tid, har den samme virkning som anonyme alkoholikeres første skridt, men uden de gener, der er forbundet med at være alkoholiker. Man synes måske, det kan være ligegyldigt, men for ens omgivelser vil det i hvert fald være en stor hjælp, om man gav dette en smule overvejelse. Erfaringerne viser dog, at i hvert fald halvdelen af de mennesker, der overvinder alkoholisme, bliver afhængige af noget andet eller får en depression. Hvordan kan det nu være? Ja, grunden er, at disse mennesker endnu ikke har konfronteret de grundliggende problemer, som ganske enkelt består i vore instinktmæssige begær efter eller ønsker om lykke. Disse er dybt rodfæstet i vores ubevidste og i den grad blevet en naturlig del af os, således at vi overidentificerer os med vore ønsker om tryghed, anerkendelse og magt og kontrol. Når disse ønsker eller begær ikke bliver tilfredsstillet, og det sker hver eneste dag, manifesterer de sig i de plagsomme følelser, vi oplever i den forbindelse: vrede, sorg, misundelse, modløshed, jalousi – med andre ord hovedsynderne.

Vi er alle sammen involveret i en afhængighedsproces, som, hvis vi lever længe nok, vil manifestere sig i en specifik afhængighed, hvis ikke vi ændrer (angrer og omvender os fra) disse grundliggende barndomsprogrammer, vi har skabt i vores forsøg på at finde lykken. Vi må altså tage den åndelige vej alvorligt og starte en praksis, der er beregnet på at helbrede denne situation.

Evangeliet drejer sig om at hele de ubevidste og bevidste sår, vi har pådraget os i den tidlige barndom, og som understøtter vore fejldirigerede programmeringer til at søge lykke. Disse gamle sår manifesterer sig i dagligdagen i den måde, vi reagerer på i forbindelse med begivenheder og i vore følelsesmæssige reaktioner overfor disse.

Sædvanligvis begår vi én eller to fejl i vores håndtering af vore følelser. Den ene er, at vi objektiviserer dem: ”Han gjorde mig vred”. Så er man selv uskyldig, og man kan i al selvbehagelighed fortsætte med sine følelsesmæssige programmeringer. Den anden fejl er, at man overidentificerer sig med sine følelser. Så handler man dem ud, og dette forstærker hele problemet med de følelser, vi er forfaldet til. Man er nødt til at eje følelserne og ikke lade som om, de ikke tilhører én, men man må ikke overidentificere sig med dem og sige: ”Jeg er vred”. Du er ikke vred, men du har vrede følelser. Hvis du har vrede følelser, som ikke er dig, så kan du forandre dem, eller du kan leve med dem eller have en anden holdning til dem.

Det er præcist ind i dette dagliglivets melodrama Jesus kommer med Guds rige. Det er her, det virker og virker kraftfuldt, lige hvor man er og oplever det. Dette er Jesus` gave, og det er frelsens betydning: Jesus læger os helt nede fra rodnettet til vore problemer, sådan så Guds uselviske ”JEG ER” erstatter vore selvcentrerede motiver og det univers, i hvilket vi ser alting fra egoets store jeg- perspektiv. Det sande perspektiv på alting er Guds uselviske ”JEG ER”.

 Hvor ville jeg dog ønske, at I ville fatte dette, for så vil I i sandhed være ved målet. Virkelig!! Intet kan for alvor skade jer, hvis I forstår, at hvad I end gennemgår, er det Guds invitation til jer om at deltage i verdens frelse.

 Centrerende bøn er således en bevægelse ind på den åndelige rejse, og på denne rejse tager man alle med sig: venner, fjender. Alle drager nytte af vores bøn. Bønnen drejer sig ikke om noget specifikt, i hvert fald ikke under selve bønsperioden. Men den inkluderer simpelthen alle: både nulevende, kommende og tidligere generationer. Derfor fornyer man også den grundliggende samhørighed mellem alle i den menneskelige race, ja simpelthen hele skabelsen, således at alting tilhører dig, og du tilhører alting. Det barske resultat af dette er, at hvis nogen som helst lider, lider du med dem. Der er ingen adskillelse, ingen grænser, ingen sociale forskelle, ingen racer, ingen kønsforskelle. Jesus sagde, at i Himmeriget er der ingen jøde eller hedning, mand eller kvinde, slave eller fri. Alle er ét i Kristus. Det er sådan, det i realiteten forholder sig. Vi kan endnu ikke opfatte dette, og det er vores problem. Hvad kan vi gøre for at se virkeligheden, som den faktisk er?

Denne virkelighed består i det dybe eller det sande kendskab til Gud, som Paulus præsenterer os for i sine breve. Igen og igen taler han om den dybe kundskab, ikke bare viden, intellektuel viden, begrebsmæssig viden. Men den form for intimt kendskab, som man kun finder i de allernærmeste menneskelige relationer. Det dybe kendskab til Gud er det, han beder om for sine disciple.

Jeg vil tilføje en lignelse, der forstærker ideen om, at Gud, i stedet for at fjerne vore problemer og lidelser, forener sig med os i alting, uanset hvad vi kommer ud for.

Denne lignelse er igen et symbol på det, som var hævnens triumf for israelitterne. Den handler om det store gæstebud. Den er lidt forskellig i de forskellige evangelier, men det grundliggende tema kan ret let udledes, og det lyder sådan: En husholder i en lille by havde nogle rige venner. At han var husholder betød, at manden selv tilhørte eliten, de velhavende, de socialt højest stillede.

 På denne tid kunne man ikke bevæge sig op af den sociale rangstige. Det sociale lag man var født ind i, blev man ved med at tilhøre hele livet. Man var afhængig af sine venner. Deres støtte bekræftede ens ære og værdighed, som synes at have betydet meget for disse mennesker. Så hvis man blev afvist af sine venner, var man ultimativt vanæret, ydmyget, en fejltagelse.

Denne gode mand holdt et gæstebud. Alle eksegeter tænker straks, at dette må være symbolet på det

 store gæstebud i Himlen, og de, som kommer til mandens gæstebud, er dem, som faktisk bliver frelst. Så dette er en vigtig lignelse om Himmeriget.

Husholderen i lignelsen inviterede en hel del mennesker til gæstebudet, og de afslog alle én efter én.

De var meget undskyldende: Én var lige blevet gift, én havde en forretning at passe, en anden havde lige købt et hus. I hvert fald kunne ingen af dem komme. Denne afvisning bliver endnu mere alvorlig, når man tænker på, hvordan lignelserne i øvrigt var bygget op. F.eks. i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor to mennesker gik forbi den sårede mand, mens den tredje, samaritaneren, tog sig af ham. Eller i lignelsen om de betroede talenter, hvor de to mænd investerede talenterne godt, mens den tredje fejlede. Derfor forventede lytterne til lignelsen her, at den tredje mand ville acceptere invitationen og redde husholderens ære. Denne lignelse symboliserer altså den totale afvisning af husholderen, som vi nu begynder at forstå må være et billede på Gud, på Faderen, som har forberedt sit gæstebud i Himlen. Alle Guds venner afviser Ham. Jeg ved ikke, hvem Guds venner er i denne verden. Måske de professionelle, de rige, generaler, diktatorer o.l., altså mennesker, der har forskellige aspekter fælles med Gud men dog er totalt forskellige fra Ham.  Husholderen var i hvert fald rasende og bød sine tjenere hente de fattige, de lamme og de halte, så hans hus kunne blive fyldt, at aflyse denne middag var udelukket for ham. Maden var færdig, alt var forberedt. De fattige, lamme og halte kom, men der var stadig plads i huset. Nu bød husholderen sine folk gå ud og hente røverne, de hjemløse, synderne, de prostituerede, de marginaliserede, ja dem ingen ville have med at gøre, så hans hus kunne blive fyldt. De mennesker, der faktisk ankom til gæstebudet, var altså folk, der ikke engang var inviteret. Nu var husholderen nødt til at træffe en beslutning. Hans vrede var forsvundet. Enten måtte han aflyse gæstebudet, eller selv deltage i det. Han besluttede sig for selv at deltage. Denne lignelse fortæller os fra Ham, som kender Guds hjerte eller favn bedst, at det er sådan, Gud er.

Hvem er Gud? Ja i hvert fald slår han følge med alle - især de uønskede. Derfor kan man være sikker på, at gæstebudet holdes hos de fattigste, elendigste, foragtede og de marginaliserede. Hvis vi ønsker at være, hvor Guds rige er mest aktivt, er det muligt, vi må forene os med disse mennesker.

Dette er kun ét eksempel. Man kan gå hen og blive syg. Måske den værste sygdom i vore dage er kræft eller aids. Det vil være forkert at forklejne de frygtelige lidelser, som mange mennesker gennemgår. Det er ofte forgæves eller direkte krænkende at prøve at trøste dem. For det man oplever i sådanne kritiske situationer, er i den grad hårdt og barskt, og det rejser spørgsmål om Guds godhed og om ens tidligere forhold til Gud, om man overhovedet kan relatere til Gud i sådan en situation, elske Gud mere, bede længere. Der kan endog opstå raseri overfor Gud. Hvad kan vi gøre? Ja, i hvert fald er man nødt til at bede for disse mennesker eller for sig selv, hvis man er én af dem, for der er ikke nogen fornuftig forklaring.

 Theresa af Avila er meget forfriskende. Hun er i stand til at bringe lidt humor ind i den slags situationer. Tænk på den berømte historie, hvor hun skulle i gang med at stifte en karmeliterorden til Guds ære. Man skulle tro, Han ville have hjulpet hende en smule, men Han gjorde tværtimod hendes rejse så besværlig som muligt, hvis vi skal tro hendes ordensfæller. På et tidspunkt faldt hun ud af den vogn, hun kørte i, og havnede i et mudderhul. Hun råbte til Gud: ”Hvordan kan dette ske?”, og hun fik et svar. Man skal nok ikke regne med et svar fra Gud, men til hende sagde Han: ”Det er sådan, jeg behandler mine venner”, hvortil Theresa svarede: ”Måske er det derfor, du har så få”.

Det er det spørgsmål, vi altid stiller: ”Hvorfor lige mig?”.

Jeg deltog engang i en konference. Den var bemærkelsesværdig deri, at den bestod af mennesker, der kunne fortælle de sande historier fra det sidste århundredes mest barbariske og værste episoder. De vinder sandsynligvis førsteprisen for umenneskelighed og barbarisme i menneskehedens historie overhovedet. Der var mennesker fra holocaust, Kosovo, Mellemøsten, Cambodja, myrderierne i Rwanda havde endnu ikke fundet sted.  F.eks. var der en pige fra Vietnam, som var blevet forskånet af den ene part i krigen. Så da den anden part overtog stedet, mente de, at hun måtte være en spion. De ville have dræbt hende, men nøjedes med at voldtage hende. Derefter vandt den anden side, og hun oplevede det samme én gang til.

 Den massive, katastrofale dybde i den menneskelige lidelse i vores tid er ganske enkelt ufattelig. Der er ghettoer, sult, mennesker, der lever på gaden. Det kan da ikke være Guds vilje, kan det? Hvem er denne Gud, som tillader alt dette at ske? Damen, som havde oplevet holocaust, sagde dette: Da hendes forældre var blevet kastet ind i gaskammeret lige for øjnene af hende, mistede hun sin tro på Gud og blev ateist. Hun var nu engageret i et humanitært projekt, der var beregnet på at forhindre, at noget sådant vil ske igen. Derefter sagde hun henkastet, at hun ikke for alvor kunne deltage i et sådant projekt, hvis ikke hun var klar over, at hun kunne have gjort, hvad nazisterne gjorde overfor hende og hendes forældre, hvis omstændighederne havde været anderledes. Jeg vil vove at påstå, at dette er sand ydmyghed. Selvom hun betragtede sig selv som værende ateist, må hun have været meget tæt forbundet med den sande Gud.

Tragedie kan altså have den samme effekt i os som den åndelige rejse. Jeg anbefaler ikke tragedie, for ikke mange mennesker formår at komme igennem til den anden side.

Alle vi, der lyttede til denne gruppe mennesker og deres historier, var så overvældede af rædslerne i disse historier, så vi ikke kunne sige et ord. En hvilken som helst sympatitilkendegivelse ville have været malplaceret. Det var ærefrygtindgydende at opleve, hvordan et menneske kunne forblive grundlæggende menneskelig efter at have været ude for den slags oplevelser.

Hvad siger dette om Gud? Ja, alt hvad jeg kan sige er, at man nok ikke skal dømme Gud for hurtigt. Det er umuligt at fatte Guds skønhed, karakter, integritet, dybde, kærlighed – en kærlighed, der er så stor, så den kan opgive kærlighed for kærlighedens egen skyld. Er der mon skrevet kærlighedssange med det tema? Dette er, hvad Gud gør: Han ofrer kærligheden for kærlighedens skyld. Vi må altså indse, at i denne verden, som Gud har skabt, ser vi Hans egenskaber overalt, og det onde, rædselsfuldt som det er, tillader visse aspekter af Guds utrolige væsen at fremstå.  Vi siger selvfølgelig: ”Det må en anden gøre”, men måske er det dig, der er den anden. Gud forener sig med os, hvor end vi er, præcist som vi er, og han beder os kun om at være den, vi er. Det vi ønsker, er at flygte fra vore liv og hverdagsproblemer. Vi ønsker et perfekt liv, et liv fuld af dyder, eller vi søger den ophøjede væren, som Buddha manifesterer i sit vidunderlige smil. Måske vi ønsker, at en katastrofe rammer vore fjender, så vi triumferende kan vinde over dem. Dette er den menneskelige måde at reagere på.

Men Gud siger: ”Ikke på vilkår, for det er ikke Guds rige”.  Som Paulus siger: ”Guds rige er Kristus som korsfæstet”.  Dette er hverken en flugt eller et ophøjet liv uden vanskeligheder. Det er heller ikke en eller anden form for mirakuløs frelse fra vore problemer. Nej Guds rige er at leve med vore problemer sammen med Gud og derved frelse verden. Dette er det program, vi ser i lignelserne.

PAUSE

Jeg synes ikke, jeg kan lade jer gå hjem og tro, at der ikke er noget svar på dette spørgsmål. – Der er faktisk ikke noget svar, men jeg håber, jeg kan lære jer at trække spørgsmålet tilbage, og det giver vel samme resultat.

Jesus var tydeligvist klar over det dilemma, hans tilhørere var i, også at de var rystede i deres grundvold. Så han holdt sin vidunderlige bjergprædiken. Her forstærkede han på en tydelig måde sin meget kraftfulde lære, der underminerede de almindeligt accepterede sociale, etniske og religiøse fordomme, som eksisterede i samfundet på Jesu tid

Disse visdomsord handler om emnet: ”Hvis I ønsker at lære Gud at kende, hvorfor så ikke lade Ham introducere sig selv?” I Mattæus evangeliet kap.6 vers 6 lyder det således: ”Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som er i det skjulte, skal betale dig.” Hvis jeg forstår det korrekt, er dette netop en anvisning på, hvordan man opnår det dybe kendskab til Gud, hvordan man relaterer til den Gud, som er i sandhed, og ikke den Gud, som er skabt i vore barndomsforestillinger, projektioner eller af vore etniske og kulturelle begrænsninger.

Hvert ord i denne visdomsbelæring fortjener en eksegese (udlægning). Først og fremmest ordet Fader. Også på dette område var Jesus enormt revolutionerende. Husk på at jøderne på Jesu tid betragtede Jahve, Israels Gud, som værende totalt transcendent, selvom nogle tekster i det gamle testamente antyder Gud som immanent. Men på Jesu tid var Gud retfærdighedens Gud, som forsvarede sit folk, eller burde forsvare det. Derfor var de også så forvirrede, for det gjorde han tilsyneladende ikke. Ærbødigheden overfor Israels Gud var så stor, så det normalt ikke var tilladt at sige Jahves navn højt. Vi har et dokument fra Qumran, hvor en munk kom til at sige Jahves navn, og han blev omgående udstødt af menigheden. Så dette sad meget dybt i den sociale psyke på Jesu tid.

Jesus nøjedes ikke med højt at udtale Guds navn. Han ændrede det også. Han brugte et specielt udtryk: Abba på aramæisk. Vi oversætter det til Fader. Denne Fader er ikke som nogen fader, vi kender. Så har vi haft problemer med vores egen far, må vi indse, at dette ikke er den samme situation. Gud er Fader som kilden til absolut alt eksisterende, og Han opretholder hele skabelsen, Han drager omsorg for vores væren på alle niveauer lige fra celleplanet til den højeste bevidsthedsform, vi kan forestille os. Det Jesus altså prøver at understrege ved at bruge ordet Abba, er at den Fader, Jesus kender som Gud, er os nær. Han er omsorgsfuld, ikke transcendent, ikke langt borte, ikke bare i Himlen. Man behøver ikke gå nogen steder hen eller gøre noget for at finde Ham. Han er her allerede. Selv de ord i skriften, som peger hen til Gud, og som er værdifulde som vejvisere, kan ikke kommunikere erfaringen eller oplevelsen af den Gud, der er, var og kommer. Det er kun Guds nærvær, som Han giver til os, frivilligt og totalt, der kan det. Hvad siger dette os? Ja, det siger noget om Guds hjerte, som vi må vide. Nemlig at han ikke venter på, at vi skal fortjene Ham, imponere Ham med vore dyder eller gøre store ting for Ham. Gud er udelukkende interesseret i os, som vi er. Vi skal ingenting gøre, for at vinde Hans kærlighed, for vi har den allerede. Vi behøver heller ingenting gøre for at komme ind i Guds nærvær, for vi er der altid.

Dette er det sande syn på virkeligheden. Så når vi beder, skal vi slet ikke vurdere, om Gud er nærværende eller fraværende. Vore følelser siger os måske, at vi ingenting føler. Hvad så? Vi er jo ikke vore følelser. Vi beslutter os til at stole på, at Gud er nær, for det har vores tro åbenbaret for os, og har man praktiseret kontemplativ bøn længe nok, ved man, at dette er sandt. Ingen behøver fortælle os det. Man har oplevet og følt måske bare en lille berøring af Guds nærvær. Men det er en proces kære venner, og den smag, vi får af Gud, kan fortsætte med at udvikle sig til dybere og dybere niveauer af intimitet, som er totalt ufattelige for os i begyndelsen. Som Paulus siger: Guds nærvær er hinsides alt, hvad vi kan forestille os eller drømme om. Dette nærvær er totalt kærlighedsfuldt, omsorgsfuldt, understøttende og medfølende. Det er at sammenligne med alle virkelig smukke, gode og sande menneskelige relationer lagt sammen og forstørret millioner af gange.

 Evangeliet prøver at fortælle os, især i Kristi lidelse, død og opstandelse, at Gud er kærlighed i en grad, så Han, uanset hvad omkostningerne er for Gud selv, vil give sig til os. Det forekommer mig, at dette er den dybeste mening med Kristi lidelse, død og opstandelse. Her har vi Guds forsikring om og understregning af, at Hans vilje til at frelse alle er så stor, så Han er villig til hvad som helst, selv til at ofre sin elskede Søn, for at give os den højeste grad af guddommeligt liv, som vi er i stand til at modtage.

Dette vender hele begrebet om en retfærdig Gud på hovedet. Ideen om en Gud, der belønner de gode og straffer de onde. Der er en basis af sandhed i dette, men det er en utilstrækkelig og umoden forståelse af, hvem Gud er.

 Det er kontemplativ bøn, der introducerer jer, eller rettere, der lader Gud introducere sig selv som uendeligt barmhjertig og blid. Ved man ikke dette, kender man ikke Israels Gud, de kristnes Gud eller Gud, som Jesus Kristus viste Ham. Det er derfor at en praksis, som fører til kontemplativ bøn, er så vigtig. Den er hjertet i det kristne liv. Uden den kontemplative dimension kan man ikke forstå, hvad kristendommen drejer sig om. Kristendommens hjerte og sjæl er en kontemplativt orienteret relation til Gud, der deltager i Kristi egen personlige erfaring af det Absolutte som Abba, Fader, Daddy. Det er umuligt at overdrive Guds milde væsen, Hans blidhed og nærvær. Hans kærlighed er ikke en sentimental kærlighed, men det er en kærlighed, der i den grad ønsker at give os det Guddommelige indre livs skatkammer. Det er ikke Guds plan blot at gøre os til bedre mennesker, men det er Hans ide at forvandle os til sig selv, det vil sige til at deltage i Treenighedens indre liv, som er fuldstændigt selvhengivende, uselvisk. En betingelsesløs kærlighed, der hele tiden flyder ud. Gud må lade sin kærlighed flyde ud, for det er den uendelige godheds natur. Der er ingen mulighed for, at Gud holder sig selv tilbage, og det er set fra dette perspektiv, at man ikke besvarer spørgsmålet om ondskaben, men man indser, at uden det ondes eksistens, ville man ikke til fulde kunne komme til at forstå Guds hjerte, som tager al lidelse ind i sig, og som af kærlighed til os har sendt sin højtelskede Søn. Den Søn, der udgår fra Hans favn, for at lide den største ydmygelse, død og forkastelse så vi kan blive overbevist om, at Gud er villig og rede til, ja MÅ give sig selv til os for enhver pris.

Et menneske, der har denne indsigt, vil føle behov for at gøre noget lignende. Man kan ikke modtage den slags kærlighed uden at indse, at det er en invitation til at begynde at gøre det samme selv.

Dette er i min forståelse, hvad hellighed er. Det har intet at gøre med de ting, der almindeligvis identificeres med hellighed, som f.eks. tider, steder o.a. Denne kærlighed er så stor, så den er villig til at ofre nydelsen ved kærlighed for kærlighedens egen skyld. Det er det, Kristus har gjort. Paulus siger det meget tydeligt i sit brev til Filipperne:” Han (Jesus) betragtede ikke det at være Gud lig med alle de tilhørende guddommelige privilegier som noget, han ville klynge sig til”, bemærk: ingen tilknytning til det at være Gud. Så vores Gud prøver næsten på ikke at være Gud. Gud er så ydmyg, Han ønsker bare at give sig selv, og især til dem, der er mindst værdige til at modtage, for det er den eneste måde, hvorpå han kan manifestere dybden, højden og bredden af Kristi kærlighed, som er totalt selvhengivende. Dette er måske en hård tale for os, hvis vi selv er det primære objekt for vores kærlighed.

Jesus foreslår altså denne metode til at lade Gud introducere sig selv. Det er heller ikke nogen dårlig ide, at vi, i stedet for at tænke på, hvem Gud monstro er, prøver at møde den ægte vare.  Jesus taler også om mange andre gode handlinger, men her i Bjergprædikenen viser han hjertet i Hans metode til at opnå det dybe kendskab til Gud, så vi, i hvert fald til en vis grad, kan svare på det påtrængende spørgsmål: Hvem er Gud? Uden at få et direkte svar, begynder man at trække spørgsmålet tilbage, fordi man ved, at Gud simpelthen bare er vidunderlig. Intet kan forhindre den overbevisning.

Centrerende bøn er altså ganske enkelt blot Jesu råd omsat til en konkret anvisning, skridt efter skridt.

”Gå ind i dit kammer”. Hvor er det? Ja, det er selvfølgelig vort åndelige niveau, hvor vi vender os bort fra vor almindelige psykologiske oplevelse af virkeligheden, begivenheder, mennesker og vore reaktioner overfor dem. Vi efterlader alt dette udenfor, idet vi går ind i vort indre kammer, som helt klart ikke kan være et fysisk sted. På Jesu tid var folk heldige, hvis de havde tag over hovedet, så eget værelse er her ikke tale om. Nej, når Jesus siger ”Gå ind i dit kammer” er det et symbol på den åndelige bevægelse fra den måde, hvorpå vi almindeligvis bruger vore evner i bøn til en opdyrkning af evnernes åndelige niveau, som er det intuitive intellekt og viljen, som er rettet mod Gud. Derfra kan man bevæge sig endnu dybere ind til ”det sande selv”. Heraf ordet centrerende. Den sidste station i bevægelsen er den indre helligdom, som er Guds nærvær i os. Dette er det dybeste center i vores væren, og det er belønningen, som Jesus taler om. Denne belønning er intet mindre end kendskab til Gud gennem Jesus Kristus.

Hvorfor siger vi gennem Jesus Kristus? Fordi vi tror, at Kristus i sandhed er Guds Søn, som for evigt udgår fra Guds favn. Han er alt det, Faderen er, således at Faderen lever i sin Søn, så Jesus kunne sige: ”Den, der ser mig, ser Faderen”. Hvorfor? Fordi der ikke er andre end Faderen. Så det er altså denne Fader, eller Gud, der har givet Guds eget liv for os på korset. Påskens mysterier er ærefrygtindgydende, og eukaristien, som fejrer dem, er i realiteten en mystisk begivenhed, hvor vi, ligesom elskende, spiser vor elskendes kød og blod, som ville Gud hælde sit hele væsen ind i os, sådan som elskende ønsker at leve i hinanden eller konsumere hinanden af kærlighed. Det er denne erfaring, Jesus havde af Gud som værende den elskede, den uendelige barmhjertighed.

Dette er hjertet i kristendommen: Videregivelsen af Jesu Kristi erfaring af Faderen som Abba ned gennem århundrederne. Dette er vores tradition, den levende tradition. Det drejer sig ikke så meget om doktriner, selv om disse har stor værdi, fordi de viser hen til mysteriet og leder vore evner, så langt som de kan, indtil disse (evnerne) overgiver sig til mysteriet og falder ned i tilbedelse og stilhed for Den, som er hinsides ord, begreber eller oplevelse. Det er dette, Jesus inviterer os til med ordene: ”Gå ind i dit kammer”.

Det næste, Han siger, er ”Luk døren!”. Dette er en lidt delikat tilføjelse, fordi vi, i hvert fald indtil vi i nogen grad kender Faderen, mest bliver konfronteret med os selv i det indre kammer, og vi opdager, hvor mange tanker, vi har i hovedet. Det er ofte en ny opdagelse for os, og mange kan ikke holde det ud og giver op. Men hvis døren er låst, vil man nok i det mindste sætte sig ned igen. Vi lukker døren til vore indre dialoger (oversat til det åndelige niveau). Med andre ord, er der for mange mennesker mere støj i hovedet med alle refleksionerne, end der er støj udefra. Al denne tumult og larm er vi nødt til at lukke døren til og efterlade udenfor, hvis vi skal følge Jesu anvisninger.

I den centrerende bøn anbefales det, at vi lukker øjnene, simpelthen som symbol på det at give slip på omgivelserne, så vi kan forene os med de mennesker, vi beder sammen med på det dybeste niveau, hvor vi er bundet sammen. Her vil vi efterhånden opleve og erfare vores grundliggende samhørighed og enhed. Her beder vi til Faderen i det skjulte. Læg mærke til den strømmende bevægelse ind i det skjulte og ind i stadig dybere lag af stilhed, med den belønning til sidst at kende Gud, som Han virkelig er.

Dette er et stort mysterium. Jeg talte om det i begyndelsen, da jeg sagde, at hvad vi end måtte sige om Gud, har det en underliggende betydning. Den virkelige betydning kender vi kun i forhold til denne indre erfaring, som efterhånden gør os følsomme og opmærksomme overfor tilstedeværelsen af Abba i alle andre, ja i hele skaberværket. Abba er os så nær. Gud er os nærmere end det at ånde, leve, dø, ja Han er så tæt på os, så vi ikke kan finde Ham, for vi har ingen evner, der kan opfatte dette mysterium. Det er så direkte, så det eneste sted, hvor vi kan opleve dets fylde er i lyset fra evighedens herlighed, hvor der ikke længere er nogle menneskelige begrænsninger eller slør til at skærme os mod den betingelsesløse kærligheds fulde kraft med al dens lys og liv.

Hvad mon der så foregår i det indre kammer, nu hvor vi forhåbentlig har fundet ud af, hvor det er?

Starten på processen er i hvert fald, at man forpligter sig til en praksis som f.eks. centrerende bøn. Dernæst må man give slip på alle tanker, indre dialoger, og den ultimative hemmelighed er: Ingen selvrefleksion. Dette opnås først efter meget lang tids praksis og disciplin. Det betyder, at man ikke bedømmer sin bønsperiode. F.eks. siger man ikke: ”Det er bedre i dag, end det var i går.” eller ”Sikken vidunderlig fred!” eller ”Gid jeg kunne blive her for evigt”. Alt dette er nonsens.

Stilhed, fred, tavshed, lytten, åbenhed er alle ord, der for et menneske, som lige er begyndt at få en smag for den realitet, som Guds nærvær i os er, blot antyder, hvad der foregår. For denne smag er meget langt fra hele måltidet. Som Paulus siger, er vi nødt til at begynde med mælk pga. vores svaghed. Som tiden går, og vi får tænder og en stærkere fordøjelse, bliver vi stand til at konsumere det Guddommelige nærværs mere nærende føde.

Der foregår to ting i det indre kammer: Den ene er, at vi bliver bekræftet i vor grundliggende godhed. Dette er af stor betydning, især i vor tid, hvor så mange mennesker lider af lavt selvværd og uudviklet ego styrke eller mangel på identitet. Mange ved ikke, hvem de er, eller hvad meningen med livet er. Der er virkelig mange unge mennesker, som kæmper med sådanne spørgsmål. Vi er nødt til at finde nye veje i vores præsentation af Guds ansigt for at hjælpe i disse situationer.

I den centrerende bøn starter vi med at tillade Gud at introducere sig selv, og vi oplever vores grundliggende godhed, som skabt i Guds billede, når vi begynder at få en smag af Guds godhed.

Mange mennesker har haft negative oplevelser med deres religion tidligt i livet, og de har følelsesladede tanker om Gud af negativ karakter. Disse underliggende følelser bliver vakt til live, hvis de tænker på Gud. Derfor vil de have store problemer med at komme af med disse falske opfattelser af Gud, medmindre de holder op med overhovedet at tænke på Gud under bønnen. Når de så bliver bekræftet i deres grundliggende godhed, finder de ud af, i hvor høj grad de er elsket af Gud. Dette er nok den bedste kur, hvis man er opdraget til at tro, at ingen kan elske én.

På samme tid er der alt det materiale i vores ubevidste, som jeg talte om tidligere. Det består af de falske ideer, vi har udviklet i livet om os selv, om lykken. Et idealiseret billede af os selv, som betyder, at vi vurderer os i forhold til en bestemt standardmodel.  Således har vi programmeringer i os, der er beregnet på at finde lykken i tryghed, magt og kontrol, anerkendelse, værdsættelse og kærlighed. Programmeringerne er baseret på barnets instinktive behov og udviklet som den infantile måde, hvorpå vi håndterede problemerne i den tidlige barndom. Disse barndomsoplevelser var så smertefulde, at mange af traumerne blev undertrykt og begravet i underbevidstheden. Som følge af dette har vi skabt kompensatoriske programmer for at skjule smerten eller finde lykken på komplet umulige måder. Umulige af den ene grund, at de er uden grænser, da barnet endnu ikke har udviklet nogen evne til mådehold. Derfor er kravet om eller behovet for tryghed, magt og kontrol uden grænser, og behovet for kærlighed, anerkendelse og værdsættelse udtrykker sig således:” Hvis bare én person i verden ikke bryder sig om mig, må jeg tage på rekreation i en måned, for at komme mig over denne frygtelige ydmygelse.”

Det indre kammer er altså den Guddommelige terapeuts konsultationsværelse. Gud er den bedste psykiater, der findes eller nogensinde vil eksistere, og Han læger os lidt efter lidt ved henholdsvis at trøste os og lade os alene, ved at veksle mellem at bekræfte os og vise os sandheden om os selv.

Denne vekslen læger efterhånden de sår, vi har fået gennem hele livet. Igennem den Guddommelige terapi får vi en selverkendelse, som ikke er nedgørende eller knusende, men derimod oplysende og opmuntrende, fordi vi nu erkender, at vi gradvist bliver befriet og helbredt for det, der har været mest ødelæggende både fysisk og psykisk. Som I ved stammer mange af vore fysiske lidelser fra de ubevidste lykkeprogrammeringer, som vi aldrig har konfronteret. Derfor vil medicin aldrig fuldstændigt helbrede mentale problemer. Den kan hjælpe til at afbalancere kemiske forstyrrelser, men derefter må man se de virkelige problemer i øjnene. Dette er smertefuldt, fordi det involverer ydmygelse af vor idealiserede selvopfattelse.

Forpligter man sig til centrerende bøn, forpligter man sig til livet, til glæde, til at blive en ny skabning, nemlig ”det sande selv” som er Guds mening med os. Man forpligter sig til at lade Gud handle og efterhånden bringe os til at integrere hele virkeligheden i vores forståelse af Gud, så vi ser Gud i alting og alting i Gud. Det er hvem Gud virkelig er, selvom man aldrig helt kan fatte Ham.

Man behøver ikke forstå Ham, for Han er her allerede, og ønsket om at føle Ham er en mangel på tro.

Her i dette rum er der alle mulige atompartikler, bølger, subatomare eksplosioner, elementarpartikler, der brager ind i hinanden og bliver til nye partikler. Det er utroligt spændende, og det ser ud til, at Gud elsker fyrværkeri, både de store og de små. Her er også alle mulige slags radiobølger o.l. Alle disse ting oplever vi ikke, men betyder det, at de ikke er her? Nej! Vi har blot ikke de nødvendige instrumenter til at opfange dem.

Den Gud, som er i det skjulte, kan vi heller ikke opfange, for vi er alt for tæt på Ham. Han er os nærmere end vi kan forestille os det, og denne indsigt opstår langsomt i os, hvis vi tillader den guddommelige terapi at udføre dens arbejde. Vi ender med at betragte spørgsmål om Guds nærvær eller fravær som totalt irrelevante, for Gud er altid nærværende, og denne bevidsthed om Hans konstante nærvær vil i højere og højere grad ledsage os som en fjerde dimension her i vores tredimensionale verden. Altid så fuld af kærlighed og respekt for vores frihed, hele tiden tilgivende, nærværende, omsluttende os på alle planer i konstant nye og mere og mere vidunderlige udtryk for, hvem dette mysterium, denne realitet hinsides tankerne måtte være.

Oversat af Britta Felsager