Thomas Keating taler om centrerende bøn

den 8. februar 2006 ved en telekonference

I dag vil jeg tale om centrerende bøn med udgangspunkt i bønnens frugter. Man kan høre eller læse andre steder om starten på denne bøns praksis, altså om selve metoden.

Hvis vi vil se på frugterne af centrerende bøn, vil det være en hjælp klart at have for øje, hvad eller rettere hvem vi henvender os til gennem bønnen.

Efterhånden som denne relation bliver dybere, begynder frugterne at vise sig i vores dagligdag. Man behøver naturligvis ikke vente til hele den kontemplative rejse eller proces er tilendebragt. Næsten omgående vil frugterne begynde at vise sig, dog i ret så mild grad i begyndelsen.

Efterhånden som nådens liv går dybere, og vores forhold til Gud blomstrer, vil frugterne af bønnen selvfølgelig også modnes og give mere næring.

Så jeg vil begynde med det, jeg betragter som missions- og visionserklæringen i kristendommen. Vores (Contemplative Outreach) præsentation af den kontemplative dimension er jo trods alt, at denne både er hjertet og sjælen i kristendommen, hvis man forstår det rigtigt, d.v.s. i den traditionelle forståelse af kontemplation.

Denne visionserklæring er meget enkel, og centrerende bøn er simpelthen en måde eller metode til at aktualisere, assimilere og inderliggøre denne lære, som I alle kender, og som er taget fra det gamle testamente, hvor Gud siger: ”Hør Israel, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke, og du skal elske din næste som dig selv.”

Derfor er centrerende bøn et svar på denne invitation, dette 1. bud, og bønnen fokuserer på kærlighed, på at fordybe kærligheden, på kærlighedsrelationen og på konsekvenserne af kærlighed.

Hvis man elsker Gud af hele sit hjerte, sjæl, sind og styrke, lyder det så ikke som at blive forelsket? Hvad mere kan forventes af et forelsket menneske end denne invitations tydelige fremstilling af, hvor totalt kærligheden til Gud er konstrueret til at overtage vores sjæl, krop, ånd, ja hele vores organisme?

Hvis man længes efter Guds nærvær, vil man sandelig få, hvad man længes efter. Hvis man ser frem

 til den centrerende bøn, tiden med intimt samvær med Gud, har man det bedste arnested for koncentration igennem kærlighed, som i begyndelsen måske kun er sanselig men ikke desto mindre virkelig Den kan også være åndelig, eller den kan transcendere 

oplevelsen og glæden ved kærlighed, så man ofrer kærligheden, glæden ved at føle den, for kærlighedens egen skyld. Dette er den modne frugt af centrerende bøn: Ikke blot at forelske sig i Gud som i begyndelsen, men at tillade kærlighed til Gud at være kilden til koncentration.

Dette er et temmelig vigtigt punkt, og det adskiller centrerende bøn fra mange af de teknikker, vi finder hos vore brødre og søstre i østens religioner. Disse har deres udspring i en anden åbenbaring og understreger værdien og betydningen af at afklare sindet og passivisere følelserne gennem forskellige mentale teknikker, eller som det kaldes: opmærksomhedstræning.

Dette er en god begyndelse, og den kristne tradition har naturligvis også en del praksisser, der er koncentrerede. F. eks. koncentrerer man sig i nogle traditioner om et ord, en sætning, som i Jesus bønnen, om de kristne mysterier eller en ikon, som i den ortodokse spiritualitet.

Men den centrerende bøns indfaldsvinkel er et direkte svar på Guds invitation til at elske og forelske sig i ham.

 Man tænker måske: ”Hvordan kan Gud være interesseret i, at jeg forelsker mig i Ham?” Men det er ikke mig (Thomas), der siger, at dette er tilfældet, det er Gud selv, og det betyder helt klart, at Gud har et stort ønske om at kommunikere sin kærlighed til os, og om at vi gengælder Hans kærlighed med en totalitet, som bedst kan beskrives som én, der næsten er desperat forelsket i Gud.

Hos profeten Esajas kap. 62.5 siger Gud: ”Som ynglingen ægter en jomfru, således din bygmester dig, som brudgom glædes ved brud, så din Gud ved dig (Israel)”. Her taler Gud ganske vist om sit forhold til det højtelskede Israel, men denne kærlighed udstrækker sig til og kan forventes af hver enkelt af os mennesker. Denne tillid til og forventning om Guds kærlighed er det svar, centrerende bøn prøver at gøre os i stand til at give. Denne respons består i vores samtykke til de nådegaver, som Gud har givet og til Guds virke i os: dvs. den forvandlende proces. Denne forvandlende proces munder ud i budet om at elske Gud med hele vort hjerte, sjæl, sind og styrke samt selvfølgelig vor næste som os selv, siden Gud også bor i vor næste. Den ultimative betydning af kærlighed er det enorme spring, som Jesus tager, da han giver sine disciple et nyt bud, nemlig at vi skal elske vor næste, ikke bare som èn, der deler det guddommelige liv med os, men som Jesus selv har elsket os, d.v.s. i hendes. svaghed, armod, fejl, mangler og begrænsninger i krop, sjæl og karakter, selv når hun driver os til vanvid, ja Jesus opfordrer os til endda at elske vore fjender og tilgive alt og alle.

Kun kærlighed kan gøre dette muligt, og denne kærlighed udvikles hele tiden som frugten af centrerende bøn, hvis denne praktiseres trofast og udholdende.

Centrerende bøn består altså helt fundamentalt i udholdende at søge Gudsforholdet, som ikke er ulig en slags guddommelig terapi. Dog lægges vægten ikke så meget på selve helbredelsen som på Guds kærlighed til os. Denne kærlighedsgave er helende og helbredende. Helbredelsen indebærer lutring af vores ubevidste og den følelsesmæssige skade, vi alle har ophobet som konsekvens af opvækst og opdragelse. Der er således to ting, der finder sted i denne relation, når vi trofast og regelmæssigt overgiver os til Guds kærlighed og gør os så sårbare og åbne som muligt overfor den, både under selve bønnen men også udenfor bøns perioden i vore relationer til andre mennesker.

For det første sker der en lutring og en helbredelse, og det andet, som den guddommelige terapeutiske og helende kærlighed henvender sig til, er nådens gaver, ved hvis hjælp de menneskelige evner langsomt men sikkert forvandles til Kristi sindelag og til at deltage i Hans opstandelse og himmelfarts nåde.

Disse nådegaver er især de frugter, der styrker de teologiske dyder: tro, håb og kærlighed. Disse bliver således stadig mere virksomme og drevet af visdom. Dette viser sig spontant i dagliglivets aktiviteter, hvis vi fortsætter med regelmæssigt at søge samvær med Gud i ”det indre kammer”,og forsøger at bringe frugterne ind i dagliglivet, så hele vores liv efterhånden foregår i Guds nærvær.

Johannes af Korset siger, at et menneskes sundhed består i konstant opmærksomhed på Guds nærvær. Det er altså én af de modne frugter af centrerende bøn: At leve i Guds nærvær.

Men frem for alt og vigtigere endnu er frugten: At elske Gud uden ophør i alle livets detaljer og længslen efter intimiteten med Gud gennem den dybe stilhed, som selve bøns perioden frembringer, hvis den praktiseres dagligt.

Man kan således sige, at man i centrerende bøn lægger vægten på hjertet (kærligheden). Andre former for kristen bøn og østens religiøse praksisser lægger vægten på hjernen (opmærksomhedstræning).

Farerne ved de koncentrerede former for praksis er, at vi kan forledes til at give os selv og vore anstrengelser æren for resultaterne (evt. succes), eller den pågældende metode får æren.

Forhåbentlig vil selv de koncentrerede former for bøn eller metode efterhånden føre til kærlighed.

Imidlertid kan vi spørge os selv, når vi har et valg i vor kristne tradition: ”Er denne kærlighedens vej, hvor vi svarer Gud på hans to første bud, en genvej?”.

Der er naturligvis også en fare ved denne kærlighedens vej, nemlig at man bliver afhængig af at føle Guds trøst og kærlighed og af den måske større tilfredsstillelse, der ligger i, at vi elsker Gud.

Der er det yderst interessante ved denne kærlighedens vej, (svaret på Guds to første bud), at den i realiteten er koncentration på det allerdybeste niveau. Kærlighed gør det let eller endda uundgåeligt at være i Guds nærvær uden decideret at tænke på Gud, i det mindste under bønnens intime samvær. Det er i sandhed som at blive forelsket, og efterhånden som denne kærlighed modnes, vil den i stadig mindre grad søge egen trøst eller tilfredsstillelse for ganske enkelt at være i dette Guds nærvær og at blive nærværet selv som den endelige tilstand, hvis man da kan tale om endelighed i den guddommelige kærligheds grænseløse eventyr.

I hvert fald kan man tale om at blive sensitiv, opmærksom, taknemmelig, lykkelig og utroligt glad for at leve sammen med brudgommen eller med kærlighedens kilde, den kærlighed, der ikke har nogen grænser eller betingelser, men som i den grad ønsker at give sig selv til os og at vække en total respons i os overfor den kærlighed, der er den ultimative realitet.

Oversat af Britta Felsager

Gengivet med tilladelse fra Contemplative Outreach