Retningslinjer til det kristne liv, vækst og forvandling

De følgende principper repræsenterer et forsøg på at gengive den kristne åndelige vej på en nutidig måde. De er bestemt til at give en begrebsmæssig baggrund til den centrerende bøns metode. De bør læses på samme måde som når man praktiserer åndelig læsning (lectio divina).

1.                     Ligesom Treenigheden, Nåden og Inkarnationen er essentielle elementer i den kristne tro, er også den grundlæggende godhed i den menneskelige natur det. Denne iboende kerne af godhed er i stand til at udvikle sig ubegrænset, ja at blive forvandlet til Kristuslighed og dermed guddommeliggjort.

2.                     Vores kerne af godhed er vores sande selv. Dets tyngdepunkt er Gud. Når vi accepterer vores kerne af godhed, foretager vi et kvantespring på den åndelige vej.

3.                     Vores sande selv er ikke adskilt fra Gud. Selvom vi ikke er Gud, er Gud og vores sande selv det samme.

4.                     Udtrykket arvesynden er en måde at beskrive det menneskelige livsvilkår på. Dette vilkår består i, at vi udvikler os til at blive tænkende og selvbevidste mennesker men uden at have visheden om, at vi er forenede med Gud. Dette forårsager en dyb følelse af at være ufuldstændig, splittet, isoleret og af skyld.

5.                     Arvesynden er ikke en følge af, at vi personligt har fejlet. Alligevel resulterer den i en gennemtrængende følelse af at være afskåret fra Gud, andre mennesker og fra det sande selv. De kulturelle følger af denne følelse af at være fremmedgjort er indpodet i os fra den tidlige barndom, og de bliver overført fra generation til generation. Denne situation afføder en dyb usikkerhed og et påtrængende behov for at undslippe utrygheden. Hvis dette behov ikke modereres, vil det afføde umættelige begær efter nydelser, besiddelser og magt. På det sociale område forårsager det vold, krige og legaliseret uretfærdighed.

6.                     Følgerne af arvesynden inkluderer alle de selviske vaner, som er blevet vævet ind i vores personlighed lige fra undfangelsen; al den følelsesmæssige ødelæggelse, der er en følge af vores tidlige opvækst og miljø, al den skade andre mennesker har påført os bevidst eller ubevidst i en alder, da vi ikke kunne forsvare os selv, og de midler, vi har udviklet – mange af dem er nu ubevidste – til at afværge den smerte, vi oplevede i ubærlige situationer.

7.                     Denne kombination af før- eller irrationelle reaktioner er grundlaget for det falske selv. Det falske selv udvikler sig i opposition til det sande selv, og det har som tyngdepunkt sig selv. 

8.                     Nåden er Kristi nærvær og handlen i hvert øjeblik i vores liv. Sakramenterne er rituelle handlinger, i hvilke Kristus er til stede på en særlig måde, hvor Han bekræfter og vedligeholder de grundlæggende løfter i vores kristne liv.

9.                     I dåben afdør vi rituelt fra det falske selv. Det nye selv bliver født, og den sejr over synden, som Jesus har vundet gennem sin død og opstandelse, er nu tilgængelig for os. Det, der ødelægges i dåbens dødbringende og livgivende vand, er ikke vores særegenhed som personer men vores følelse af at være adskilt fra Gud og andre mennesker.

10.                I Eukaristien fejrer vi livet: enheden i alle de materielle elementer i universet, bevidsthedens fremkomst i mennesker og forvandlingen af den menneskelige bevidsthed til guddommelig bevidsthed. Eukaristien er manifestationen af det guddommelige i og gennem den kristne menighed. Vi modtager Eukaristien for at blive Eukaristien.

11.                Ud over at være til stede i sakramenterne er Kristus på en særlig måde til stede i enhver krise og afgørende begivenhed i vort liv.

12.                Personlig synd er at nægte at svare på Kristi kommunikation af sig selv (nåden). Det er bevidst at negligere vore egne og andres ægte behov. Personlig synd forstærker det falske selv.

13.                Vores grundlæggende kerne af godhed er dynamisk og har en tilbøjelighed til at vokse af sig selv. Denne vækst hindres af det falske selvs illusioner og følelsesmæssige bindinger samt den negative indflydelse, vi har modtaget fra vores kultur i løbet af opvæksten. Væksten hindres også af personlig synd.

14.                Vi får hjælp til at skelne imellem, hvordan det falske selv og det sande selv virker i konkrete situationer ved at lytte Guds ord i bibelen og liturgien, vente på Gud i bøn og ved at være lydhør overfor hans inspirationer. 

15.                Gud et ikke et fjernt, utilgængeligt, uforsonligt væsen, som kræver omgående fuldkommenhed af sine skabninger, og hvis kærlighed vi må gøre os fortjent til. Han er hverken en tyran, som må adlydes af skræk, heller ikke en politibetjent, som hele tiden er på udkig efter syndere. Han er ikke en hård dommer, som står parat med dommen: skyldig! Vi skulle i stadig mindre grad forholde os til Gud med henblik på belønning og straf men stadig mere på grundlag af den guddommelige kærligheds gavmildhed og leg.

16.                Guddommelig kærlighed er medfølende, blid, lysende, totalt selvhengivende. Den søger ingen løn eller gengæld men forener alting.

17.                Når vi erfarer, at vi er elsket af Gud, bliver vi i stand til at acceptere vores falske selv, slippe det og bevæge os over i det sande selv. Den indre rejse mod det sande selv er vejen til guddommelig kærlighed.

18.                Den voksende erkendelse af vores sande selv tillige med den dybe følelse af den åndelige fred og glæde, der flyder fra denne erfaring, afbalancerer den psykiske smerte, der følger med opløsningen af det falske selv og dets død. Efterhånden som det falske selvs motiverende kraft formindskes, opbygger vores sande selv det nye selv med guddommelig kærlighed som den motiverende kraft.

19.                Opbyggelsen af vores nye selv vil nødvendigvis bære præg af utallige fejltagelser og sommetider af synd. Disse fejltagelser er, uanset de er alvorlige, ubetydelige set i forhold til den ukrænkelige godhed i vort sande selv. Vi må bede om forladelse hos Gud og søge tilgivelse hos de mennesker, vi måtte have såret og derefter handle med fornyet tillid og energi, som om intet var sket.

20.                Hvis man lider af en dominerende, langvarig og handlingslammende skyldfølelse, kan man være sikker på, at den kommer fra det falske selv. Sand anger og skyld over personlig synd eller social uretfærdighed leder ikke til modløshed, men til at man ændrer adfærd og forbedrer sit liv. Den er et kald til omvendelse.

21.                Fremskridt på den åndelige vej manifesterer sig ved en betingelsesløs accept af andre mennesker begyndende med dem, vi lever sammen med.

22.                Fordelen ved at tilhøre et trosfællesskab er, at det understøtter os ved eksemplets magt, korrektion og gensidig omsorg på den åndelige vej. Trosfællesskabet forener mennesker i en fælles søgen efter forvandling og forening med Gud. Dette sker frem for alt gennem fejringen af liturgien, lectio divina og stille bøn. Kristi nærvær formidles og bliver konkret i fællesskabet, især når man samles til tilbedelse, eller når man arbejder sammen for at hjælpe mennesker i nød.

23.                Når vi begrænser indflydelsen fra de primitive, instinktmæssige drivkræfter efter overlevelse og tryghed, anerkendelse og kærlighed, magt og kontrol, vi har udviklet gennem livet, tillader vi, at de sande menneskelige behov dukker op og bliver bragt i fokus. Blandt disse ægte behov er det væsentlige behovet for at have nære og intime relationer til ét eller flere mennesker. Intimitet betyder den tillid og fortrolighed, der befordrer ærlig og gensidig udveksling af tanker, følelser, problemer og åndelige længsler. Dette vil efterhånden kunne udvikle sig til åndelige venskaber.

24.                Den slags åndelige venskaber, der karakteriseres ved ægte og ærlig selvafsløring, er en essentiel forudsætning for lykke både i ægteskaber og i den cølibatære livsstil. Når man erfarer nærhed og intimitet med ét eller flere mennesker, forøges og fordybes evnen til at relatere til Gud og andre mennesker. Den seksuelle energi bliver gradvist forvandlet til en altomfattende medfølelse under indflydelsen af den guddommelige kærlighed.

25.                Et åndeligt fællesskabs indflydelse på det omgivende samfund afhænger af de enkelte medlemmers engagement i den åndelige forvandlende vej og i hinanden. Dette er uløseligt forbundet med evnen til at give hinanden plads og tid til at udvikle sig som personer.

26.                Kontemplativ bøn, i den traditionelle betydning af ordet, befordrer den dynamik, der starter, følger og fuldender den transformative proces.

27.                Grundlaget for centrerende bøn er refleksion over Guds Ord, både i skriften og i relation til vores personlige livshistorie. Det er et tegn på fremskridt i bøn, når vi spontant begynder at give slip på tanker og følelser under bønnen. Centrerende bøn er ikke så meget karakteriseret ved fravær af tanker og følelser, som ved at man er uengageret i dem.

28.                Målet med den ægte åndelige praksis er ikke at afvise de gode ting ved kroppen, sindet eller ånden, men at bruge disse på den rette måde. Intet aspekt af den menneskelige natur eller det menneskelige liv skal afvises men integreres ind i ethvert af de på hinanden følgende niveauer af selverkendelse, man kommer frem til. På denne måde vil det gode, der findes på ethvert stadium i den menneskelige udvikling, bevares. Det er kun begrænsningerne, der efterlades. Således er vejen til at blive guddommelig at blive fuldt og sandt menneskelig.

29.                Når man er begynder på den åndelige vej, er det nødvendigt med en praksis, en disciplin. Det er det, fordi dette fungerer som et middel til at få skabt et grundlag for udviklingen af den kontemplative dimension af livet: Hengivelse og overgivelse til Gud og hjælpsomhed overfor andre.

30.                Regelmæssige perioder med stilhed og ensomhed virker dulmende på psyken, befordrer indre stilhed og sætter gang i selverkendelsesprocessen.

31.                Ensomhed er ikke primært et sted. Det er den holdning, man har, når man har overgivet sig fuldstændigt til Gud. Tilhører man helt og holdent Gud, vil man i stadig højere grad dele ud af sit liv og evner. 

32.                Én af frugterne af den forøgede bevidsthed om vort sande selv er Jesu saligprisning: Salige er de fattige i ånden. At være fattig i ånden betyder at have en ikke-besiddende holdning til alting og på samme tid en følelse af at være forenet med alt. Tegnene på at man er fattig i ånden, er den indre frihed til at eje meget eller lidt samt en forenklet livsstil. 

33.                Kyskhed er ikke identisk med at leve i cølibat, som betyder at afstå fra den fysiske udfoldelse af seksualiteten. Kyskhed betyder at acceptere den seksuelle energi og dens feminine og maskuline kvaliteter samt at integrere denne energi i vores spiritualitet. Kyskhed er at praktisere mådehold og selvkontrol i udfoldelsen af den seksuelle energi.

34.                Kyskhed forøger og forstærker kærlighedens kraft. Den gør én i stand til at opfatte helligheden i alting. Som følge af dette vil man respektere medmenneskets værdighed og være ude af stand til bare at udnytte det til egen selvtilfredsstillelse.

35.                Lydighed er den betingelsesløse accept af Gud, som Han er, og som Han manifesterer sig i vore liv. Guds vilje er ikke umiddelbart indlysende. Når vi er lydige, vil vi være opmærksomme på enhver antydning af Hans vilje. Skelneevnen efterprøver det, der synes at være oplagt, hvorpå man træffer en beslutning om, hvad Gud synes at bede om her og nu i lyset af nådens indre tiltrækningskraft.

36.                Ydmyghed vil sige at have en ærlig holdning overfor Gud, sig selv og hele virkeligheden. Når man er ydmyg, vil man acceptere sin magtesløshed og hvile i selvforglemmelse.

37.                Håb udspringer af vores vedvarende erfaring af Guds medfølelse og hjælp. Tålmodighed er en følge af håb, som får os til at vente på Guds frelsende hjælp uden at give op eller gå sin vej.

38.                Det falske selvs opløsning og død er vores deltagelse i Jesu lidelse og død. Skabelsen af det nye selv, baseret på den guddommelige kærligheds forvandlende kraft, er vor deltagelse i Hans opstandne liv.

39.                I begyndelsen vil vore følelsesmæssige bindinger være den væsentlige forhindring for væksten af det nye selv, fordi de sætter vores frihed i en spændetrøje. Senere er det åndeligt hovmod, der står i vejen. Åndeligt hovmod kommer af den subtile tilfredsstillelse, der følger af evnen til selvkontrol. Til slut bliver det selvrefleksion, der udgør den væsentlige forhindring, fordi den blokerer for den uskyld, der karakteriserer den guddommelige forening. 

40.                Vore menneskelige kræfter og evner er afhængige af nåden, selv når vi beder om nåde. Uanset hvilken grad af guddommelig forening, vi måtte opnå, står det på ingen måde i proportion til vore anstrengelser. Nåden er den guddommelige kærligheds rene gave. 

41.                Jesus lærte os ikke nogen speciel meditationsmetode eller kropslig disciplin beregnet på at afklare og passivisere fantasi, hukommelse og følelser. Vi bør vælge en åndelig praksis, der passer til vores særlige temperament og naturlige anlæg. Vi må også være villige til at dispensere fra den, når Helligånden kalder os til overgivelse til Hans direkte ledelse. Helligånden står over en hvilken som helst metode eller praksis. Hans inspirationer udgør den sikre vej til fuldendt frihed.

42.                Det, Jesus viste sine disciple som Vejen, er Hans eget eksempel: Vi skal tilgive alt og alle, og vi skal afhjælpe menneskers nød. Hans endelige lære er: ”Elsk hinanden, som jeg har elsket jer.”

Oversat af Britta Felsager 

fra ”Open Mind Open Heart” revideret udgave 2006, Kapitel 12