Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

At leve i Guds nærvær dag efter dag (del 1)




Snowmass 2003

I dag håber jeg at kunne åbne for nogle flere aspekter eller nye dybder af det mysterium, der handler om Guds konstante nærvær: nu, nu og nu. Temaet for i dag (overskriften) er derfor en smule vildledende, fordi Guds nærvær ikke blot eksisterer på daglig basis men snarere hele tiden: øjeblik efter øjeblik. I overskriften skulle der således  stå: nu efter nu efter nu efter nu…..
 Det drejer sig altså om at leve hele sit liv i Guds nærvær uden anstrengelse. Jeg understreger: uden anstrengelse! fordi nogle mennesker anstrenger sig for meget, og så bliver de skuffede. Guds nærvær opnås nemlig ikke ved nogen viljesakt. Det er en gave, som man ligesom falder eller glider ind i, efterhånden som man giver slip på de forhindringer, man har i sig.

Hvad  mon den største forhindring er? Ganske enkelt vor forestilling om Gud som fraværende. Slipper vi den, vil Gud altid være nærværende, for Guds nærvær er et faktum! Formålet med centrerende bøn er således at hjælpe os frem til den erkendelse, at den største realitet i os og alt andet er Guds nærvær. Dette er ikke en tanke, det er ikke engang en oplevelse. Nej, det er ganske enkelt en kendsgerning!

Det er det,  jeg gerne vil understrege i dag: Vi behøver ikke bevæge os nogen steder hen eller foretage os noget specielt for at finde Gud. Det eneste, vi skal gøre, er at standse det, vi gør, og især - som en disciplin – standse tankeprocessen af og til - så vi efterhånden får lært den sandhed at kende, at under det konstante tankemylder er Gud altid nærværende. På det dybe, skjulte niveau, som vi kan kalde: tro, håb eller kærlighed, er Gud hele tiden  tilgængelig. Det er os, der ikke er tilgængelige for Hans nærvær. Men hvis vi kan give slip på enhver idé, følelse eller tanke, der handler om Guds fravær, vil sandheden om denne fantastiske eksistens, som Gud har placeret os i -  i virkeligheden er det Guds egen eksistens - begynde at blive mere og mere almindelig, vidunderlig, bekræftende og altid tilgængelig for os. Dette Guds nærvær fjerner ikke lidelse, men det fjerner enhver frygt for lidelse. Det er i realiteten vor holdning til lidelse, der er det største problem.

Min hovedpointe er, at man ikke behøver at tænke på Gud for at være i Hans nærvær. Hvorfor er det så svært?  Fordi vi gennem livet har vænnet os til at have tanker om Gud, og vi identificerer det, vi tror eller tænker om Gud, med Gud som Han virkelig er.
Vore tanker og forestillinger om Gud er overhovedet ikke i overensstemmelse med sandheden om Gud. Derfor vil Han mildt - men ubønhørligt - underminere enhver forestilling, vi har om Ham. Det kan sommetider  være meget ubehageligt, i hvert fald hvis vi er stærkt knyttede til vore egne specielle ideer om Gud. Disse er i almindelighed  farvede af barndommens indtryk eller stærke følelsesbetonede tanker om Gud, som har siddet i os siden den tidlige barndom som f.eks. den ide, at vi er nødt til at formilde eller behage Gud, vinde hans kærlighed eller gøre os værdige til den.  Aldeles latterligt! Er man nødt til at gøre sig værdig til sin mors kærlighed? Selv hvis ens mor har for travlt med at arbejde til at elske én, er der altid bedstemor eller bedstefar, og de har ingen problemer, for de har som regel ikke ansvar for bleskift osv. De kan nøjes med at nyde det lille barn. Barnet i bedstemors/fars arme er et godt billede på vores faktiske forhold til Gud. Vi befinder os konstant i armene på denne kærlige forælder eller bedsteforælder, og vi behøver ikke gøre noget som helst for at fortjene eller vinde denne kærlighed. Den er der allerede, og den er gratis. Alting ved Gud er således ren gave.

Desværre har vi udviklet en vanetænkning i vort Gudsforhold, der dog indeholder et gran af sandhed. Vort forhold til Gud bør være præget af sandhed, kærlighed og en masse andre former for ”bør og burde”. Men disse ting ændrer intet ved det faktum, at Guds kærlighed til os er betingelsesløs og total. Det er vores tillid til Guds kærlighed, der er afhængig af, at vi har fred med Gud. Det er altså ikke Gud, der har problemet, det er os! Vi behøver virkelig ikke gøre noget for at vinde Guds kærlighed,.

Hovedpointen i Jesu lære var netop at vise Guds ansigt som den elskende. Det er særlig tydeligt i lignelserne. Lignelser er ligesom vinduer, igennem hvilke vi ser Guds hjerte, og de revolutionerede radikalt den måde, hvorpå disciplene eller tilhørerne opfattede Gud. Det var ikke ualmindeligt blandt jøderne og deres profeter at bruge ordet Far om Gud, men som regel var det en henvisning til Gud som skaber, kilde eller hersker over Israel. Gud var altså Far for Israel i almindelighed, ikke for det enkelte menneske. Sådan var den tids mentalitet. Men Jesus kom og sagde, at Gud ikke blot er Far som kilden til vor eksistens på alle planer. Det er Han sandelig! Vi kan således skelne mellem to former for Gudsnærvær: det personlige og det skabende. Det sidstnævnte opretholder alt eksisterende hvert øjeblik - også os: krop, sjæl og ånd. - Gud er nærværende på alle niveauer af vor væren, ligesom Han er det overalt i universet. Gud er ligeså nærværende for en atompartikel, der kun kan opfattes af de mest avancerede instrumenter, som Han er det for alt andet. I vore dage er videnskaben på mange måder blevet religionens bedste ven, fordi den forsyner os med den viden, som mystikere til alle tider intuitivt har haft: nemlig at alting i skaberværket hænger sammen og er indbyrdes afhængig. Da The Big Bang fandt sted var alt det, der nogensinde har eksisteret, potentielt til stede  rent fysisk. Det er lidt usikkert, hvor mange milliarder år, der er gået siden Big Bang, men det første grundstof, der blev skabt, var brint. Det spredte sig og forvandledes til de andre grundstoffer. Til sidst skabtes de, der er nødvendige for den menneskelige eksistens. Disse produceres sædvanligvis, når galakserne støder sammen. Gud må virkelig elske fyrværkeri!

Her sidder vi lyksaligt i smukke omgivelser, og tænker slet ikke på, at vi i virkeligheden er frugten af ca. 15 milliarder års forberedelse. Bare det at pudse næse, børste tænder, stå op om morgenen og drikke en kop kaffe har ikke været en bevidst mulighed, før menneskeheden dukkede op og skabtes udfra disse grundstoffer og tidligere arter.

Det er værd at huske på, at vor almindelige dagligdags adfærd - alle de små ting vi gør hver dag - faktisk er skabelsens triumf. Gud må uden tvivl være glad for at se os udføre vore små aktiviteter. Overvejer vi hvor mange vidunderlige ting, vi er i stand til at gøre, kan vi høre op med at koncentrere os så meget om de mindre gode ting, vi gør. Vist har de betydning, men tænk på den fornøjelse Gud må have ved hver enkelt af os, simpelthen fordi vi er mennesker. Lægger vi dertil alle de gode ting, vi gør, ja så skifter hele vægten (mht. hvordan Gud ser på os) fra tvivl på, om vi er værd at elske eller kandidater til det guddommelige liv, til en formodning om sikkerhed, der ikke er baseret på os selv men på Guds faktiske godhed i skaberværket. Skaberværket er et fantastisk udtryk for kærlighed, og hver enkelt af os manifesterer noget af den guddommelige godhed i vor helt specielle individuelle personlighed, som ingen anden nogensinde kan erstatte. Vi er dog ikke kun individer, men også medlemmer af den menneskelige race. I vor tid -  århundrede eller årtusind -  hvis verden da fortsat vil eksistere om tusind år - er det vigtigere end nogensinde før at understrege enheden i den menneskelige race eller familie.

Da Jesus fortalte sine lignelser, underminerede han konstant de grænser, samfundet sætter mellem mennesker: socialt, politisk eller religiøst, enten pga. hovmod, behov for tryghed eller magt. I hvert fald er det èt af disse primitive motiver, der ligger til grund for vor handlen, og de stammer fra den tidlige barndom, hvor vi behøver dem for at overleve.
Men som vi sidder her, er det allervigtigste ved os rent faktisk slet ikke os, men Guds nærvær i enhver af os. Dette nærvær manifesterer Guds uendelige blidhed og kærlighed igennem det enkelte menneske på en måde, som er helt speciel, fordi hver af os er unik. Ingen anden vil nogensinde være i stand til at udtrykke Guds nærvær, som du eller jeg gør det. Med andre ord oplever Gud, hvordan det er at være menneske igennem hver af os, og selvom vi ikke altid finder det at være menneske særlig vidunderligt, sætter Gud tilsyneladende stor pris på det.

Hvis nogen af jer tvivler på, at dette kan være sandt, skal I huske på bodens sakramente, som er et af de syv sakramenter (i hvert fald i den katolske kirke). Husker I på det, ved I, at man blot behøver gå til skrifte, hvis man har gjort noget, der strider mod samvittigheden. Dermed er alt godt igen. Jeg vil lige tilføje, at man ikke behøver vente, til man har været til skrifte. De fleste af os gør mange gange i løbet af dagen noget, vi ville ønske, vi ikke havde gjort: Skælder ud på nogen, undlader at smile venligt til et menneske, der har brug for det, eller andre af de mange ting, vi gør eller undlader at gøre, når vi ikke er i Guds nærvær. Det er utrolig vigtigt at huske på, at man blot behøver at angre for at blive tilgivet. Tilgivelse behøver man ikke vente med at få, til man har skriftet. Man kan gå til skrifte på et passende tidspunkt (hvis man da kan finde en skriftefader i vore dage).  Hovedsagen er, at så snart man af sit ganske hjerte er ked af det, man har gjort eller undladt at gøre, har Gud fuldstændig glemt det hele, og Han vil være meget glad, hvis vi gør det samme. Som jeg før har sagt: Har man skyldfølelser i mere end 10 sekunder, er det neurotisk. Det har intet at gøre med ægte anger. Det er simpelthen den sorg, der stammer fra hovmod, når vi opdager, at vi ikke er så perfekte, som vi troede.

Vi ved nu fra psykologien, at der er mennesker, der har en tendens til at have negative følelser overfor sig selv. Nogle mennesker har en perfektionistisk personlighed. Hvis noget går galt, bebrejder de sig selv. Uanset hvad de gør, er det aldrig godt nok. De er konstant jagede af disse former for ”skulle” eller ”burde”: ”Jeg bør gøre dette, for at være tro, Jeg skal gøre hint for at blive lykkelig” Her er et godt princip til hverdagslivet:
Hvad end man føler, man bør gøre – undgå det!
Hvad end man føler, man  gøre – gør det ikke!
Hvis der er noget man føler, man ikke burde gøre - gør det!.

Burde, skulle, må -  har intet  med Guds kærlighed eller kærlighed til Gud at gøre, men med vore karakteranlæg, som er selvcentrede. De tjener os selv, rodfæstede som de er i vort behov for tryghed, og dette behov er altid overdrevet.

Det er temmelig let, enkelt og tydeligt at få øje på, hvad der er galt med os: Se på en baby! Barnet er motiveret af tre ting: Behov for 1. tryghed og overlevelse, 2. kærlighed og anerkendelse og 3. kontrol og magt. Det sidstnævnte udvikles lidt senere i livet Hvis barnet ikke får dækket disse behov, vil det udvikle kompensatoriske adfærdsprogrammer, der skal tjene til, at det får, hvad det ønsker. Hurtigt finder det ud af, at hvis det skriger højt nok, vil det få opmærksomhed til et af dets behov. En sådan adfærd er tydeligvis ikke særlig passende for et voksent menneske. Den hjæper barnet til at komme igennem denne særlige periode i livet. Efterhånden som vi udvikler fornuften og bliver bevidst om os selv, er det meningen, at vi skal evaluere vore følelser og behov for derefter at moderere og tilpasse dem. Det er nemlig vore ubegrænsede begær efter tryghed, anerkendelse og kontrol, der i bund og grund er kilden til alle vore plagsomme følelser. Når vi bliver bragt følelsesmæssigt ud af balance, reagerer kroppen ved at producere og sende stress-hormoner ud i blodet, som var der tale om en ægte og ikke en overfladisk krisesituation, Resultatet er, at vore stakkels blodårer presses sammen pga. muskulære spændinger. Dermed er man på vej til at få et hjertetilfælde eller en anden sygdom, hvis man da lever længe nok, og for mange mennesker er det ikke særlig længe, hvis de hele tiden reagerer voldsomt på alting.

Følelserne reagerer altså på vore forestillinger om, hvordan alting burde være.

I hverdagslivet vil vi konstant opleve frustrationer, når vore lykkeprogrammer, der kredser omkring opnåelse af kontrol, anerkendelse, kærlighed og tryghed, ikke realiseres. Det gør de stort set aldrig, for de er helt uden grænser. Ingen vil respektere dem, og alle andre er i gang med det samme tåbelige projekt, så man konkurrerer dagen lang med resten af menneskeheden. Selvfølgelig får man stress, spændinger, sukkersyge, slagtilfælde osv. Kroppen bliver jo bombarderet af disse forstyrrende følelser, der aktiverer dens fysiologi med kriser, der i almindelighed ikke opstår så hyppigt. Der findes ægte krisesituationer, som man naturligvis må reagere på ved at flygte eller kæmpe. Men mange mennsker reagerer hver anden time, som om livet var truet. Røde lamper blinker uafbrudt, og der er hele tiden nogen, der udfordrer vort krav om lykke gennem ét af disse tre instinktmæssige behov: 1. magt og kontrol, 2. kærlighed og anerkendelse, 3. tryghed og overlevelse.

Før jeg vender tilbage til at tale om Guds nærvær vil jeg lige komme med en tilføjelse:
Hvis man konfronteres af mennesker, der er ude af balance, er der ingen grund til uro. Det værste, de kan gøre, er at skyde én eller lignende, og så kommer man i himlen. Døden er ikke en katastrofe, men simpelthen det næste skridt på den åndelige vej. Vi må prøve at udvikle et venskabeligt forhold til døden, for den udsletter os ikke, den er en forfremmelse.

Skabelsen er ikke en engangsforeteelse. Den foregår hele tiden. I buddhismen siger man, at vi bevæger os ud og ind af eksistensen 68 gange i sekundet. Jeg har ingen anelse om, hvorfra de har de 68 gange, men faktisk har den moderne videnskab og teknik åbenbaret, at vi kommer ind og ud af livet en trillion gange pr. sekund. Det er vi naturligvis ikke i stand til at opfatte med vore sanser, men det kan sammenlignes med en film, der - som I ved - blot er en række billeder,, der kører forbi i så hurtigt et tempo, så man ikke opdager, at det kun er billeder. Vore liv er altså en serie af hændelser, der foregår så hurtigt, så vi slet ikke opdager, at vi hele tiden dør og kommer tilbage til livet. En skønne dag vil kroppens funktioner selvfølgelig standse, og det er vel slutningen på dette liv, men helt sikkert også begyndelsen på en langt bedre ordning.

Denne Guds skabende og opretholdende kraft er et bevis på og en manifestation af Guds store kærlighed til os. Men Jesus åbenbarede desuden Gud som Far. Her er dog  ikke tale om en hvilken som helst slags far, men derimod den slags, som Jesus kaldte Abba. På aramæisk, som var Jesu sprog, kan ordet Abba oversættes med ”daddy”, ”farmand” eller et andet ord, som indikerer en far, der er  kærlig, nærværende, omsorgsfuld og som hele tiden tager barnet op i sine arme, leger med det, kysser, krammer og dækker alle dets behov. Den far, Jesus åbenbarede, er ikke den patriarkalske fader, som  var det almindelige overhoved i familien på Jesu tid, men derimod mere som en mor. Han har alle de kvaliteter, man ser hos en kærlig mor, og de reflekterer  Guds forhold til os. En kontemplativ holdning til dagliglivet udfolder netop denne attitude. Centrerende bøn er blot et laboratorium eller – som jeg plejer at udtrykke det - den guddommelige terapeuts konsultationsværelse, hvor vore sår og vanskeligheder ved at opfatte virkeligheden, som den faktisk er, efterhånden  kureres. Bønnen er et behandlingshjem, som består af et privat og uforstyrret sted indeni os. Vi efterlader alt det udenfor, som vi almindeligvis bekymrer os om, for at gøre os fuldstændig åbne og sårbare overfor Guds nærvær. Hvis man er bange for dette nærvær, vil det ikke føles særlig behageligt. Men hvad er det, der gør os bange? Det er vore forestillinger og ideer! Derfor foreslår vi, at man slipper de forestillinger, man har om Gud, mens man beder. Dermed vil Gud meget snart få en chance for at introducere sig for os, som Han rent faktisk er, i stedet for gennem vore forudfattede ideer om Ham. Disse kan i sig selv være gode nok, men for det meste har vi misfortolket dem, eller lærere med gode intentioner men totalt blottet for psykologisk sans har misfortolket dem for os.

Hvis vi skal følge nogen som helst trosforestillinger i dette århundrede, må de nødvendigvis bestå i understregningen af Guds kærlighed til os, enheden i den menneskelige familie og frigørelse fra frygt i nogen form. Frygt er kærlighedens og ikke automatisk tryghedens modsætning. Efterhånden som kærligheden i os vokser, vil frygten forsvinde. Som evangelisten Johannes siger i ét af sine breve: ”Den fuldendte kærlighed kaster al frygt ud.”  Læg mærke til den aktivitet, der her er involveret i kærlighed. Frygten forsvinder ikke bare, nej den smides ud. Man kan simpelthen ikke elske for alvor og stadig være bange. Der er slet ikke plads til frygt, når man udtrykker guddommelig kærlighed.

Der er ikke mange mennesker, som har nogen erindring om de første dage af deres liv. Hvis man havde, ville man uden tvivl kunne huske, hvor dejligt det var at hvile i bedstemors eller –fars arme. Man vidste instintivt, at her var trygt, ligesom i mors favn, hvor man kunne høre hendes hjerteslag. De samme beroligende hjerteslag, man kendte fra de ni måneder, da man befandt sig i de mest vidunderlige omgivelser, der nogensinde er skabt. Mors, bedstemors og -fars favntag og kærlighed er yderst betryggende for det lille barn.

Fødslen siges at være en voldsom oplevelse, så måske er det kun godt, at vi ikke kan huske den.
Den moderne lægevidenskab har ikke altid været særlig oplyst, når det drejer sig om at hjælpe børn til verden. Den blev på et tidspunkt så teknisk, så barnets første indtryk, når det blev født, var et koldt værelse fuld af stærkt lys - og barnet havde aldrig set lyset før - maskerede mænd og kvinder med skarpe kknive overalt. Hvem ønsker at komme ind i sådan en verden? Den første oplevelse, barnet fik af verden og livet var dybt traumatisk, og jeg er bange for, det stadig foregår på den måde mange steder. Når barnet var født, fjernede man det fra moderen og lagde det i et værelse med andre grædende babyer. Dermed var kærlighed og berøring totalt fraværende på det tidspunkt, hvor barnet havde allermest brug for det.

For nogen tid siden læste jeg en artikel i avisen, som med al ønskelig tydelighed bekræfter den umådelig store betydning fysisk manifesteret kærlighed har. Artiklen handlede om to børn, der begge var født for tidligt. De blev placeret i hver sin kuvøse med alskens sofistikeret moderne udstyr såsom slanger, ledninger og lignende. Gad vide hvad en baby forestiller sig om livet, når det starter på den måde?

Ét af børnene var svagt og døende, mens det andet havde styrken til at overleve. En sygeplejeske foreslog, at man – i modstrid med reglerne på hospitalet – skulle foretage et eksperiment, og hun lagde de to nyfødte i samme kuvøse. I avisen var der et billede, som viste begge babyer liggende på deres små maver. Den stærke baby havde sin lille arm omkring den døendes skulder. I løbet af et par dage begyndte det svage barn at blive stærkere. Det var meget bevægende, at dette lille tegn på kærlighed blev redningen for det døende barn.

Det er altså ikke blot avanceret teknisk udstyr, det nyfødte barn  har brug for, men frem for alt følelsen af at være elsket og den tryghed, som kun kærlighed kan give. Jeg vil vove at påstå, at intet menneske bliver hel og sund uden at vide sig elsket af en anden – frem for alt af Gud selv -. Intet kan være mere bekræftende end det at føle sig elsket af Gud, og som I ved, er det netop en vigtig del af den guddommelige terapi i centrerende bøn: Følelsen, der vælder op i én, når man befinder sig hinsides de tanker, der er forstyrrende, evaluerende eller som giver anledning til tvivl, og man har efterladt alle de mål, man kunne have haft med sin bøn, udenfor. Man har således intet ønske om at gøre hovedet tomt, erfare Guds nærvær eller føle fred; heller ingen forventninger om at få en speciel oplevelse, og da slet ikke at blive tanketom. Det, det virkelig drejer sig om, er at gøre sig fuldstændig åben og sårbar overfor Gud, som Han nu engang er – hinsides tanker og oplevelser.

Intet kan være lettere! Det er bare os, der tror, det er vanskeligt, fordi vi aldrig før har gjort det eller i hvert fald ikke særlig ofte. Når først man for alvor er kommet ind i denne praksis, vil man indse, at den også er et mønster for dagliglivet. Her lader man dog ikke blot passivt forstyrrende eller skadelige tanker og følelser passere, men man gør en aktiv indsats ved at vende sig mod Guds nærvær og forblive der. Johannes af Korset sagde, at menneskelig sundhed består i bevidst at være i Guds nærvær. I dette nærvær forsvinder alle de overdrivelser, der blev fremkaldt af vor jagt på den lykke, som vi hidtil ikke har vidst, hvor vi skulle finde. Her får man nemlig smag for, hvad lykke virkelig er, selvom det i begyndelsen måske kun er en lille smagsprøve.

Lykken består jo af  Guds forsikring om Hans kærlighed til os. Denne forsikring manifesterer sig på forskellig vis og er formodentlig tilpasset hver enkelt persons specielle behov. Hvis man for eksempel har oplevet afvisning, undertrykkelse eller tab af betydningsfulde personer i barndommen, vil Gud give, hvad man har brug for, nemlig følelsen af at være omsluttet af en kærlighed, der er større og stærkere end den, noget menneske vil kunne give. Man vil føle sig holdt ind mod Guds mystiske hjerte, der ikke er et hjerte i almindelig forstand men indeholder alle de bibetydninger og tydninger, vi symboliserer ved at tale om hjerte. Gud er så nær, så der ikke er noget menneskeligt organ, der kan symbolisere Ham.

Denne oplevelse af Gud, som den kærligste forælder, man kan tænke sig, vil - for de fleste menneskers vedkommende - indfinde sig og være meget stærk på begynderstadiet af en praksis som centrerende bøn. Der findes dog ingen faste regler, for Gud behandler os alle individuelt. Af grunde, som Gud alene kender, vil det somme tider være bedst for os ikke at få denne følelse med det samme. Sædvanligvis vil den  komme i forstærket grad på et senere tidspunkt. Deltager man i en bedegruppe, vil man efter et par år høre folk beklage sig over, at Gud har glemt eller forladt dem. På det tidspunkt vil man måske slet ikke kunne forstå, hvad de taler om, fordi man omsider selv befinder sig i Guds kærlige favn. Gud tilpasser sig hver enkelt af os, og det eneste man kan være sikker på er, at man får man har brug for. Derfor er det sandsynligt, at man får en masse kærlig trøst i begyndelsen af denne praksis, hvis man har været ude for voldsomme afvisninger i sit liv. Der er således ingen grund til at puste sig op, fordi man har stærke erfaringer af Guds nærvær og kærlighed. Grunden til at nogle mennesker, måske endda helgenerne, har disse mystiske oplevelser, er ikke, at de er bedre end andre. De er ganske enkelt mere skadede end andre og har brug for mere trøst og forsikring, så det vil være mere passende at have ondt af dem end misunde dem.

Jeg har været på denne vej i mange år, og som I kan se, har jeg stadig ikke gjort nogen fremskridt. Jeg har dog lagt visse umodne attituder bag mig, så jeg ikke længere forventer trøst eller forsikring, og får jeg det alligevel, bliver jeg ret forlegen. Jeg betragter det som en distraktion, hvilket det også på et vist tidspunkt vil være. En hvilken som helst oplevelse er ikke nær så intim en forening med Gud, som hvis man overhovedet ikke har nogen oplevelse.

Hvis nogen af jer bliver kede af at høre dette, er mit spørgsmål: Hvorfor er I på den åndelige vej?
Er det for Guds eller for jeres egen skyld? Hvis det er for Guds skyld, vil I have tillid til, at uanset hvad I erfarer på det psykologiske plan, giver Gud jer på virkelighedens plan alt, hvad I behøver og mere til, end hvis I havde oplevelser.

Det kan være en hård tale og svær at forstå lige med det samme. Men tænk på den grad af frihed, I vil have, hvis I hverken har forventninger om trøst, oplevelser eller forsikringer, men ganske enkelt  tager for givet at Gud giver jer det nødvendige, og at hvert øjeblik indeholder alt, hvad der skal til, for at I kan være fuldstændig lykkelige.

Gud er virkelighed. Selv hvis man befinder sig på en psykiatrisk afdeling med alskens vrangforestillinger og illusioner, er man i det mindste på hospitalet, og det befinder sig i virkeligheden. Man kan aldrig slippe væk fra Gud, for Gud er overalt.

Vi siger i teologien, at Gud er uendelig, dvs. Han er væren uden nogen form for begrænsninger. Da Gud gav sit navn til Moses sagde Han: Jeg er, og han sagde det to gange. I stedet for at sige, som jeg: Jeg er Thomas, sagde Han: Jeg er, Jeg er. Det er altså Guds navn. Og hvordan fik Han det navn? Ved at være Jeg er. Det betyder væren i alle retninger – op, ned eller ingen retninger – Hvor du end er, er Gud der også. Han er hinsides væren og ikke-væren. Han er både personlig og upersonlig. Gud har ikke noget køn, for Han er fuldstændig enhed, men på samme tid er Han også uendelige forskelligheder og muligheder. Derfor er det så svært at fatte, hvad eller hvem Gud er. Vi oplever for det meste forskelligheder som adsplittende, specielt i vore dages globlalisering med diverse religiøse, nationale og politiske holdninger. Konsekvensen heraf er, at det er selvforsvar, beskyttelse, grænsedragning osv, der optager folk. Hvis der var enhed, ville forskellighederne resultere i, at man komplementerer hinanden, og så forårsager de ikke længere splittelse med derimod berigelse. Denne indsigt mangler fuldstændigt i den menneskelige familie i vore dage med globaliseringen, der synes at foregå, hvad enten vi ønsker det eller ej.

Som kristne og kontemplative modtager vi fra Gud en kraft, der er langt stærkere end hele verdens negativitet, og efterhånden som vi bevæger os fremad på den åndelige vej, vil denne kraft også påvirke alle andre. Vore handlinger, ja selv tankerne, kan ikke undgå at influere på alt andet i universet hvert øjeblik. Hvis I synes, det lyder en smule mystisk, kan jeg fortælle jer, at de moderne astro-fysikere og kvantemekanik-teorien bakker dette op. Eksperimental-fysikerne mener at kunne bevise, at man ikke kan have en tanke uden omgående at påvirke alt andet i universet.

Den levende celle er konstrueret, så den i bund og grund er identisk i alt levende. Der er altså ikke den store forskel på os og en mus – i hvert fald hvad cellerne angår –. Måske et par ekstra gener, men ikke noget væsentligt. Forskellen mellem racer og hudfarver er så ubetydelig, så det er fuldstændig latterligt at skabe splittelse, der baserer sig på etnicitet eller hudfarve . Det er med andre ord vore forkerteforestillinger om mennesker og virkeligheden, der er problemet. Disse forestillinger er basereret på behovet for selvbeskyttelse. Det er naturligvis i orden med en rimelig grad af selvforsvar, fordi den menneskelige familie i sin helhed understreger forskellighederne og dermed splittelserne i stedet for enheden, som ville forvandle det adsplittede til en fælles følelse af ansvarlighed for alle, der lever, ja alle, der har levet og vil leve. Vi er ét med dem alle, og det er en del af universets virkelighed, som vi ikke kan ændre men benægte til vor store ulykke både som individer og som en menneskelig race eller familie.

Vi ser i evangelierne, at Guds invitation til at blive forvandlet gælder alle mennesker. Der er virkelig ingen undtagelser. Lignelserne er meget tydelige på dette punkt. Tag for eksempel lignelsen om det store gæstebud, som alle eksegeter (bibelfortolkere) er enige om, er et symbol på, hvem der kommer ind i Guds rige. I husker hvordan husholderen først inviterer sine venner, som siger nej, dernæst de fattige, syge og elendige, som Israels profeter forudsagde er Guds foretrukne. I salmerne ser vi tydeligt, at heltene er dem, der lider eller er fattige på én eller anden måde: mentalt, åndeligt eller fysisk. De trængende er altså Guds øjesten. Jo dybere nøden er, jo større er den kærlighed, Gud ønsker at give.

Fremtiden eksisterer i nuet, og alt hvad Gud ønsker at give os og som på nogen mulig måde kan kommunikeres til os på denne side af døden, er tilgængelig i ethvert nu. Hos Gud eksisterer tiden ikke: Alt er NU. Når vi dør sker den endelige forvandling. Det sidste slør mellem Gud og os er kroppen, og når det forsvinder vil Guds vidunderlige, evige nærvær og virkelighed gennemtrænge os og alt.

Det er temmelig afgørende, at vi foretager denne bevægelse ind i Guds nærvær. Som sagt er det ikke noget, vi gør blot for vort eget velbefindende. Så snart man primært søger Guds rige for sin egen skyld, er man på gale veje. Guds rige er ikke blot for dig og mig, og ingen vil kunne være fuldstændig lykkelig, medmindre alle andre også bliver frelst. Det er den menneskelige families enheds mysterium, og det er meget tydeligt og nærværende i evangeliet, men har ikke fået nogen særlig opmærksomhed før for nylig.

Paulus taler om Åndens frugter, der spontant manifesterer og udfolder sig, efterhånden som vi bevæger os fremad på den åndelige vej: kærlighed, glæde, mildhed, selvbeherskelse, tålmodighed osv. Disse frugter er naturlige, og - uden anstrengelse fra vores side – bliver de forløst i os og vore liv pga. den guddommelige kraft, vi modtog i dåben. Måske vi allerede modtog den ved fødslen – det ved vi faktisk ikke - men dåben er i hvert fald en forpligtelse til at acceptere Guds invitation, som den udfolder sig i evangeliet. Denne invitation gælder imidlertid hele den menneskelige familie, der har en form for almen kaldelse til guddommelig forening. De tre vise mænd symboliserer dette almene kald. De søgte og fandt Jesus i stalden i Betlehem. De var ikke jøder og havde ikke en religion, der var kendt i Israel – måske var de astronomer – I hvert fald er de symbol på åndeligt søgende mennesker i almindelighed og til alle tider. Da disse mænd var i stand til at finde barnet i krybben, er de symbol på, at invitationen til guddommelig forening udstrækker sig til alle mennesker, der nogensinde har levet og vil leve.

Én af de ting, som af og til bliver glemt i vor religiøse undervisning er, at Gud ikke blot har skabt den nye pagt. Selve ordet ny indikerer, at der var en gammel, og faktisk var der adskillige af slagsen før den gamle pagt. Nogle af de teologiske forgængere til det 2. Vatikankoncil genopdagede disse pagter: Der var en pagt før Noah og én efter ham, symboliseret ved regnbuen. Tilsyneladende skabte Gud dernæst en pagt med Melkisedek og så én med Abraham.

Gud har altså rakt ud efter mennesket hele vejen ned gennem den menneskelige historie, og Hans pagter er ganske enkelt hele tiden blevet bedre og mere omfattende. Det betyder ikke, at de gamle pagter (pagt betyder frelse) blev trukket tilbage, og jeg er sikker på, at der stadig findes mennesker i verden, der befinder sig i de gamle pagter og bliver frelst derigennem. Det er godt af og til at gentage disse ting, for meget af det 2. Vatikankoncils indhold er overhovedet ikke trængt igennem til almindelige katolikker. Den katolske kirkes holdning er, at Helligånden virker i alle de andre kristne kirker. Faktisk er det utroligt og en skandale, at kirkerne ikke er forenede. Dåben er så meget vigtigere end alle andre doktrinære forskelle. En forenet kristendom ville være et stærkt og positivt tegn på den menneskelige families enhed.

Det 2. Vatikankoncil havde stor betydning for mig personligt. Min mor og mormor var ikke katolikker og jeg gik i ikke-katolske skoler. Det var en stor lettelse, da man efter koncilet fortalte mig, at mine skolekammerater alligevel ikke ville havne i helvede. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg som barn med et sensitivt hjerte bekymrede mig om min mor, mormor og far, for han var holdt op med at gå i kirke. Jeg indser nu, at jeg burde have bekymret mig mere om mig selv. Men tænk engang: Nu kan vi elske protestanterne! Vi kan også elske mennesker med en anden religion. Pave Johannes Paul II har, i nogle af de efterfølgende dokumenter, skrevet, at nåden også virker i de andre religioner, og at nogle af deres ritualer er frelsende. Det er naturligvis ikke vatikanets sag at bedømme hvilke, men i hvert fald skriver paven, at disse ritualer fungerer som sakramenter (frelsende). Det betyder selvsagt overhovedet ikke, at alle religioner er ens, men på visse måder kan de komplementere hinanden. Nogle religioner, som er kulturbestemte, ser ud til at være nødvendige for de pågældende mennesker, i hvert fald indtil verden bliver gennem-globaliseret og måske som én landsby – efter min mening ikke den bedste udvikling, for variation er meget berigende.

Andre religioner har altså en værdi, som må respekteres, og vi må forsøge at forstå dem.

Dette aspekt ser vi specielt inkarneret i de  syv trappistmunke, der i 1996 blev slået ihjel i Algeriet. Her boede de i et kloster fuldstændig omringet af det muslimske samfund. Munkene delte den fattigdom, der herskede der, og de prøvede ikke at omvende muslimerne, men var ganske enkelt til stede med det kristne nærvær - som vidner om Kristus.

Disse munke opdagede, at mission primært drejer sig om at bringe Kristi nærvær ind i kulturen og her leve identificeret med det lokale folk samt tage del i deres liv med respekt for folkets egen religion. Munkene blev martyrer, fordi ekstremisterne i den del af verden ikke kunne bære at have deres kristne nærvær der.

Mange missionærer er begyndt at nyfortolke, hvad det egentlig vil sige at missionere i lyset af martyrerne fra Algeriet. De syv munke gav deres liv – ikke så meget for en sag – men for at gøre Kristi ansigt synligt gennem deres tilstedeværelse.

Dette er en ny forståelse af, hvad det vil sige at gå ud i verden og forkynde evangeliet. Missionsbefalingen er hidtil blevet fortolket på en bestemt måde, men nu er vi kaldet til at indse, at det er os, der er missionærer i vort indre menneske i det omfang, vi lever i forening med Kristus. Hvis man gør det, behøver man ikke nødvendigvis rejse ud som missionær.

Det afgørende er vort væsens kerne, og hvis Jesus har taget os i besiddelse, vil Hans kærlighed og fred, gennem os, strømme ud i universet og overvinde den negativitet, som har hersket gennem mange generationers falske selv (for at bruge vor egen terminologi). Vi kan slet ikke forestille os, hvilken indflydelse den kontemplative bøn har på verden. Man kan ganske enkelt ikke holde den guddommelige kærlighed for sig selv. Den vil uundgåeligt sprede sig, så man – uanset om man selv er klar over det eller ej – giver af Gud, hvor end man er, og hvad end man gør.

Paulus udtrykker det således: ”Gud er alt i alle”. Når Gud er grænseløs og uendelig, er der jo ikke plads til noget andet. Alt og alle er i Gud. Når man erkender, at man er i Gud har man den rette opfattelse. Vi befinder os så at sige altid i Guds favn, og selv lidelse, ja al smerte er indeholdt i Gud. Vi kan således ikke på nogen mulig måde bevæge os væk fra Gud. Visdom består i accepten af Guds nærvær som et faktum. Dette nærvær eksisterer uafhængig af vor oplevelse af det. Den rene tro ved, at Gud er nær - også når det ikke erfares. I den mørke nat, som Johannes af Korset beskriver, renser Gud både tro, håb og kærlighed, så vi ikke længere er afhængig  hverken af andre mennesker eller trosforestillinger, vi måtte have lært i den tidlige barndom. Igennem denne nat får vi en vished om Guds nærvær, der overskrider alt, hvad vi måtte opleve eller erfare.

Det er helt klart, at en sådan grad af indre frihed kun erhverves gennem en åre- måske livslang proces. Gud er vort væsens grund. Uanset om vi sover, er vågne, bevæger os eller er stille, befinder vi os altid i Gud.

I en af salmerne læser vi: ”Vær stille og du vil vide, at jeg er Gud!”

Det er nok det bedste råd, der nogensinde er givet: ”Vær stille!” Det er tankerne, der aktiverer vor forestillingsverden, og det er den, der styrer vore reaktioner og handlinger. Derfor oplever vi følelsesmæssig lidelse, hver gang hændelser eller omstændigheder står i modsætning til vor forestillingsverden. Vi blive vrede, modløse osv.

Tidligere talte jeg om den forestilling, mange af os har, om at vi burde eller skulle gøre dette eller hint. Har man den opfattelse, at man bør gøre noget, er man næsten sikker på at lide nederlag med depression som en automatisk følge.

Hvorfor hænge fast i den forestilling at man bør gøre noget som helst? Gør dog alting af kærlighed til Gud og under Helligåndens inspiration og vejledning, som bliver mere og mere tydelig,  efterhånden som den kontemplative bøn fordybes. Så vil man altid – på trods af tragedie og ulykke –  på det dybe niveau have fred, fordi visdommen lærer én, at alt, som sker, er et led i Guds universelle plan. Hvis altså man af egen fri vilje overgiver sig til Gud, Hans vilje og plan, vil man altid være lykkelig – selv hvis man mister sit liv. Vort liv er ikke et mål i sig selv, og hvis man - som martyrerne fra Algeriet - mister sit liv af kærlighed til Gud, gør man sandt liv og kærlighed tilgængelig for en enorm stor del af den menneskelige familie. I vore dage er det meget vigtigt, at vi erkender vor ansvarlighed for alle andre.

De af jer, der er på den kontemplative vej, og som er trofaste i jeres praksis (centrerende bøn), vil hurtigt – i hvert fald i løbet af et par år - bevæge jer ind i ”sansernes mørke nat”. I denne nat begynder man at få øjnene op for de mørke sider af ens personlighed og de forhindringer, som Gud (den guddommelige terapeut) peger på under de to daglige perioder med samvær i det indre rum. (Jesu betegnelse for vor værens åndelige plan). Her befinder vi os hinsides tanker og samtale. Bønnen er en bevægelse fra samtale til samvær (forening), fra aktivitet til modtagelighed. Bønnen er ikke et mål i sig selv, men den forbereder os på at leve og handle i kraft af Helligånden. Så vil alt, hvad vi gør, være gennemtrængt af det indre rums værdier, som er fred, indre frihed, kærlighed og omsorg for alt og alle. I bønnen er vi åbne og sårbare overfor Guds helbredende nærvær.

Uendelig kærlighed betyder, at Gud eller Kristus er alt i alle, som Paulus udtrykker det. Hvad det virkelig vil sige er, at den godhed, som findes i os alle, faktisk er Guds nærvær i os. Således er det  Gud i os, der tjener Gud i andre, elsker Gud i andre, hilser på Gud i andre.

Evangelisten Johannes siger, at Gud er kærlighed. Han nøjes ikke med at vise kærlighed, som vi gør. Den åndelige vej er en bevægelse, der får os til at gøre som Gud eller blive som Gud. Det vil sige, at vor bestemmelse ikke bare drejer sig om at vise kærlighed, selvom dette er meget vigtigt på begynder stadiet: (barmhjertighedens gerninger, omsorg for andre, en ansvarlighed, der er villig til at bære andres lidelser osv.) Guds mening med os er altså, at vi skal manifestere Hans kærlighed, eller blive kærlighed, som Han er det.

Det fantastiske ved gudddommelig kærlighed er ifølge Johannes af Korset, at den ønsker at gøre os lige med den. Med andre ord er Gud ikke tilfreds med at elske os. Han ønsker, at vi skal elske Ham igen på samme måde. Hvordan skal vi dog kunne det? Det kan kun ske, hvis vi modtager Helligånden og lader Ham elske i os. Hvad sker der så med det falske selv? Det afgår ved døden! Man er nødt til at slippe det. Hvad med egoet? Det har ingen magt mere!

Det betyder ikke, at vi mister os selv eller det enestående i vor personlighed, men det betyder, at det omsider går op for os, hvem vi faktisk er. Vi er betingelsesløs kærlighed – ligesom Gud er det. Vort liv i Gud gennemtrænger os endelig helt, så vi er i stand til at være Gud med Gud. Med andre ord kan man kun komme igennem et nåleøje uden egoets bagage og uden nogen som helst besiddende holdning. Alting tjener os til bedste, men så snart man begynder at klynge sig til noget, har man mistet det.

Det er altså udelukkende vor besiddende holdning, der forandres. Den søger jo  til syvende og sidst  lykken i noget andet end Gud, og det projekt vil alligevel aldrig lykkes.

Efterhånden som Gud løsner den overdrevne tilknyning, vi har til vore følelsmæssige lykke-programmeringer: 1. begær efter tryghed, 2. anerkendelse, 3. magt og kontrol, vokser friheden til at elske. På et vist tidspunkt bliver vi klar over, at universets hemmelighed er kærlighed. Konsekvensen af dette er, at meningen med universet er selvopofrelse, fordi den guddommelige kærlighed hele tiden giver sig selv. Det er selve kærlighedens natur.

Når vi således har været igennem alle de mørke nætter, og sjælen er blevet lutret (en proces som Johannes af Korset sammenligner med skærsilden), har vi stadig det værste i vente. Vi kan lige så godt være ærlige, for nu da vi er i stand til at elske, vil vi være rede til at gøre, som Jesus gjorde – nemlig tage hele verdens lidelse på os.

Vi må ikke tro, at den guddommelige forening er et tryllemiddel, der garanterer en problemfri tilværelse. Den er den direkte vej til virkeligheden. Virkeligheden er identisk med den totale selvopofrelse, og ankommer man i himlen med selv den mindske gnist af selviskhed vil det føles særdeles ubehageligt. I Guds rige er der virkelig kun plads til selvhengivende kærlighed. Gud hjælper os på kærlig vis igennem terapien til at give slip på vore overdrevne tilknytninger, ligesom Han gjorde det med sine disciple. Evangelierne er fyldt med eksempler på, hvordan Jesus uden nogen form for bebrejdelser eller beskyldninger ganske enkelt  viste dem sandheden. For eksempel sagde Jesus ikke til Martha: ”Du er slet ikke interesseret i at tjene mig. Du ønsker blot ros og anerkendelse for din madlavning.” Han spurgte blot: ”Hvorfor er du bekymret?” Jesus angriber aldrig, men Han inviterer os til at se på sandheden om os selv, så vi kan blive helbredt.

Denne kærlige og helbredende proces er kun smertefuld, hvis man er lukket omkring sig selv og bange. Frygt lukker os, mens kærlighed åbner op og finder plads i hjertet til alle.

Når den guddommelige terapi til en vis grad har forøget vor  kærlighedskapacitet, vil vi blive inviteret af Gud til at give vore daglige lidelser og bekymringer til Ham og derved deltage i påskens frelsende mysterier. I stedet for at blive overvældet af de kors, vi må bære i livet, vil vi nu forstå, at disse kors er de største privilegier, vi kan have, fordi vi nu gør, hvad Gud gør hele tiden: Vi ofrer os selv! Vi giver os selv væk!

Gud inviterer os til at deltage i Hans ydmyghed. En ydmyghed, der er så overvældende, så det ser ud til, at det er Guds ønske at ophøre med at være Gud. Hvorfor skulle Han bekymre sig om det? Han som er altings kilde. Guds grænseløse frihed og vor deltagelse i den, gør os i stand til at være fri til at elske, lide og ofre os selv.  Den kontemplative bøn er en bevægelse henimod forening, enhed og det, der er hinsides. Vor bestemmelse er kun kendt af Gud. Som Paulus siger det:”Ingen har nogensinde kunnet forestille sig, hvad Gud har i vente til dem, der elsker Ham”.

Oversat af Britta Felsager
Gengivet med tilladelse fra Contemplative Outreach

Thomas Keating omtaler syv trappistmunke, der levede i et kloster i Algeriet og blev slået ihjel den 27. marts 1996.
Den franske instruktør Xavier Beauvois har lavet filmen ”Om guder og mænd” i 2010. Den omhandler munkene, deres liv og død.






.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.