Fra Johannes af korsets "Levende kærlighedsflamme":

torsdag, marts 10, 2011

Fra Gerald G. Mays "Addiction & Grace"

Jeg har før udtrykt beundring for psykiateren Gerald G. Mays evne til at formulere sig omkring kontemplativ spiritualitet. Se Refleksioner over Gerald G. Mays "Will and Spirit". Nu har jeg lige læst Mays "Addiction & Grace" (1988), og glæden ved at læse hans indsigter her er lige så stor.


Den "addiction" som May skriver om, er ikke bare fysisk afhængighed på stoffer eller alkohol, men også de forbundetheder (attachments) som alle mennesker bygger op over tid; for eksempel: mad, anerkendelse, hobbies, penge osv. May ser også vores selvopfattelse (self image) som en slags forbundethed som vi har bygget op, og som forhindrer vores hjemrejse til det som Thomas Keating nok ville kalde vores sande selv.  Her er nogle udpluk fra bogens kapitel "Spirit: The Theological Nature of Addiction":
When we were infants, we had a very different sense of self than we do now as adults. Then, before we had words, images, or concepts that we could label as "me," we had a simple sense of being, a diffuse, undifferentiated awareness in which nothing separated us from what we perceived. * * *
But throughout our life since infancy, our brain cells have been delveloping countless patterns and sequences that more clearly separate, define, and secure our sense of self.  * * * Thus our self-images, whatever we feel is "me" at a given time, are in fact cellular representations of self.
By the time we become adults, we have hundreds, perhaps thousands, of these self-representation systems. Some of them function when we experience ourselves at work, others when we are at play, still others as parents, spouses, and all the other roles and circumstances within which we may pause to notice. Beneath the variety of self-representation systems, we sense something more constant, a vague awareness of "me-ness."  * * *
For the most part, however, we pay no attention to the underlying constancy. Instead, we act on the basis of our varied self-representation systems, changing from one to another in accord with our roles and situations.  * * *
If we look at the makeup of our self-representation systems, it is obvious that they are intimately associated with our addictions.  * * *
* * *
Even more surprising and reassuring is the frequency with which our self-representations disappear from awareness entirely. * * * Our interior experience at such times is one of self-forgetfulness or self-transcendence. For a moment, we are relieved of bondage to who we think we are, and we can simply be. Usually these moments are very brief, because the systems of our brain start to experience withdrawal and quickly reestablish their normal conditioned patterns. * * *
* * *
We find ourselves becoming a bit anxious if we try to look too closely at our interior constancy, precisely because it is so indefinable. We are apt to want to call it our true self, the "real me." But to call it "me" never seems quite right, for it fits into no particular neurological associations, except perhaps some memory, similarly vague and indefinable, of "home." We cannot hook it to this or that; we cannot give it an adequate name, we cannot control it. We can avoid awareness of it, but it never bows to our will. Therefore, though it haunts us beautifully and calls us sweetly, we do fear it.
 If we are given the grace to spend some time with this mysterious constancy, just gently letting it be what is is, we may find a strange confidence, even security, growing out of it. Here is something solid, some foundation of self that is invulnerable to any other experience, unaffected by anything else that might happen to us. It has something to do with just being aware and alive, for we notice it when we notice our own attention. In fact, we notice it most precisely when our attention has been temporarily captured by an attachment and then returns to some central position of pure awareness. In the return we feel a sense of security; for whenever our attention goes away and then returns, the presence at the center is still there, unaffected, unchanged, and somehow free.
As nearly as I can tell, our core is what Hebrew and Christian spiritualities have called heart. It is the aspect of oneself that is not only one's center but also where one can be in closest, most directly feeling contact with the presence of God. And it is meant to be the center of our will, the nucleus of all choice and action. Further, it is where we realize our essential unity with one another, with all God's creation. Yet this heart sense does not want to be pinned down even with contemplative concepts. The heart does not seem to be quite oneself nor quite God. In the same way that it refuses to associate with any of our conditioned images of self, it does not fit any of our images of God. Thus it remains continually frustrating, and we always find ourselves deeply unknowing in the face of it.

onsdag, februar 23, 2011

Retræte i Island til maj

Jeg har fået følgende email fra Ragnheidur Jonsdottir, som inviterer til en retræte den 15. til 22. maj:

Jeg, hedder Ragnheidur, er præst her i Island og har praktiseret Centering Prayer i 4 aar. Vi har nogen grupper her i Island, har faaet besoeg af Keating og William Meninger og nogen af os har været i Snowmass. Vi vil gerne oplyse dig og dem som praktiserer Centering Prayer i Danmark, at Pat Johnson, fra Snowmass kommer for anden gang til Island og holder 8 dages retreat i Skalholt, Island d.15.-22.5. 2011. I er meget velkommen at være med.

Hvis nogen er interesseret er I meget  velkommen at kontakte mig eller skrive til Kristinn: rektor@skalholt.is for nærmere oplysninger.

Centrerende bøn retrætedag, den 19. marts

Centrerende bøn-gruppen i Dyssegårdskirken (Dyssegårdsvej 19, Hellerup) holder en centrerende bøn-retrætedag lørdag, den 19. marts fra kl. 13.00 til kl. 17.00. Jeg holder oplæg med temaet "centrerende bøn og resten af dagen". Men det centrale er muligheden for forlængede perioder af centrerende bøn i fællesskab.

Se dette dokument for yderligere detaljer om tidsplan, pris, tilmelding osv.

mandag, januar 31, 2011

Anmeldelse af "Åbent sind, åbent hjerte"

Her er et link til min anmeldelse af den danske oversættelse af Thomas Keatings Open Mind, Open Heart. Anmeldelsen udkom i Katolsk Orientering, 2011.01.28.

lørdag, december 18, 2010

Centrerende bøn-retræter i Irland i 2011

Contemplative Outreach Ireland har planlagt en række centrerende bøn-retræter i 2011, som skal holdes på St. Aidan's Monastery, Ferns, Co. Wexford. Det er et fint sted for en retræte, og lederne har megen erfaring og indsigt i centrerende bøn. Bemærk at intensiv-retræten den 2. til den 9. juli ledes af Pat Johnson fra Snowmass. Hun var med til den første intensiv-retræte som Thomas Keating holdt i 1983.

Her er linket for deres kalender. 

Og her kan du se St. Aidan's med eremitboligerne, hvor retrætedeltagere bor.

lørdag, december 04, 2010

Dagens citat, 2010.12.04

At the center of our being is a point of nothingness which is untouched by sin and by illusion, a point of pure truth, a point or spark which belongs entirely to God, which is never at our disposal, from which God disposes of our lives, which is inaccessible to the fantasies of our mind or the brutalities of our will.  This little point of nothingness and of absolute poverty is the pure glory of God in us.  It is, so to speak, His name written in us.  As our poverty, as our indigence, as our dependence, as our son-ship, it is like a pure diamond blazing with the invisible light of heaven.  It is in everybody.  And if we could see it we would see these billions of points of light coming together in the face and blaze of a sun that would make all the darkness and cruelty of life vanish completely.  I have no program for this seeing; is it only given.  But the Gate of Heaven is everywhere.
Thomas Merton, Conjectures of a Guilty Bystander

mandag, oktober 11, 2010

Retræte i Dyssegårdskirken, lørdag, 30. oktober, 10.00 - 16.00

Katarine Christensen og Susanne Christensen har sendt følgende information angående retræten:

Retrætens tema er guddommelig forvandling, og den forudsætter at du kan holde ud at være i stilhed i tre timer i alt.
Vi sidder i centrerende bøn to x 1 time og bønnespirer derefter, inden vi slutter dagen af med kaffe og udveksling af erfaringer.
Det er en fordel, hvis du kender til centrerende bøn og lectio divina, men der vil være en kort vejledning, så nye kan være med.
Du kan læse mere om begge dele på www.contemplativeoutreach.org eller www.praktikos.dk
Pris: kr. 40 inkl. frokost og kaffe
Tilmelding: Katarine Christensen, Tlf. 22 96 41 30 eller dyssegaardskirken@hotmail.com
Retræteleder: Susanne Christiansen, Tlf. 42 18 48 54, sanne.christi@gmail.com

onsdag, oktober 06, 2010

Udgivelse af "Åbent sind, åbent hjerte"

Forlaget Boedal meddeler at den danske oversættelse af centrerende bøns grundbog, Thomas Keatings Open Mind, Open Heart, udkommer den 19. november 2010. Se http://boedal.dk/.

søndag, oktober 03, 2010

søndag, september 19, 2010

Magnificat ensembles efterårskoncerter

Det gregorianske ensemble Magnificat har en del aktiviteter planlagt i den kommende tid: 29/9, 15/10 og 1/11. Se http://magnificat.dk/koncertkalender1.html.

De er virkelig gode.

torsdag, august 12, 2010

Koncentration meditation og receptiv meditation

Jeg har altid været interesseret i Thomas Keatings karakterisering af centrerende bøn som en receptiv form for meditation/bøn. Da vi kom ind på en god drøftelse af dette i vores mandagsgruppe fornylig, vil jeg bruge lidt tid til at organisere mine tanker om det.


Psykologen Michael Washburn i The Ego and the Dynamic Ground (1975) klassificerede metoder af meditation i 2 grupper, som han kaldte "concentration meditation" og "receptive meditation". Han beskrev dem således:
In the case of concentration meditation, the meditator selects a specific object, idea, or other reference datum and focuses undivided attention upon it. This focal datum can be either an external object or an internal content (e.g., a sensation, image, or idea). However, the practice is considered more advanced when it is an interior and subtle datum that is employed.
* * *
Receptive meditation is the practice of sustained nonselective alertness. In practicing receptive mediation, the meditator maintains the stance of an open and unmoving witness. Whatever emerges in or before the mind is observed crisply but not in any way acted upon or reacted to. The images, feelings, and thoughts that present themselves to consciousness are witnessed uninterruptedly and with full consciousness but without in any way being engaged. In receptive meditation, the meditator emulates the character of a polished mirror, which reflects objects clearly, without becoming involved with them. Important examples or receptive meditation are the mindfulness (satipatthana) and insight (vipassana) meditations of Buddhism and the corresponding "just-sitting" (shikan-taza) form of meditation (zazen) of Zen. Receptive meditation also includes forms of prayer, namely, all those exercises consisting of an open and unthematic posture of devotion and surrender.
Det sidste er en rimelig god beskrivelse af min centrerende-bønspraksis (dog med tilføjelse af et bønsord til at hjælpe mig med at give slip på de tanker der får for megen opmærksomhed).


I bogen Intimacy with God har Thomas Keating også brugt betegnelserne "koncentrativ" og "receptiv" til at beskrive typer af meditaion/bøn. Men han bruger dem ikke som diskrete klasser men (i superlativ form) som yderpunkterne på et kontinuum hvor forskellige discipliner kan placeres:
Centering Prayer is probably the most receptive of the practices designed to facilitate the movement toward contemplation. What do I mean by "receptive"? In Diagram 2 our activity in Centering Prayer is represented at one end of a continuum in which various receptive and concentrative practices are shown on a scale. Centering Prayer is not a concentrative practice, nor an exercise of attention. It is an exercise of intention. It is our will, our faculty of choice, that we are cultivating. The will is also our faculty of spiritual love, which is primarily a choice. It maybe accompanied by sentiments of love but does not require them. Divine love is not a feeling. It is a disposition or attitude of ongoing self-surrender and concern for others similar to the concern God has for us and every living thing.
Diagram 2
Methods of Prayer that Prepare for Contemplation 







Anthony de Mello har også bidraget en charmerende lille beskrivelse af en receptiv form for meditation -- måske mere i hans rolle som psykolog end i hans rolle som præst:
Slow down and taste and smell and hear, and let your senses come alive. If you want a royal road to mysticism, sit down quietly and listen to all the sounds around you. You do not focus on any one sound; you try to hear them all. Oh, you'll see the miracles that happen to you when your senses come unclogged.
Se Wisdom from Anthony de Mello, afsnit 53, "Listening to Life".

mandag, juni 14, 2010

Lyt til Cynthia Bourgeault (højt anbefalet)

Cynthia Bourgeault er anglikansk præst og forfatter af Centering Prayer and Inner Awakening (og flere andre bøger). Hun har arbejdet meget med Thomas Keating, men hendes præsentation af centrerende bøn er lidt anderledes - et yngre synspunkt der ikke er baseret på en terapeutisk model. Her er optagelser (mere end 3 timer) fra en 1-dags centrerende bøn-workshop som hun holdt sidste måned i Washington National Cathedral.

fredag, maj 28, 2010

Thomas Keating taler om at leve i Guds nærvær

Britta har indsendt dette indlæg.

Keating har i 2003 givet en tale om at leve i Guds nærvær hele tiden. Den er nu oversat og tilgængelig her på bloggen.
Talen er nummer et ud af to. Den anden drejer sig primært om den centrerende bøn, og selvom Keating altid udtrykker tingene på nye måder, vil der uvægerlig også være en del gentagelse. Man kan godt blive træt af al den snak om en bøn, der har bedst af at blive praktiseret.
Måske vil anden del blive oversat alligevel – og måske ikke.
Oversættelsen er aktuel fordi Keating taler om trappist munkene fra Algeriet, som blev slået ihjel i 1996, og der er lige kommet en film om netop disse munke. Den hedder ”Guder og mennesker”. Den vandt desværre ingen priser på Cannes festivalen, men mon ikke den alligevel vil være værd at se.

lørdag, maj 22, 2010

God læsning, 2010.05.22

Bloggeren på The Website of Unknowing fortæller i Wasting Time with God om en samtale med en munk, der mener at en moden kontemplativ burde bruge 2 timer om dagen på sin praksis. Jeg kan huske at der var en mandag fornylig hvor Britta citerede Wilfrid Stinissen for den samme bemærkning. Det lyder umiddelbart overvældende hvis man kun tænker på den tid man sidder i meditation. Men måske kan det lade sig gøre hvis man indkluderer supplerende praksis-typer som hjertets bøn, welcoming prayer osv. som man kan praktisere midt i sine daglige pligter. Læs blog posten og kommentarerne skrevet i svar til den.

lørdag, maj 08, 2010

Anmeldelse af Bernadette Roberts's "What Is Self?: A Study of the Spiritual Journey in Terms of Consciousness" (2005)

På omslaget af denne bog er en udtalelse fra Thomas Keating at forfatteren har en særlig evne til at artikulere hvad der ikke kan udtrykkes med ord. Det er nok en selvmodsigelse. Men Bernadette Roberts kan udlægge aspekter af den kontemplative rejse som de fleste ikke engang forsøger at beskrive.

Roberts (født 1931) trådte ind i karmeliterordenen som teenager men forlod den efter 10 år, blev gift og stiftede familie. Hun har skrevet 3 bøger om de indsigter hun har fået på sin kontemplative livsvej. Det mest bemærkelsesværdige i hendes forfatterskab er beskrivelsen af et stadium der kommer efter transforming union (hvor det falske selv, egoet, forsvinder, og man oplever en vedvarende fornemmelse af Guds tilstedeværelse). Her omtaler Roberts et stadium hvor hele selvet - ikke bare det falske selv - forsvinder. Roberts har skrevet om det samme emne i sine tidligere bøger, The Experience of No Self: A Contemplative Journey (1982) og The Path to No-Self: Life at the Center (1985).

Denne bog, hendes tredje om det samme emne, er et forsøg på at svare på kritikken at, enten hendes beskrivelsen af no-self oplevelsen er en misforstået beskrivelse af transforming union eller at hun mangler indsigt i den kristne komtemplative tradition. Uanset hvor fremmed idéen om en no-self oplevelse er, må man sige at Roberts har forsvaret sig godt mod de 2 kritikker. Hun er en meget intelligent person med en fortid og en nutid forankret i kontemplativ kristendom.

Ud fra sine egne erfaringer præsenterer Roberts no-self oplevelsen som noget der ikke er så utænkeligt som man ellers kunne tro. Men det mest interessante for mig i denne bog er beskrivelsen af det tidligere stadium, transforming union, hvor man taber egoet (det falske selv). Her er et udpluk fra "Part I: What is Self?":
The divine's breaking through the center of consciousness shatters the ego like a hole made in the center of ourselves. To get some idea of this breakthrough we might again compare the psyche (consciousness) to a circular piece of paper where the original center was the ego. With this sudden breakthrough we now have an empty hole in the center of ourselves; instead of the ego or self-center, we now have a divine-center -- the empty hole. The empty center is two things at once; it is the absence of self and the presence of the divine. There is no self-center anymore; there is only a divine-center.
***
Offhand we would imagine that a permanent breakthrough of the divine into the unconscious would be a wonderful, blissful experience. But in fact it is a terrible experience; to unhinge self-will and everything to which it is attached is a shattering experience. *** But most important, with the shattering or falling away of the self-center, the ego's experiences of the divine go with it. The ego can no longer experience the divine because there is no ego anymore to experience the divine.
***
This event is John of the Cross' "Dark Night of the Spirit" wherein consciousness or self feels bereft and empty of the divine and, consequently, bereft and empty of itself.
Denne bog er en samling af 3 uafhængige essays. "Part I: What is Self?" udlægger i detalje Roberts' psykologiske model af selvet og dets forvandling. "Part II: Three Views of Consciousness" sammenligner Roberts' syn på selvet - eller bevidstheden - med håndteringen af dette emne i Hinduisme og i Carl Jungs værker. Og "Part III: The Christian Passage" opsummerer  Roberts' egen kontemplative rejse i rammen af hendes psykologiske model. Denne organisering var en fordel for mig, fordi det gjorde det muligt at læse den interessante "Part III" inden jeg læste de 2 mere teoretiske dele.

Har Roberts overbevist mig at der findes en no-self oplevelse efter man er færdig med transforming union? Det ved jeg ikke. Men Roberts' beskrivelse af disse tilstande gør det muligt at forestille sig hvordan de kunne være.

Diverse

torsdag, maj 06, 2010

Dagens citat, 2010.05.06

Once we come to an abiding consciousness that the deepest center of our existence runs into the divine (like an umbilical cord, so to speak), we realize that this awareness is much like the historical Christ's abiding consciousness of oneness with the Father, and for this reason we call this state "Christ-consciousness." This does not mean we are aware of Christ. Rather, like Christ, we are aware of our oneness with the divine--the ground of our being and all being--the Father, in other words. This is not the experience "I am Christ," but only the recognition of an identity with Christ through oneness with the Father. Because of this similarity, we can see that we are "other Christs," see that because we are one with God, we are also one with Christ. At this point we see God in everyone and everything, and thus see that because they too are one with God, they too are Christ.
Fra What Is Self?, "Part III - The Christian Passage", af Bernadette Roberts.

søndag, marts 21, 2010

Thomas Keating om påskens mysterier


Mel Gibsons "The Passion of the Chirst" er en lidelseshisorie for tøsedrenge sammenlignet med Keatings fremlægning af Kristi død. Det var min reaktion da jeg først læste Thomas Keating taler om at leve påskens mysterier – håb og frelse. Selvfølgeligt er den ikke en splatter-fortælling, med fokus på torturscener. Til gængeld er den en medlevende udlægning af begivenhederne op til Jesu død og opstandelse -- med stor empati for Maria og Lazarus fra Bethania og med tryk på Keatings forståelse af centrerende bøn som identifikation med Kristus på korset.

fredag, marts 12, 2010

God læsning, 2010.03.12

Jeg surfede lige forbi en henvisning til Francis Thomsons (1859-1907) digt "The Hound of Heaven", som jeg læste i high school, og jeg kunne ikke modstå fristelsen til en nostalgisk genlæsning. Det var jeg glad for. Digten handler ikke direkte om kontemplativ bøn, men den kommunikerer et kontemplativt tema måske bedre af den grund.

tirsdag, februar 23, 2010

Anmeldelse af Centering Prayer Training Course

Britta har indsendt følgende indlæg:


Contemplative Outreach har for nylig lavet et virkelig godt Training Course i centrerende bøn.
Det er ret omfattende og består af 6 dvd´er, hver af en times varighed, med Gail Fitzpatrick-Hopler, Carl Arico (præst) og Thomas Keating. De går i dybden med bønnen og ”vejen”, som vi kender fra Keatings bøger og taler. Desuden medfølger et hæfte, som egner sig glimrende til anvendelse i en bøns-gruppe. Hvert afsnit i hæftet afsluttes med relevante spørgsmål, som man kan overveje og tale om.
Der er også 2 cd´er og nogle ”bønskort” med citater, som kan anvendes til en slags lectio divina. Man kan lade ordene og deres betydning synke ind som en naturlig forberedelse til den centrerende bøn.
Det helt essentielle er naturligvis, at bøn er relation. Det drejer sig om Gudsforholdet. Kontemplativ bøn har altid været forstået som ”den smalle og enkle vej”, som grunder sig på en villighed til at overgive sig helt til Guds nærvær og handlen i os. Som vi ved, er dette grundlaget i centrerende bøn: Intentionen, som vi starter bønnen med og hele tiden i bønsperioden blidt og uden anstrengelse vender tilbage til, når tanker o.l. fører os væk fra den oprindelige hensigt om overgivelse og samtykke til Guds vilje.
Således kommer det slet ikke an på os og vore anstrengelser – vi giver jo bare slip på de forhindringer, vi har i os, når vi igen og igen samtykker til Guds nærvær og handlen i bønnen. Dette er en slags åbenbaring, der bliver tydelig, efterhånden som man åbner sig og bliver modtagelig for et dybere forhold til Gud, og det er en enorm lettelse at erkende, at det ikke er noget VI kan præstere eller fremtvinge.
Som vi nok er klar over, var startskuddet til hele centrerende bøn bevægelsen og dermed også Contemplative Outreach, det 2. Vatikankoncils opfordring til at forny den næsten to tusind år gamle kristne kontemplative tradition. Sammen med sine medbrødre Basil Pennington og William Menninger tog Thomas Keating imod denne opfordring. På basis af de ældgamle kilder fandt man frem til en enkel kontemplativ metode, som kom til at hedde centrerende bøn.
Her i landet er det nok de færreste, der er klar over, at navnet på bønnen er en henvisning til Thomas Mertons beskrivelse af bøn som værende ”centreret totalt på Guds nærvær.”
C.O. er blevet et globalt netværk af kristne, der prøver at leve kontemplativt i deres almindelige liv.
Det er Thomas Keatings overbevisning, at når blot der er tilstrækkelig mange, der praktiserer den kontemplative bøn på daglig basis og dermed efterhånden får Jesu Kristi sindelag, ja så vil verden forandres, fordi Guds kærlighed vil strømme ud, nå og forandre mennesker i samfundet. Guds kærlighed er den stærkeste kraft, der findes.
Et af motiverne til at lave dette omfattende Training Course har været at aflive og imødegå nogle af de misforståelser og –opfattelser, nogle mennesker har af centrerende bøn og bevare den rene vare for eftertiden.
For eksempel slår man fast, at centrerende bøn IKKE er et new-age fænomen men et forsøg på at forny den gamle kristne arv til brug for moderne mennesker. Den er rodfæstet i Guds ord, både gennem bibelen og personen Jesus Kristus.
På side 59 i træningshæftet stilles spørgsmålet:
”What is the difference between Centering Prayer and Eastern prayer practices?”
Hertil svarer Contemplative Outreach:
“It is important not to confuse Centering Prayer with Eastern techniques of meditation such as transcendental meditation. The use of the sacred word in Centering Prayer does not have the particular calming or focusing effect attributed to some mantras. Many Eastern practices are concentrative and include techniques for focusing the mind. Centering Prayer is completely receptive: the sacred word is the symbol of our intention to consent to the presence and action of God within. Throughout the period of Centering Prayer, your intention predominates – that is, the movement of your will to consent to God’s intention. Hence, Centering Prayer is a personal relationship with God, not a technique. At the center of this practice is Divine love. This distinguishes Centering Prayer from Eastern methods that are primarily concerned with awareness. Eastern traditions tend to put greater emphasis on what the self can do. The Christian tradition, on the other hand, puts a greater emphasis on what God can do.
It might be said by some that the contemplative Christian journey is the path of heartfulness, while Eastern traditions are the path of mindfulness.”
“Heartfulness” skulle ifølge Gail Fitzpatrick-Hopler være Thomas Keatings opfindelse, men jeg har læst om folk her i Danmark, der også har opfundet udtrykket. Eller måske de bare kender til Keating.
Det eneste minus jeg kan finde ved dette kursus er prisen. Ca. 1000 kr. er meget, men jeg synes nu, det er det værd.


tirsdag, februar 16, 2010

God læsning, 2010.02.16

Cynthia Bourgeault, anglikansk præst og forfatter af bogen Centering Prayer and Inner Awakening, har skrevet en forholdsvis ny artikel, Centering Prayer and attention of the heart, som følger op på hendes karakterisering af kenosis (Kristi udtømmelse/overgivelse ved inkarnationen) som det teologiske princip bag centrerende bøn. Artiklen, som bygger på værker af Thomas Merton og Simeon den nye teolog, giver en rimelig let tilgængelig præsentation af centrerende bøn som en process af "letting go" og hjertet som et figurativt organ af åndelig perception.